Menu Luk

At være hjemme hos Gud

2. søndag efter helligtrekonger /tekst: Lukasevangeliet 2,41-52

Det kunne helt sikkert siges mere kompliceret, men jeg tror det er forholdsvis enkelt: Det er meningen at vi skal føle os hjemme hos Gud! Tænk bare på hvor mange af de fortællinger der er i Bibelen, der handler om Guds rummelighed og omsorg. Han bliver sammenlignet med en overmåde gæstfri vært, og han bliver sammenlignet med en far der løber sin bortløbne søn i møde med åbne arme. Som indbegrebet af tryghed, gæstfrihed, anerkendelse, varme og omsorg. Her har vi, som børn af huset, lov til at føle os hjemme. – og vi kan med samme selvfølgelighed som den tolvårige Jesus sige: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?”

Det er hele sanseapparatet der afgør for os at vi er hjemme. Det er duften, smagen, lyden, mærkerne og synet af det der møder os, der fortæller os at vi er hjemme. Hvert hjem har sine dufte, lyde og stemninger. Hvert land har sin mad, kultur, natur, sprogtone og traditioner. Hver religion har sine ritualer, sange, bønner og fortællinger. Vi er født til at føle os hjemme i en særlig familie, med en bestemt nationalitet, kultur og religion. Det er vi født til. Men vi er skabt til at føle os hjemme hos Gud, der hvor vi nu hver især mere eller mindre tilfældigt er bosat på kloden.

Vi glemmer at vi bor hos Gud. Det er ikke for at pege fingre og sige, at det er for dårligt. Jeg tror på mange måder det er et grundvilkår at det er sådan. Det er så selvfølgeligt, at vi bliver hjemmeblinde. Altså ligesom man kan have en sofa gennem mange år, som man simpelthen ikke længere kan se, fordi den bare ér der. Sådan kan vi også godt blive hjemmeblinde i forhold til Gud. Gud ér der bare. Vi ser ham ikke. Vi mærker ham måske heller ikke. Vi lever bare. Det guddommelige og det hjemlige smelter sammen. Vi lever bare midt imellem mennesker og hverdagens små katastrofer og mirakler. Katastrofer og mirakler skal have en vis størrelse, før vi bliver opmærksomme på Gud.
Måske kan vi sammenligne det med at vi ikke er opmærksomme på hvad der giver følelsen af at være hjemme, før vi mangler den. Vi går ikke til daglig og er opmærksomme på hvor trygt det er at være hjemme, men når vi kommer i en situation hvor vi ikke er trygge og hvor vi føler os hjemløse, så bliver vi opmærksomme på det vi mangler. Så længes vi hjem. Som når vi kommer udfor noget der ryster os ud af vores liv, så længes vi efter at blive grebet af Gud. Vi længes efter igen at mærke at vi har hjemme hos ham.

Jesus bliver væk fra sine forældre i menneskemylderet. Måske gør han oprør? Måske er han nået der til at han har brug for at finde sin plads i verden og hos Gud? I hvert fald finder de ham der.

Bibelen er fuld af fortællinger der handler om at vi mennesker ikke kan blive væk fra Gud. Tænk bare på lignelsen om hyrden der har 100 får. Det ene bliver væk, og han lader de andre 99 får blive tilbage, mens han går ud og leder efter det ene får indtil han finder det. Det er en kernefortælling i kristendommen. Gud der ikke lader sine menneskebørn være alene og hjemløse.

Men sådan føles det ikke. Erfaringen siger os, at vi sandelig godt kan føle os gudsforladte og hjemløse. Følelsen af Guds fravær, kan få os til at afskrive ham helt som virkelighed. Jeg tror begge dele kan være sandt. At vi ikke kan være til andre steder end i Gud, OG at vi kan føle at han er fraværende.

Følelser er stærke overbevisere om både det ene og det andet, men de er også omskiftelige og utroværdige, og derfor vil jeg insistere på ikke at være i mine følelsers vold. Det er klart at det er enklere at tro på Gud, når man kan sanse og mærke guddommeligt nærvær, men sådan har jeg det i hvert fald langt fra altid. Så jeg må beslutte mig hver morgen, for at tro alligevel. Tro at vi bor i Gud, og at Gud bor i os. For det giver mig tryghed og skærper min sans for at være menneske på den her jord.

Børn sanser stærkere end de fleste voksne. Jeg tror det er en af grundende til at de flest af os kan genkalde os dufte og stemninger fra vores barndomshjem. Vi har følt mere, end i alle andre hjem vi senere fik. De fleste børn har fx også bedre smagsløg, og skal vænne sig til nye smage og stærk mad. Mange børn er mere følsomme overfor stemninger og lyde i et rum. På godt og ondt, opleves tingene stærkere. En del af det, handler om at vi voksne har fået erfaringer og viden, der gør, at vi er bedre til rationelt at sortere i de oplevelser vi får, men det handler også om, at vores sanser er blevet svækkede, så vi både er mindre sensible og mindre opmærksomme i forhold til omgivelserne.
Vi opfatter ikke helt så umiddelbart længere. Det er vel en del af at leve uden for det tabte paradis. Vi har mistet den naturlige sans for bare at være og være til. Der er meget omkring os der forstyrrer og afleder os så vi ikke ser skoven for bare træer. Vi bliver let hjemmeblinde og forundringsdøve. Det er et vilkår ved at være voksen. Det rene autentiske egentlige meningsfyldte paradisiske liv findes kun i os som en længsel, eller som øjeblikke.
Men jeg tror godt at vi kan træne vores sanser og arbejde på at styrke vores opmærksomhed, så vi bliver mere nærværende i vores liv. For den troende, hænger det sammen med en opmærksomhed på Guds nærvær. En opmærksomhed på at vi lever hos Gud og at det er meningen at vi skal føle os hjemme her.

Mystikeren Teresa af Avila sagde det sådan her: Alle vanskeligheder i bøn kan føres tilbage til én årsag: Vi beder som om Gud var fraværende. Jeg tror den tanke kan udvides, så det ikke alene handler om bøn, og hvis det handler om bøn, så bøn i den allermest grundlæggende men også udvidede form: som liv. Så det i stedet kunne lyde: Jeg tror alle vanskeligheder i livet kan føres tilbage til én årsag: Vi lever som om Gud var fraværende. Som om han har efterladt os her i sin gamle bolig, og nu selv er flyttet videre til én ny. Vi er skabt til at være Gud nær, og derfor bliver vi ramt af en uro og diffus længsel, når vi lever som om, Gud er fraværende. Som var vi hjemløse.
Vi kan ikke forvente altid at kunne føle Guds nærvær. Vi kan heller ikke forvente altid at kunne forstå Guds dispositioner. Men vi kan forvente, at der altid også er en plads til os hos Gud, og forsøge hver morgen at insistere på at leve i Guds nærvær. Jeg tror det begynder med, at vi øver os i at sige ”Tak!”
At træne sin taknemlighedsmuskel er en vej ind i et liv med øget opmærksomhed på alt det vi får hver eneste dag af Gud og af andre mennesker. Så Gud ikke er noget udenfor, vi kommer i tanker om, når vi er ude af os selv af sorg, frygt eller glæde. Men at vi øver os i at se Gud, også i det helt nære ting i hverdagen, i hjemmet, i hjertet, i det der gør og er vores daglige liv.
Vi er som skabt til at være i Guds nærhed, og vi er skabt med en kropslighed og sanselighed, som gør, at vi ikke kan leve helt, kun ved at bruge hovedet. Vi kan også dufte, smage og lytte os til Guds nærvær, og vi skal ikke gå langt for at finde det. Det er ikke noget overnaturligt eller ekstraordinært. Gud er i det mest hjemlige og jordnære. I de rum, hvor vi er, der er Gud. Måske kalder vi det nærvær og alt muligt andet, og måske skulle vi øve os i, at se lidt dybere og højere, så vil vi måske kunne ane Guds berøring af os.

Vi kan opleve Guds nærvær i naturen. Det er oplagt at det er sådan. For i naturen tales der til alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af skønheden over en smuk udsigt. Vores lunger kan fyldes af den friske luft og duften fra en hel skovbund af friske ramsløg. Vi kan spise os mætte i søde vilde bær og saftige æbler direkte fra krat og træer. Vi kan høre et helt orkester af fugle der synger og frøer der kvækker. Vi kan mærke barket, træernes åre og historiens vingesus på et flere hundredår gammelt egetræ. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.
Vi kan opleve Guds nærvær i kirken. Det er oplagt at det er sådan. For i kirken tales der til alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af skønheden over en smuk bygning eller et kunstværk. Vores lunger kan fyldes af duften fra smukke blomster på alteret. Vi kan spise os mætte i brød og drikke vin, direkte fra alteret. Vi kan høre orgelbrugs og salmesang. Vi kan mærke sidemanden, synders forladelse og historiens vingesus i et flere hundredår gammelt budskab. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.

Vi kan opleve Guds nærvær derhjemme. Det er oplagt at det er sådan. For hjemme tales der til at alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af skønheden i den gamle grønne sofa. Vores lunger kan fyldes af duften af alt det kendte og hyggelige der er vores. Vi kan spise os mætte i aftensmad med hjemmebagt brød og salat fra haven. Vi kan høre CV Jørgensen og gamle 90er hits i højtalerne. Vi kan mærke børn, ægtefælle, venner og familie, historiens vingesus i en flere hundredår gammel slægt. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.
Vi kan opleve Guds nærvær i os. Det er oplagt at det er sådan. For vi er skabt i Guds billede med alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af at Gud kan se skønheden i os. Vores lunger kan fyldes af ånd. Vi kan spise sjælen mæt i evigt liv. Vi kan høre hans ord om kærlighed. Vi kan mærke mod, håb, tilgivelse og historiens vingesus i en flere hundredår gammel tro. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.

Det er ikke så let, som det lyder. Men det er meningen at vi skal føle os hjemme hos Gud. Hver dag, ude, inde, hjemme og i hjertet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.