Første søndag efter Hellig Trekonger
Sl. 84; Rom. 12,1-5; Mark. 10,13-16
”Den der ikke modtager Guds rige, ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”, siger Jesus – men hvad betyder det? At vi skal opføre os ligesom børn? Betyder det at vi skal stampe i jorden og skabe os, hvis det ikke er, ligesom vi havde forestillet os? Eller skal vi lade være med at være åh så voksne, og genfinde vores barnlige naivitet?
Ikke så sjældent er de her vers, om at vi skal blive som børn igen, og at vi skal modtage Guds rige ligesom et lille barn, blevet forstået på den måde – at barnet er idealet: Barnet som den rene, barnet som den uskyldige, barnet som den ydmyge og umiddelbare.
I billedkunsten, kan man se små lyshårede børn – der næsten ligner engle – afbilledet som fromme forbilleder. Og som kontrast til det uskyldige barn, må vi voksne så per definition være nogle beskidte, griske og egoistiske størrelser – som er så langt fra barndommens uskyldige tilgang til livet, som man kan være.
Men er det virkelig sådan at Jesus skal forstås? Er det bedre at være barn end voksen? Og hvis det var, hvad skulle vi så stille op med det? Vi kan jo ikke skrue tiden tilbage? Vi kan ikke genfinde barndommens uskyldighed og er det egentlig ikke også et mærkværdigt sort syn på tilværelsen, hvis menneskelivet bare var et langt forfald – og at alene vores alder skulle diskvalificere os til Guds rige.
Teksten til i dag, hvor Jesus velsigner de små børn – bliver læst ved hver eneste barnedåb – og fungerer som et af de bibelske argumenter for barnedåb. Jesus velsigner børnene og giver dem samtidig et løfte om at de skal få del i Guds rige. Og det er i sig selv en provokation. På det tidspunkt regnede man ikke børn som religiøse individer.
Jesus fremhæver børn som et forbillede på modtagelse af Gudsriget, og deri ligger også en provokation. Han bruger samtidens jødiske sprogbrug om betingelserne for at komme ind i Guds rige, men i stedet for at tale om overholdelse af loven – som adgangsbillet til guds rige – sætter han et barn, der jo netop er karakteriseret ved hverken at kunne forholde sig loven – eller for den sags skyld, overholde den.
Når Jesus siger, at vi skal modtage Guds rige, ligesom et lille barn – betyder det at vi i forhold til Guds rige, er præcis ligeså meget på bar bund, som et barn. Vi kan ikke arbejde os ind i Guds rige, men ligesom et lille barn er afhængige af deres forældres kærlighed – sådan er vi også afhængige af Guds nåde og kærlighed.
***
”Barnetro, barnetro – til himmelen, du er en gylden bro” – sådan lyder en gammel slager fra giro 413.
Og ikke så sjældent møder jeg mennesker der siger: ”Jeg har min barnetro – og det er nok for mig” – og siger dermed også at troen er en privatsag, som de ikke har lyst til hverken at udfordre eller diskutere, og det må man selvfølgelig respektere.
Men det har bare altid undret mig, hvordan man kan isolere troen fra resten af sit liv og intellekt. Jeg kan ikke komme i tanker om andre sider af livet, man på den måde nægter at udvikle eller modne?
Uden sammenligning i øvrigt, hører man sjældent nogen sige: ”Jeg har min lille tabel, og den nøjes jeg nu med!” – eller ”Jeg lærte som barn, at det var storken der kom med børnene – så det holder jeg nu fast i!”
Udsagnet om den barnetro, mange modne voksne klamrer sig til, er for mig en gåde – men på den anden side ikke forkert – troen og tilliden er indtil et vist punkt faktisk meget enkel og ligetil – og skal gerne blive ved med at være det. Og på den måde, kan man sige at den enkle tro, er at tage imod Guds rige, ligesom et lille barn.
Men faren ved ikke at ville – eller turde – rokke ved sin barnetro, er at den bliver ligeså ubrugelig som troen på julemanden.
Og derfor er det betænkeligt, at man så ofte griber tilbage til barndommen og dens oplevelser og forestillinger, når man vil tale om tro. Som om forholdet til Gud var en sag for børn og uskyldige sjæle, en sag, der for den voksne kun eksisterer som erindring og længselsfuld drøm.
Barnetro bliver meget let noget der skal beskyttes for den virkelige verdens slid, og den modne fornuft og intellekt. Som om den kun kan overleve i kuvøse – og sådan en barnetro er ikke mere værd end troen på julemanden – for den bliver et minde om dengang, man troede på hvad de voksne sagde, før man opdagede, at voksne mennesker af og til giver børn bolsjer for brød i den overbevisning, at børn ikke har godt af virkeligheden.
Når børn begynder at spørge om bag ved troen – og begynder at bokse med, hvordan det hele hænger sammen – så har alle voksne, forældre, skolen, kirken et ansvar for at hjælpe barnet til en moden tro, der kan tåle fornuftens indvendinger. På den måde, kan barnetroen blive til et livsgrundlag.
Det er måske lidt kontroversielt at drage skolen til ansvar for kristen børnelærdom – i en uge, hvor det er blevet diskuteret om det er i orden at bede fadervor i folkeskolen!
Når konfirmanderne siger at de ikke tror på Gud – må man spørge dem, hvad det er for en Gud de ikke tror på – og ganske ofte beskriver de barnetroens forestillinger om Gud, som en gammel hvidskægget mand, der sidder oppe på en sky og trækker i trådene – og så må jeg sige, at ham, tror jeg heller ikke på!
Vi må hjælpe hinanden med at få mere modne og holdbare billeder af Gud, og det kan vi gøre ved sammen at stille de – de naive og samtidig dybt filosofiske spørgsmål: Hvad er evighed? Hvor er Gud? Hvad er forholdet mellem sjæl og ånd og krop? Hvordan kan Gud være almægtig og kærlig på én gang? Hvordan skal man læse Bibelens tekster?
Fornuft og tro er ikke modsætninger, men går hånd i hånd. Vi er nødt til at have både hoved og hjerte med, også i forholdet til vores tro – på den måde kan vi genfinde en ny naivitet i tilliden til Guds omsorg for os.
At modtage Guds rige, ligesom et lille barn – betyder ikke, at vi skal fastholde en barnetro, som ikke tåler den voksnes tanker. Men det betyder en bevidsthed om, at i forhold til Guds frelse, så kan vores viden og spørgsmål ikke stille noget op. Og vi står ikke anderledes i forhold til Guds rige, end vi gjorde, da vi var små børn med en simpel tro.
Det, der sker, når vi bliver voksne, er, at vi finder ud af, at man kan tænke, tale og tro på forskellige måder. Vi finder også ud af, at man godt kan være både kritisk og tvivlende, når man taler om Gud.
Og det er jo netop også det tvivlende menneske, Gud er til for. Det møder vi gang på gang i evangeliets beretninger om Jesu diskussioner og opgør med de skråsikre farisæere.
Deres forenklede, faste og uforanderlige gudsbillede kunne Jesus sjældent gøre noget for, mens han ligefrem er berygtet for at opsøge den som var i bevægelse og tvivlende – hvad enten det var mænd, kvinder og børn eller jøder eller hedninger.
”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres” – sådan læste vi i dagens tekst, og sådan indledes enhver barnedåb.
Som præst i den danske folkekirke støder man ofte på det argument mod barnedåben, at barnet selv skal have lov at bestemme. Barnet skal stå frit og vælge frit, når det bliver stort nok til selv at tage stilling. Det er ikke nødvendigvis fordi forældrene synes at kristendommen er uinteressant eller urigtig, måske snarere tværtimod, men mere, at et så afgørende valg på barnets vegne er indoktrinering.
Og dåben er den samme, uanset, hvilken alder man modtager den. Men opdragelse, hvis mål er at afstå fra påvirkning, leder ikke til valgfrihed, men til tomhed. Hvis det er forældrenes fornemmelse eller overbevisning, at der i kristendommen er noget, som er værd at få med, så er det med dåben som med så mange andre valg på barnets vegne, at forældrene må tage det på sig. Dåben er en gave givet af Gud, men overrakt af forældrene til deres barn.
Når vi bliver døbt som helt spæde, bliver det meget tydeligt, at dåben rækkes til os, uden vi har præsteret noget. Det bliver tydeligt, at vi får del i Guds nåde og kærlighed, uden først at have udvist en overbevisende stor tro.
Ved dåben modtager vi et konkret tegn på, hvordan Gud rækker ud efter os og forbinder sig med os i vort liv – korstegnet, vandet og ordene er udtryk for løfte om, at vi aldrig bliver væk for Gud.
At vi selv ind imellem føler, at Gud er fjern eller helt væk, kan meget vel være en direkte følge af, at vi ikke har fået udviklet vores personlige forståelse af og tro på Gud, men bliver fanget af en naiv barnetro.
Når vi samles til gudstjeneste, gør vi det fordi vi har brug for at blive ved med at få nye indsigter om – og billeder af Gud. Vi kommer for at dele vores tro med hinanden, og for at se, høre og prøve at forstå, hvordan den almægtige Gud og Skaber knytter sig til os afmægtige mennesker, ikke længere gennem omskærelse, ofre og overholdelse af Moselovens Bud, men gennem dåbens vand, Ordets forkyndelse og nadverens brød og vin.
Og vi modtager hans liv og frelse, uden anden forudsætning, end erkendelsen af, at vi er elskede og afhængige af Guds kærlighed. Amen