19. søndag efter trinitatis. Tekst
”Man kan ikke hjælpe én, der ikke vil hjælpes! ” Sådan siger vi og det er måske rigtig nok. I hvert fald kan det opleves sådan. Når vi står med en klar idé om, hvad der kunne hjælpe, og vedkommende ikke vil tage imod den hjælp. Eller idet hele taget erkende at han/hun har brug for hjælp.
Jeg tror det er en erfaring de fleste af os har gjort. Og det kan være frygtelig frustrerende, særligt hvis det er et menneske vi er tæt på. Når vi bare kan se at lige præcis den behandling ville hjælpe ham eller hende. Eller lige præcis den beslutning eller forandring, ville gøre en forskel. Men vedkommende bare ikke kan eller vil erkende det eller – måske nok vil erkende det, men i hvert fald ikke vil hjælpes til det.
Så står vi der ved siden af, som familie, venner eller kollegaer og aner ikke vores levende råd og føler os helt magtesløse. For hvad skal vi gøre? Vi kan jo ikke slæbe ham til lægen mod hans vilje. Det er hans liv, hans afgørelse og der er grænser for hvor meget vi kan tillade os at blande os i hinandens liv – eller hvad?
Prøv og tænk, hvis ham den lamme mand vi hører om i dag slet ikke havde bedt om hjælp. Måske lå han der på båren og råbte: Nej! Stop! Jeg vil ikke! Lad mig være.
Måske bar de fire mænd ham mod hans vilje. Han kunne jo ikke gøre modstand. Han lå bare der, og var fuldstændig prisgivet de fire mænd. Vi ved det ikke. Men det kan jo faktisk godt være, at det var sådan. At han ikke ville hjælpes. Det melder historien ikke noget om, og det er interessant at den ikke gør det.
Vi ved intet om den mand, andet end han er lam. Måske var det hans egen idé at bede sine fire bedste venner om de ikke ville bære ham hen til Jesus, fordi han troede at han kunne gøre ham rask. Eller måske havde han ikke den fjerneste tiltro til at Jesus kunne gøre en forskel for ham. Måske havde han bedt om et mirakel, eller måske troede han overhovedet ikke på mirakler. Måske var han et menneske båret af håb, eller måske var han tynget af håbløshed.Måske var han et menneske med mange venner. Et livstykke at være sammen med. Eller måske var han en kæmpe belastning for sine omgivelser. Sådan én man nemt kom til at tage lidt afstand fra. Vi ved det ikke.
Og det interessante er, at det er fuldstændig underordnet hvordan han var, eller hvad han ville eller ikke ville, troede eller ikke troede. De fire mænd bærer ham og – må man sige – udviser både udholdenhed, vilje og ret stor kreativitet. De får både bugseret båren gennem et menneskemylder og får lavet hul i taget, så de kan fire ham ned til Jesus.
Og Jesus så deres tro, står der. Hvad var det for en tro han så? De havde jo ikke sagt noget. De havde ikke sagt: Vi tror at du er Guds søn, eller noget i den stil. De var faktisk ikke engang kommet ind i huset. Måske stak de hovederne ned igennem hullet – og Jesus så deres tro. Og troen var det at de slæbte på den lamme. Troen er synlig – ikke som en bekendelse og fine ord – men blot i den forstand, at den kan slæbe. At den kan bære. ”Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov” – sådan står der i en af de tekster der bliver læst ved vielser – men det gælder også her. De fire mænd bar den lamme. De bar byrderne for et menneske, som ikke selv kunne bære. Det var deres tro.
Og så siger Jesus det både ret underlige – men også forunderlige til den lamme mand: Dine synder tilgives dig! Underligt fordi vi forventer at han gør ham rask i stedet og underligt fordi det er det første vi hører om den lamme mand. Vi har ikke hørt noget om hans tro. Og det er det forunderlige. Vi får syndernes forladelse uden nogen form for betingelser.
Det er det første der sker. Vi er før alt andet, sat i et betingelsesløst kærlighedsforhold til Gud. Og de skriftkloge havde ret: Sådan kan kun Gud tale! Kun én kan tilgive på forhånd og uden betingelser, og kun i det betingelsesløse er der frimodighed.
Evangeliet siger ikke at frimodigheden/livsmodet/friheden kommer i takt med man lever som et kristent menneske. Nej, det begynder med at befale frimodigheden – så vi kan leve af den. Det er ikke sådan at først var vi syndere, og så får vi –på visse betingelser syndernes forladelse. Nej, vi får syndernes forladelse uden en eneste betingelse. Og det er det der muliggør frimodigheden/livsmodet/friheden i forholdet til andre mennesker.
Syndernes forladelse er den forløsning og nyskabelse/genskabelse af det der er gået i stykker i forhold til vores skabthed og forbundethed med hinanden. Og det er en nyskabelse eller en forløsning, som vi igen og igen skal tilsiges, men som vi også på forhånd er sat i. Det er Guds betingelsesløse nåde. Guds gave alene. Det er hverken noget vi kan gøre os fortjent til, eller noget vi kan give hinanden.
Og derfor havde de skriftkloge ret. Det er kun Gud der kan indsætte os i nåden. Det er kun Gud der kan rejse os op til det liv, hvor vi frimodigt kan bære med hos hinanden.
Vi ved ikke noget om hvordan det forholdt sig med den lamme mand inden, men vi hører at han går der fra. ”Tag din båre og gå ” siger Jesus til ham og så rejser han sig og går hjem til sit gamle liv, men som et nyt menneske. Et stærkt udtryk for hvor stærk han nu er blevet. Det der før bar ham, det bærer han nu. Han behøver ikke længere understøttelse af en båre. Nej, han bærer den selv. Nu er han i stand til at bære med i sit eget liv. Måske vågner han næste morgen op med kræfter og mod til også at bære med i andres liv.
Jeg tror de fleste af os kender det i større eller mindre grad – den der næsten fysiske oplevelse af at få fornyede kræfter, når noget der har bundet os/lammet os/forknudret os vores liv og vores tanker bliver løst/falder på plads/bliver fjernet fra vores skuldre. Sådan hænger det indre sammen med det ydre. Vi kender det også fra vores sprog – vi taler om at ”vi ligger ned”, når vi har det dårligt af den ene eller anden grund – og ”at vi rejser os igen”, når vi får kræfter til det. Og det er jo ikke altid helt bogstaveligt – men det er alligevel en fysisk erfaring. At vi kan rejse os og deltage i livet igen, når vi får fornyede kræfter.
Man kan ikke hjælpe en der ikke vil hjælpes! Sådan siger vi. Og det er rigtigt at vi ikke kan afgøre, hvad der er den rigtige hjælp for et andet menneske. Eller jo, det kan vi måske godt indimellem – men vi kan og skal ikke overtage hinandens liv. Vi må selv træffe vores valg. Og det er nogen gange svært at se på de valg, som vores nærmeste træffer. Sådan er det.
Vi kan ikke overtage styringen i et andet menneskes liv, men vi kan være med til at bære hinandens byrder. Det kan være et hård slid, men det er det der er livet. At vi bærer med hos hinanden. Vi kan ikke give hinanden nye kræfter, men vi kan være med til at bære hinanden til det sted, hvor vi får nye kræfter givet.
De fire mænd bar den lamme og Jesus så deres tro. Den tro som bærer. Og han ser også vores tro, vores troskab mod andres byrder – og han ser vores svigt og når vi slipper og tvivler. Han ser begge dele. Alt det vi er stolte af og alt det vi er lede ved. Og han siger: Det er dig forladt. Du er fri. Vær frimodig alligevel.