Sidste søndag efter Helligtrekonger /Johannes evangeliet 12, 23-33
Kornet skal i jorden for at noget nyt kan spire frem.
Det er naturens gang. Vi kommer, noget der ligner et dødt korn i jorden, venter tålmodigt på at det spirer og gror, og skyder op af jorden som en ny plante der blomstrer eller sætter nye korn på et aks. Det er forårets mirakel.
Efter en lang og gold vinter, hvor alt har været visent og bart, og man som ugerne går, får svære og svære ved at erindre hvordan det er, når træerne blomstre, bladene springer ud og kornet vokser næsten fra dag til dag.
Det er som et under. Hvert år. Det er naturens opstandelse. Og vi ved at det må være sådan, at det er naturens gang – at mørke, kulde og venten –ikke bare er en realitet, men også nødvendigt, inden solen bryder frem og trækker planten op af jorden. Kalder den frem. Kalder den frem i lyset.
Alene tanken om at foråret er på vej, kan give os noget livsmod her en af de første dage i februar. Det er et under der venter os.
Hvem vil give sig af med at forklare, hvordan en vintergæk eller en erantis endda bore sig vej gennem iskold jord for at melde forårets og sommerens komme? Nej, i stedet for vil vi forundre os over, at det kan ske, og at det sker, at et korn kan lægges i jorden – at det kan overvintre og spire og vokse i forårets og sommerens varme for at blive stort og sætte frugt.
Vi ved at det er sådan når det handler om planter. Og Jesus
pointe er den, at sådan er det ikke bare i planteverdenen, sådan er det også for
os mennesker. Der er en rytme i vores liv, som ligner plantens. Vi kan ikke
spire, gro og blomstre som mennesker uden at der er noget vi skal give afkald
på, noget vi må lægge dødt, noget vi må vente på i tålmodighed.
Kornet skal i jorden for at noget nyt kan spire frem.
Det kan være en dyrt købt erfaring at det er sådan. Livet. Det kan være vi sidder her og tænker på noget der er hændt os, som gjorde så ondt og ødelagde så meget for os, at mørket for en tid lå helt tæt omkring vores sind? En sorg der trak tæppet væk under vores liv, eller en livskrise der ramte os med en kraft, så vi ikke kunne forestille os at der ville komme mere godt til os eller ud af vores liv.
Som en vinter der bare så ud til at fortsætte. Men som viste sig alligevel at lysne. Der viste sig at der i sorgen eller krisen, voksede noget nyt frem. Noget nyt, som er meget anderledes end det der var, men som dog er liv og som dog har mening og som dog kalder os op om morgenen. Det er erfaringen af, at livet er stærkere end døden. At der vokser liv ud af det, som er dødt. Det er hvedekornets hårde skal der omsider brister, så der igen kan vokse liv i os. ”Tiden læger alle sår”, siger vi. Det tror jeg egentlig ikke er rigtigt. Men jeg tror, at med tiden heler Gud vores sår, så de bliver til at leve med. Når vi er i mørket, kræver det først og fremmest vores tålmodighed og tillid til at livet vil kalde os ud i lys igen, når vi er klar.
Der er en rytme i vores liv, som ligner plantens. Vi kan
ikke spire, gro og blomstre som mennesker uden at der er noget vi skal give
afkald på, noget vi må lægge dødt, noget vi må vente på i tålmodighed.
Kornet skal i jorden for at noget nyt kan spire frem.
Det kan være et valg vi skal træffe. Det kan være vi bliver bevidste om, at der er noget i vores liv, som vi må sige farvel til, for at livet kan folde sig ud. Det kan føles som et indre sug i det øjeblik, hvor man efter mange overvejelser, angst og kval endelig har bestemt sig: OK, jeg gør det, jeg vil skilles, jeg skifter job, jeg flytter, jeg rejser, jeg holder op med, jeg fortæller sandheden – Jeg GØR det!
Vi står oppe på klippekanten helt alene, nedenfor er der et frådende hav af mulige ukendte fremtider. Der står vi og tøver: Skal, skal ikke?
Vi forsøger at regne ud, hvad der vil være bedst: at blive tilbage på klippen i en utilfredsstillende men tryg tilværelse eller bare tage skridtet ud i det ukendte? Til sidst når man et punkt, en skillevej, hvor man ikke længere kan spekulere, selvom man ikke ved noget, så må man bare følge sin stærkeste inderste impuls. Et dybt åndedrag, hold for næsen – spring!
Det lyder spændende! Og det er det – men jo ikke altid på den gode måde. Nogle gange er det spring ud på de 70.000 favne og væk fra det vi kender, også ensbetydende med en afsked eller et tab eller et afkald på noget, som vil koste os dyrt – vores anseelse måske, eller en behagelighed, eller en luksus – som vi næsten er blevet afhængige er – men som måske forhindrer livet i at folde sig ud for andre, eller os selv.
Når vi står der, når vi har besluttet os, men endnu ikke har taget springet. Når vi ligger der søvnløse om natten og egentlig har besluttet os, men endnu ikke har gjort noget ved det – så føler vi hvor svimlende frihed kan være. Det at vi faktisk kan gøre noget. At vi kan handle, men at det koster. Der er noget vi ikke kan få med videre.
Friheden til at handle er et kæmpe ansvar, men billedet af hvedekornet sætter vores frihed i perspektiv. Der er meget vi kan gøre, men der også meget vi ikke har magt over. Som vi må overlade til Gud. Vi lever i l kraft af ham. Og måske ligger velsignelsen i at vi må være som hvedekorn, små og uanselige og sprængfyldte med den gro- og spirekraft, den næring som Gud har nedlagt i en hver af os og som han kalder på, hvor og når han vil, som han kalder på hvedekornets grokraft.
Så vores hjerter må være som hvedekorn.
Så vores hjerters hvedekorn må vandes med dråber af dåbsvand og styrkes af nadverens
saft.
Så den hårde skal må briste, så vi som hvedekorn giver efter, flækker og forgår,
for at kunne forvandles til nyt liv. Til det der er Guds vilje med os. Det skal
ikke komme fra os, men fra Gud
Kornet skal i jorden for at noget nyt kan spire frem.
Det er den snusfornuftige erfaring af ”at vi ikke kan få både i pose os sæk”, men det er også erfaringen af at livet indimellem kræver nogle ofre fra os. At det fælles liv får næring af, at vi ikke hver især holder på vores ret eller vores eget. ”Den der elsker sit liv, mister det”, står der i teksten til i dag, og det betyder netop det, at hvis jeg holder fast i mit – i mit liv – som om det ikke er andres end mit, så mister jeg det. Mister betydningen af det og fornemmelsen for at mit liv, netop ikke er mit – men et jeg får givet af Gud og af andre mennesker.
Mit liv tilhører dybest set ikke mig selv, og vi kan dybest set ikke leve uden at give og få givet. Indimellem gør det ondt at skulle af med det vi skal give. Indimellem må vi lægge et hvedekorn i jorden – lægge noget dødt som var vores, men som vi må give afkald på fordi det netop kun var vores.
Vi må turde give slip på livet/turde dele livet med hinanden – for at vinde livet. Det egentlige liv. Det liv der spirer og kaster fællesskab og glæde og mening af sig. Det er også det liv, der forpligter os på hinanden, og som kræver at vi indimellem giver afkald på vores eget projekt.
Kornet skal i jorden for at noget nyt kan spire frem.
Det er et billede på at livet er stærkere end døden i vores liv. At opstandelsen sker i det små hver eneste morgen, som et udtryk for Guds nærvær. At opstandelsen sker på den yderste dag, som et udtryk for Guds storhed. Men det er også et billede på Kristi opstandelse. Jesus kalder sig selv for et hvedekorn. Han er det ene korn der må dø, for at alle mennesker kan få liv af ham.
At tjene Gud, at følge Jesus, er at gå på fredens vej. Den vej, hvor de hvedekorn der bliver lagt i jorden, vokser op og giver frugt. Den vej, hvor der kommer liv ud af død. Den vej, hvor vi ikke skal præstere noget stort, men tjene hinanden i det små. Den vej, hvor vi må tro på at vi aldrig går alene.
Gud er hos os nu! Det må vi tro. Ligesom vi må tro, Gud også er hos os, når vi lægges i jorden – ikke for at blive opslugt af mørke, men til et helt nyt liv.
Indimellem er vejen hård og ufremkommelig. Indimellem er det svært at tro, at det er sandt, at livet er stærkere end døden. At der vil vokse noget nyt frem, endda noget der er bedre end det gamle. Og det er altid svært at lade Gud få plads til at fylde os med fred og lys. Det kræver at vi ikke fylder vores liv med vores eget, men at vi lader vores hjerte være åbne overfor Gud og vores medmennesker. Måske er der et eller andet vi skal give afkald på eller slip på, for at det kan ske?