6. søndag efter påske
”Jeg beder for dem, som tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os”.
Det er den kristne tros mysterium, som Johannes forsøger at indkredse her. Lige dele poetisk og filosofisk.
Nogle vil nok opleve det lige vel knudret – og som et mysterium, der er så særligt og indforstået, at de står af.
Måske tænker man, at det dog må kunne formuleres enklere end det her – hvad det vil sige at tro på Gud – og at tro på Jesus. Lidt mere ligetil.
Men andre oplever, at det netop er i den her poetisk-filosofiske tilgang til troen, vi nærmer os mysteriet om Guds tilstedeværelse i os og i hele universet. Eller det, vi kalder evigheden. Det evige.
Jeg tror, det er lidt et temperamentsspørgsmål. Uden at noget er rigtigt eller forkert.
Måske lidt ligesom det har været for Markus og Johannes.
Evangelisten Markus taler om troen på en mere ligefrem måde, end Johannes gør. Hos Markus handler det ofte om at følge efter Jesus på vejen.
Hos Johannes handler det om at blive i ham.
Om forbindelsen mellem Gud og menneske. Om at der findes en dybere sammenhæng i tilværelsen, som vi kun glimtvis forstår. Som når der åbnes en sprække til det evige.
Det evige, som vi indimellem aner og mærker – også selvom vi befinder os i det foreløbige.
Og nogle gange mærker vi det slet ikke. Nogle gange virker tilværelsen lukket om sig selv. Som om der ikke findes nogen sprække til det evige.
Tiden er foreløbig. Verden er foreløbig. Alt, hvad vi gør, og alt, hvad vi beskæftiger os med, er foreløbigt.
Vores arbejde, vores lidenskaber, vores engagement – uanset hvor meget det fylder i vores liv og vores hverdag – så er det foreløbigt.
Alle vores forhold er foreløbige, vores venskaber – og også vores fjendskaber. Vores meninger og holdninger, alt det, vi kæmper med, og alt det, vi slås for – det er alt sammen kun foreløbigt. Nogle forhold går i stykker længe før, vi ønskede det. Nogle mennesker mister vi uden at nå at forstå hvorfor.
Kirken her er også kun noget foreløbigt. Den er det sted, hvor vi foreløbigt kan gå hen med vores sorger og glæder. Vi kan foreløbigt komme her i kirken i håb om, at Gud vil se med kærlighed på os og det alt sammen.
Men kirken er også her, hvor vi kan møde det evige og høre det ord, som angår os alle sammen, og som binder os til Gud i evighed.
Kirken som bygning og institution er – selvom der findes kirkebygninger, der er tusinder af år gamle – kun foreløbig! Engang vil den forsvinde og gå til grunde. Som bygning. Som institution.
Men Ordet, som vi hører i kirken, vil ikke selv forsvinde eller gå til grunde – det skal derimod forklares. Det skal opklares.
Som Paulus siger det i Korintherbrevet: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”
Mysteriet. Det er ikke foreløbigt eller midlertidigt. Ordet forsvinder ikke. Ordet forklares – vokser i klarhed – indtil det fuldbyrdes i Guds evighed.
I alt det foreløbige har vi for vane at ville forstå alting.
Vi lægger os på briksen for at forstå, hvorfor vi er, som vi er.
Vi forsøger at samle alle løse ender, inden vi skal træffe en beslutning.
Vi mødes for at diskutere, hvordan vi håndterer dette eller hint.
Vi forsøger at kaste lys på alt det, der forekommer uklart.
Vi vil gerne kunne gennemskue tilværelsen. Men den forbliver i bund og grund gådefuld. For vi lever i det foreløbige, hvor vi kun kan erkende stykkevis, som Paulus siger det.
Vi forstår lidt efter lidt, og selve tilværelsens mysterium og vores forbundethed med Gud, ja, den kommer vi måske aldrig til helt at forstå – andet end i glimt. Glimt af evighed.
Lea Korsgaard, chefredaktør for mediet Zetland, har skrevet bogen: ”Inden året er omme” med undertitlen: ”Hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde”. I 2024 satte hun sig for at opsøge, finde og få fotograferet alle de 64 sommerfuglearter, der findes her i Danmark – endnu.
Og Lea Korsgaard fortæller fra sine egne, indimellem strabadserende vandringer rundt omkring i Danmark i jagten på at finde endnu én af de 64 sommerfuglearter – men hvor hun også gang på gang bare betages og gribes af det hemmelighedsfulde landskab, hun befinder sig i. Som her, hvor hun efter at have haft sin mor med på en af de sidste ture forsøger at sætte ord på, hvad de så sammen:
”Hvad jeg så, var evigheden. Sådan kan jeg bedst beskrive det, selv om jeg her, nu på afstand, famler med at finde ordene, fordi der melder sig noget forlegent hos mig. Nærværet, ikke bare hos mig eller hos os to mennesker på stranden, men også i resten af naturen, i det omkring os – muslingeskallerne, vandet, skyerne, træerne – slog alt andet væk og åbnede en sluse mod det kosmiske og mystiske. Følelsen, det forløste inde i brystet, var underkastelse. Tiden var ikke minutter og timer, den var til stede som fylde.”
(“Inden året er omme”, Lea Korsgaard)
Det er en måde at beskrive en erfaring på, som mange vil kunne genkende, men som er svær at fastholde i ord.
Den slags øjeblikke kan vi ikke fremkalde efter behov. Og nogle mennesker længes måske efter netop sådan en erfaring uden at finde den.
Men jeg tror, vi er mange, der ligesom Lea Korsgaard kan komme i tanker om oplevelser i naturen, hvor storheden og skønheden gjorde, at noget i os åbnede sig, og vi i et øjeblik forstod, at vi ikke kun lever i det foreløbige, men også i det evige. At vi er forbundet med Gud.
Vi erfarer det i glimt. Glimt af evighed.
I naturen. I musikken. I kirken. I blikket på en, vi elsker. I fællesskabet.
Vi lever i det foreløbige, men vores liv kan alligevel ikke beskrives som en række isolerede begivenheder. Vi bærer vores fortid med os, vi er forbundet med dem, der gik forud for os – ligesom vi bærer drømmene i os om det, der skal komme.
Tiden er måske snarere som en strøm – som bærer fortiden med sig og altid vil strømme et sted hen.
Troen på det evige liv er dybt forbundet med sansen for, at vi allerede midt i tiden – midt i det foreløbige – lever i en strøm af samhørighed, som der er evighed i, fordi mening og livsfylde opstår undervejs.
(“Ind i fællesskabet, Niels Henrik Gregersen)
I naturen. I musikken. I kirken. I blikket på en, vi elsker. I fællesskabet.
Det evige er altså allerede nu. Også selvom vi ikke altid ser det eller forstår det. Andet end i glimt.
Det er det, Paulus forkynder for os, at vi må stole på, at selvom vi ikke forstår det, og selvom vi oplever brud og tab og meningsløshed i dette foreløbige liv – så skal vi holde fast i troen på, at vi er dybt forbundet i Guds kærlighed.
Paulus formulerer det radikalt her i Romerbrevet:
”Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller noget i det høje eller noget i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus.”
At Kristus er i os, uanset hvad vi mærker og tror og erfarer. At være ét, som Johannes siger, er at være en lille del af helheden, hvor kærligheden forbinder og gennemstrømmer alt. Det er ikke bare en unik oplevelse, som er forbeholdt de særligt åndeligt disponerede eller fromme. Nej, siger Paulus, det er en metafysisk realitet, som omfatter alt, hvad der er til.
Det er et mysterium, naturligvis. Et mysterium, som udspiller sig på så mange niveauer af vores liv. Et mysterium, vi inviteres ind i.
Et mysterium, vi allerede lever i.
Og måske får vi med tiden troens øjne til at se ind i det usynlige, se Guds kærlighed, som er virksom i det skjulte og strømmer igennem alt — også dér, hvor vi endnu ikke kan få øje på den.