Det er helligtrekongers søndag idag. På torsdag er det helligtrekongersdag, men da vi har en forkærlighed for aftnerne, fejrer vi ofte helligtrekongersaften d. 5. januar. Mange af os har nok allerede taget juletræet ud, men fra gammel tid, har der været tradition for at man lod juletræet stå og julepynten hænge til helligetrekongersdag.
Med et stænk af vemod pakker vi pynten væk og bærer træet ud. Nogle stiller tre lys på bordet, andre køber et særligt helligtrekongerslys med tre arme, og synger salmen: “Dejlig er den himmel blå”, som vi også lige har gjort.
Der er noget lidt vemodigt over Helligtrekonger, fordi det er afslutningen på den dejlige og festlige jul. kunne det ikke bare fortsætte? Nej, det kan det selvfølgelig ikke, for vejen gennem højtid og fest, går ud i hverdagen igen. Det er netop hverdagen, der giver helligdagene et særligt skær.
I mange lande kaldes helligtrekonger for epifani-dagen. Ordet epifani betyder og åbenbaring, og engang blev denne dag anset for Jesu fødselsdag. Den gør den stadig i de ortodokse kirker.
Vi hører ikke meget om de tre vise mænd. Det eneste der står i Bibelen om dem er, at de var stjernetydere fra Østerland, og at deres gaver bestod af guld, røgelse og myrra.
Men legenden fortæller, at disse tre gaver blev frembåret af mænd i forskellige aldre. Den første var en ung mand, som ledte efter en konge, han kunne hylde, en som var værdig de idealer, han havde fundet frem til. Til denne konge ville han give en gave, der var en hersker værdig. Det var ham der gav Jesusbarnet guld.
Den anden var en midaldrende mand, der længtes efter en, der kunne give hans liv mening. Han ledte efter Gud, og for kunne ære Gud, da han fandt ham, havde han noget med sig, som han kunne frembære som et offer. Det var ham der gav Jesusbarnet røgelse.
Den tredje mand var gammel, med et langt liv bag sig. Han var plaget af sine mangler og de fejltagelser, han havde begået, og han ledte efter en Frelser. Med den vished, der kun kan komme med alderen, forstod han, at denne Frelser var nødt til at være en, der ikke var fremmed for lidelsens vej. Derfor var hans gave den helende myrra.
Tre forskellige mænd, tre forskellige gaver – som alle tre fik plads ved Jesusbarnets fødder. Legenden fortæller også, at de hed Kaspar, Melchior og Balthasar. I kunsten afbildes de ofte, så man kan se, at de kommer fra tre forskellige kontinenter.
Når de tre vise mænd afbildes som mænd fra forskellige steder i verden, viser det også tilbage til fortællingen om Noas tre sønner, Sem, Kam og Jafet, der ifølge Det Gamle Testamente blev stamfædre til hele verdens befolkning. Sem blev et symbol på arabere og jøder. Kam på afrikanere og Jafet på europæere – flere folkeslag kendte man ikke dengang. Det er altså hele verden der kommer til Jesus.
Her ved helligetrekonger fejrer vi, at de tre vise mænd ankom til stalden for at hylde Jesus med guld, røgelse og myrra, og at Jesus bliver kendt af mennesker fra hele verden. Derfor er der også i kirken en lang tradition for at samle ind til det arbejde missionsselskaberne gør for at fortælle om Jesus til alle mennesker. Idag samler vi ind til Bibelselskabet, som også har til formål at gøre Bibelen kendt for alle mennesker – over hele verden
Nu trænger vi til hverdag! Hverdagen er ikke kedelig og ligegyldig, for Gud er med. I “Dejlig er den himmel blå” synger vi, at vi har en “ledestjerne” – ligesom de vise mænd havde det. Den stjerne er Gud, der følger os, og det er samtidig Gud, der leder os. – Måske har julen givet os fred og styrke, og forhåbentligt møder vi livet mere udhvilede. Måske har helligedagene givet os noget at tænke på?
I tiden efter helligtrekonger må vi øve os i at genkende Gud i hverdagen, når der ikke længere er fest og lys over alt. Forhåbentligt lever julens fred og mindet om stilheden og lysene i kirken stadig i os, og forhåbentligt kan vi se mulighederne for fred og lys også i vores hverdag.
Hvis blot vi kan bære lidt af julefreden med os, har julen ikke været forgæves. – En lille del af tiden blev kaldt hellig, for at vi skal forstå, at al tid er hellig. Det var en tid med en særlig fred og kærlighed imellem os, for at vi skal forstå , at vi altid skal leve i fred og kærlighed.
De vise mænd tog til kongens slot i Jerusalem, fordi de regnede med, at Kristus var en konge af denne verden, en verdenshersker i menneskelig magt og herlighed. De tog fejl og blev ledt til Betlehem, hvor de fandt en stald.
Barnet i krybben har ikke nogen glorie om hovedet. Man kan ikke umiddelbart se på barnet, at det er verdens frelser, men de vise mænd er ikke i tvivl, de genkender frelseren i stjernens klare lys.
”Han har set lyset”, siger vi nogle gange, og oftest med en bitter smag af sarkasme. Når vi siger om en, at han har ”set lyset”, så mener vi det sjældent positivt. Og det er jo egentlig lidt mærkeligt, når man tænker på at lys er det modsatte af mørke, og altså indbegrebet af alt godt. Hvordan kan det så være at lys – som er godt – kan forvandles eller forvrænges til ”lyset” – og pludselig bliver noget lidt betænkeligt?
Måske fordi der i ”lyset” – det lys vi hentyder til, når vi siger om en, at ”han har set ”lyset” – ligger en distance til verden. Det er et lys der gør verdensfjern. Folk der har ”set lyset”, har det med at være, ikke så lidt irriterende bedrevidende, og ligesom hævet over jordiske problemer.
Men når Kristus er lyset, må det nødvendigvis være anderledes, så skinner lyset tilbage på os selv og på vores medmennesker – så kan vi ikke bare vende blikket mod himlen og distancere os fra verden. Men bliver sendt ud for at være lys i verden.
De vise mænd blev også sendt af sted med det glædelige budskab om lyset der var kommet til verden. De måtte vejen omkring Jerusalem, før det gik op for dem, hvilken konge de ledte efter. Det blive en dannelsesrejse. De rejste ud med forventninger, som måske nok blev imødekommet, men på en helt anden måde end de havde regnet med.
Sådan en rejse kommer de fleste af os også ud på. Vi tænker ud fra denne verdens magtformer og bliver draget af denne verdens magt og ære. Men vi bliver vejledt af evangeliet igen og igen, der peger på at Guds magt sætter sig igennem i verden på en måde der vælter vores forventninger – for hans er riget og magte og æren. Vi må også ofte en omvej omkring Betlehem for at finde lyset.
Vi må tit gå en omvej, for at opdage, at man kan møde Gud, ikke blot på spektakulære, traditionelle steder eller ved særlige oplagte lejligheder – som på Sinai, i Jerusalem… i kirken eller til gudstjenester – men bemærkelsesværdigt nok på steder og hos mennesker, som er både uventede, udstødte og usandsynlige – som f.eks. et nyfødt barn i en krybbe og en mand på et kors – Lyset skinner hele tiden på de særeste steder. Vi skal bare åbne øjnene!
For nogle kristne er livet her på jord en ventesal. De venter med længsel på at komme i himlen, og bruger det meste af deres energi, på at undgå at kaste sig alt for meget ud i livet, mens de venter. Man kunne være lidt grov og sige at de behandler livet, som én lang pine, og at pinen så reduceres, hver dag, fordi man kommer tættere på himlen. Det er helt forkert!
Kristendommen er ikke livs-fornægetende og verdensfjern. Den er livs-elskende, livs-villende og livsnær. Vi er tilbøjelige til at søge sandheden i drømmenes verden, men den findes kun i nådens verden, fordi Gud altid vil ud af sin himmel og ned på jorden, hvor han har øje for os og aldrig lader os være alene i håbet om at magte tilværelsen.
De tre visemænd tog lyset med ud i verden og vi sende også af sted – ikke fordi vi er særligt udvalgte eller kompetente. Vi bliver sendt med lyset – som kirke og som enkeltpersoner.
At være sendt med lyset er at følge i Kristi fodspor ind på kærlighedens vej. Det er ham, den korsfæstede og livsudfoldende kærlighedserklæring, vi som kirke tror på, og at følge ham er, at troen når ud i kroppen på os. En tro med hjerte, mund og hænder. I Kristus blev Ordet kød, og i efterfølgelsen af ham bliver troen på Ordet kød.
At følge ham, betyder ikke, at vi skal være små jesus-kopier. Det betyder ikke, at vi skal bryde op fra mand og børn og kvitte jobbet for at hellige os opgaven at gøre godt – Det betyder ikke, at vi skal blive nogle andre end dem vi er. Vi skal bare være os selv!
Men vi er opslugt af Kristi kærlighed, den er grunden under vores fødder. Og den sætter spor i vores liv, vores valg, vores beslutninger og vores handlinger. Det er store ord, alt for store til at man kan leve op til dem – selvom man står på tæer – og hvordan kan vi overhovedet vide hvad der er rigtigt og godt i en tid, som vores, der er så kompleks og uoverskuelig?
Vi behøves ikke at famle i blinde. Kristus, der kalder på os, er gået i forvejen. Han har gået stien ud til de svageste iblandt os, De glemte og oversete, de besværlige, de belastede, de syge og de sørgende. Han har solidariseret sig med dem, ja, gjort sig til ét med dem i en sådan grad, at det i dem, er ham, vi møder.
Nogen gange må vi gå en omvej for at finde stjernen over Betlehem. Nogen gange må vi gå en omvej for at finde lyset, Og vi finder det, når vi mindst venter det og bliver sendt af sted for at reflektere det til dem vi møder. Vi er verdens lys. Amen