Menu Luk

At leve stærkt med skrøbelighed

1. søndag efter trinitatis /Tekst: Luk 12,13-21
Jeg er lige begyndt at skrive boganmeldelser for et meget hemmeligt magasin der hedder ”Folk og Kirke”, og som jeg konstant skal minde mig selv om hverken hedder ”Folk og Fæ” eller ”Land og Folk”… I den forbindelse fik jeg tilsendt en erindringsbog af Niels Frid-Nielsen – I ved, ham som har været kulturredaktør på DR i mange år, og som har sendt live fra den røde løber både i Cannes og Hollywood. Og det vil jeg sige jer: Den bog havde jeg ikke selv fundet på at åbne. Men hvor har jeg været jeg glad for at den havnede i min postkasse.

Bogen hedder ”I en tynd tråd” og handler om at leve med alvorlig sygdom. Niels Frid fik tilbage i 2012 besked om at han havde en tumor i hjernen på størrelse med en mandarin – og bogen handler om tiden op til operationen, om at ændre personlighed uden selv at lægge mærke til det, og om tiden efter operationen og tilbage livet.

Han har skrevet bogen på opfordring og med det ønske at andre der oplever noget tilsvarende enten selv, eller som pårørende, måske kan finde hjælp i hans fortælling og erfaringer af at skulle leve med en konstant påmindelse om at livet er skrøbeligt.

Niels Frid har virkelig lært på den hårde måde, ikke at tage livet for givet. Livet fremstod nøgent og klart, da han for alvor blev syg – og det gav ham chancen for en eksistentiel genopbygning af sit liv.

Måske skal man have haft døden helt tæt inde på livet, for at kunne se klart? Og måske kan vi andre ikke overtage den erfaring? Sådan tror jeg det er. Men jeg tror også at det kan gøre noget ved os at lytte til mennesker der har haft alt, og næsten mistet det hele.

Jeg har læst bogen af Niels Frid-Nielsen i samme uge, som jeg har haft denne søndags tekster liggende i baghovedet – og jeg har ikke kunne undgå at det er blevet en parallelfortælling for mig.

Prædikerens formulering: ”Nøgen kom han ud af moders liv, nøgen går han bort, som han kom, og han får intet ud af sit slid, som han kan tage med sig.”

Paulus´ formulering om at ”Kærlighed til penge er roden til alt ondt”

Og Lignelsen hos Lukas om den griske bonde der bruger livet på at samle skatte til eget fremtidige forbrug, og som dør uden han når at få glæde af det.

Alt sammen formuleringer der skal ruske op i os, som ikke lever med dødens klarsyn og derfor har svært ved at holde fast i taknemmeligheden over at leve. – og alt hvad det fører med sig af nærvær og næstekærlighed.

Lukas stiller en modsætning op: En modsætning mellem at være rig på penge og rig hos Gud. Men hvad vil det sige at være ”rig hos Gud”? I den nye oversættelse lyder det sådan her: ”Sådan går det dem, der kun tænker på at blive rige, men som ikke er det i Guds øjne.”

Jeg oplever Niels Frid-Nielsens bog, som et menneske – der med det klarsyn det giver, at have været tæt på døden – forsøger at sætte ord på, det liv der er en rigdom i Guds øjne.

Og for mig er det slående, hvor meget nærvær i nuet, næstekærlighed og taknemmelighed overfor Gud og andre mennesker fylder i det liv – og hvor lidt prestige, penge og karriere fylder. Også selv om han virkelig er privilegeret med en karriere og et job han holder af, og som giver ham opmærksomhed.

Niels Frid er et menneske der hele livet har været optaget af kunst og kultur. Det har været hans professionelle levebrød, men jo også en interesse og en måde at være i verden på. Da han nu skal finde ud af at leve med alvorlig sygdom, tyr han i vid udstrækning til kunst og litteratur:

Litteraturen kan noget, diagnoser ikke kan, nemlig, fortælle hvordan det føles at være syg – siger han. Han lytter til Kim Larsens ”Pianomand”, Ser Bille Augusts film,  læser Christian Jungersens ”Du forsvinder”, han læser Peter Høges ”Gennem dine øjne”. Han læser skønlitteratur og faglitteratur. Og litteratur og kunst i det hele taget, bliver for ham en vej at gå, hvor han ikke føler sig helt så alene.

Kunst kan, mener han, vise os, hvor meget vi har til fælles som mennesker. Det er hans egen oplevelse af, at det hjælper ham, at andre deler deres liv og erfaringer – der i sidste ende får ham til at føle det som sin pligt at dele sin.

”Jeg må indrømme, jeg er mere skrøbelig, end jeg troede, at jeg var. For hver operation og hver scanning vænner man sig lidt mere til tanken om sin egen dødelighed. Jeg har oplevet noget, jeg ikke glemmer – og som jeg synes, det er vigtigt at sætte ord på – nemlig at hænge i en tynd tråd og at være tæt på døden.”

Og Niels Frid begynder at gå mere i kirke. Han holder af at sidde i kirken og forlige sig med sit liv og sin skæbne. Han giver sig også til at læse i Bibelen. Han læser om Jesus´ korsfæstelse:
”Jesus hænger på korset og tænker: ”Hvorfor mig?” Men ved nærmere eftertanke siger Jesus: ”Jeg lægger mit liv i dine hænder, Gud.”
”Da jeg blev opereret”, siger Niels Frid”, ”lagde jeg mit liv i kirurgens hænder; men også i Guds. Jeg ved ikke, om jeg ligefrem vil kalde det et mirakel, at jeg overlevede. Men jeg føler næstekærligheden – sammen med kompetent kirurgisk håndværk – bar mig igennem operationen og sygdommens farligste faser. (…) Der skal så lidt til, om man ender på den ene eller anden side af liv og død. Også jeg spørger barnligt: ”Hvorfor skulle det lige være mig, der fik en hjernetumor?” Men den følelse er heldigvis blevet afløst af en mere blivende taknemmelighed over den kæde af mennesker der var der for mig, da det gjaldt”

Igen og igen beskriver Niels Frid, hvordan han har været omgivet af næstekærlighed, hvordan han har fundet trøst i det der forbinder ham til andre mennesker – i det fælles menneskelige.

Han beskriver hvordan det har været en livsbekræftende erfaring, men også om at det forpligter ham på at gøre sig umage i det liv, han lever nu.

Umage med at være nærværende. Umage med at leve næstekærligt. Umage med at være taknemmelig for livet. Og en ting mere: Når vi rammes, når vi bliver syge, når tilværelsen vakler og vi hænger i en tynd tråd – så skal vi søge at tage imod den hjælp vi kan få – både professionelt, i familien og blandt venner og bekendte.

Ingen er for stor til at få hjælp. Og han beskriver, hvordan det at få hjælp var nødvendigt for ham, for at han igen kunne tage ansvar for sit eget liv.

Hvad vil det sige at være rig hos Gud? Måske er det ligesom Niels Frid beskriver det fra hans position på kanten at vide sig forbundet med andre mennesker og Gud, ikke at tage livet for givet – eller måske netop at være bevidst om at livet er noget vi har fået givet, af Gud, og som vi må tage vare på, gøre os umage med og være taknemmelige for.

Mennesker der har haft døden helt tæt inde på livet får den indsigt forærende på den hårde måde. Den helt hårde måde. Vi andre kan ikke overtage deres erfaringer, men vi kan forsøge at lytte til dem. Tage dem ind, som en sandhed eller spejling af vores eget liv og vores egne prioriteringer.
Måske kan vi låne noget af bevidstheden om at livet er noget særligt, at livet er noget værdifuldt. Ikke bare mit liv. Men også alle andres.

Vi er nøgne.
Inderst inde
og når det kommer til stykket.
Nøgen går han ud af moders liv
Nøgen går han bort, som han kom.
Nøgne trykker vi os ind til vores elskede.
Nøgne vasker vi os rene.
Vi har ikke noget tøj på
når livet kommer tæt på.
Eller tøjet bliver til overs
når det gør ondt
og når det er dejligt.
Vi er er nøgne
I virkeligheden.

Lige som alle andre. Vi hænger måske nok i en tynd tråd. Men vi hænger sammen, bundet sammen af Guds kærlighedsbånd.
At leve sit liv med det fortegn, er en rigdom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.