Refleksion ved kvindegudstjenesten
Disciplene var netop på vej. ”Se, nu står Jesus igen og taler med en fremmed kvinde,” sagde Jakob. Men i det samme så de kvinden slå hænderne sammen og løbe tilbage til byen. Vandkrukken glemte hun alt om. Den blev stående, hvor den stod. ”Kom og se en mand, jeg har mødt ved brønden,” råbte hun forpustet til alle hun mødte. ”Jeg tror, han er Messias. Han har sagt mig, alt hvad jeg har gjort!””Det var meget,” sagde en af mændene. ”hvordan kan hun lyde så glad, hvis hun har mødt en, der ved alt, hvad hun har gjort?””Måske er han virkelig Messias?” Stærkt inspireret af Ingrid Schrøder-Hansens genfortælling
Jesus ser kvinden som hun er, og ikke som hun burde være. Det er en befrielse at blive mødt og set, som dem vi er – og ikke som dem vi burde være. Måske er det dybest set det enkle svar på vores længsel? At vi længes efter at blive mødt og set og elsket, som den vi er!
Krav og forventninger vi ikke kan eller vil indfri er snærende bånd der gør os ufri og giver os følelsen af ikke at slå til, eller være forkerte. Når vi træder ved siden af eller ud af os selv, for at indfri egne eller andres ideer om hvad vi burde være, så ender vi med at stå tilbage med en følelse af ikke at være hjemme som os selv.
Vi giver køb på det der er os, og deler ud af noget vi dybest set ikke har. Måske er det når vi ikke kan eller tør være tro mod os selv, som mennesker, at vi løber tør for liv.Vi kender det godt. Der er sammenhænge og fællesskaber der giver os liv og som befrier os fra at skulle præstere eller forstille os. Der er mennesker i vores liv, som vi kan og tør være ærlige og ægte sammen med. Det er en kilde til liv. Det er en befrielse.
Men nogen gang er det ikke andre menneskers krav og forventninger, der snærer – ofte er vi vores egen værste dommer. Vi synes vi burde en hel masse, vi ikke magter. Vi drømmer måske om at kunne noget andet end vi kan. Vi forsøger at leve op til nogle idealer om skønhed, perfektionisme og kontrol – samtidig med vi længes efter at gøre os fri af dem. Vores længsel, vores tørst og vores sult er forskellige – har forskellige udtryk og farver – men dybest set handler al længsel om, at vi finder hjem. Det hjem, hvor vi kan være, som den vi nu engang er og hvor vi mødes af kærlighed og accept.
Kristus ser dig – og mig – som den vi er, og ikke som den vi burde være. Det er befrielsen.
Befrielsen er, at gjort – eller ugjort i vores liv, ikke får magten over vores liv med hinanden.
Befrielsen er, den livets kilde, som har kraft og magt, til at skabe nyt liv i os.
Befrielsen er, at vi ikke skal ud af os selv, for at finde kilden til liv – men at den kilde allerede er i os.
Befrielsen er, at Gud er kilden til liv, og at den kilde er uudtømmelig og evig og overstrømmende kærlighed til os.
Befrielsen er, at når vi øser vand fra livets kilde, så opdager vi at livet er større end os selv
At livet ikke er noget vi kan tage af os selv, men at liv er noget vi får givet, gennem hinanden, af livets kilde – af Gud. Kristus ser dig – og mig – som den vi er, og ikke som den vi burde være. Det er befriende og en kilde til evigt og ægte liv.