2. Pinsedag
Vi taler nogle gange om troen på Gud, som om det er en evne vi kan have eller ikke have. Altså at der er mennesker der er disponerede for at kunne tro, og mennesker der ikke er. Vi har en tendens til at lægge meget ansvar på os selv, også når det kommer til troen.
Måske fordi vi lever i en præstationskultur og i de fleste sammenhænge bliver målt og vejet for vores egne præstationer.
Eller måske fordi afkræver hinanden svar på spørgsmål, som: ”Tror du sådan rigtigt?” Eller: ”Er du virkelig troende?” Tja… har vi måske lyst til at svare, med tanke på alt det vi er i tvivl om. Vi kommer meget let til at tale om troen, som noget man kan krydse ja eller nej til på en stemmeseddel. Som om det er noget vi kan sætte to streger under og blive færdige med.
Men i dag hører vi noget helt andet. Initiativet ligger ikke hos os, men hos Gud. ”Ingen kommer til mig, siger Jesus, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham.”
Vi bliver altså draget af Gud.
Draget – det er et lidt underligt ord, som vi ikke
rigtig bruger. Den eneste anden sammenhæng jeg lige kan komme i tanker om er Misse
Møghe der udvikler en skræk for mænd fordi hun drager dem. Hun er af den
overbevisning, at hun simpelthen ikke kan gå i fred, fordi hun er så
tiltrækkende. Mænd bliver draget af hende – og af angst for konsekvenserne,
ender hun indirekte med at slå lærer Andersen ihjel, da hun låser ham ude på
altanen. En scene, som mange af os kan se for os – selvom den faktisk aldrig er
blevet vist.
Vi kan blive draget af noget eller nogen.
Når vi er forelskede, bliver vi draget af den anden. Uanset hvor han eller hun befinder sig i rummet, så ved vi det. Vi drages og tiltrækkes som af en magnet. Både krop og tanke drages mod den vi er forelskede i – når det er værst/bedst i en grad, så vi ikke kan koncentrere os om andet end ham – eller være andre steder end lige i nærheden af ham. Vi drages mod den elskede.
Vi kan også drages af en idé eller et ideal, som når vi i ApG hører om disciplene der var fælles om alt, solgte alt deres ejendom og alt hvad de ejede og delte pengene imellem sig. De blev draget af ideen om at de kunne gøre verden til et kærligere sted og de var draget af fællesskabet med hinanden, af deres taknemmelighed til Gud og trofasthed mod alt det Jesus havde lært dem.
Ingen kommer til mig, siger Jesus, hvis ikke faderen som har sendt mig, drager ham! I Bibelen 2020 er det i stedet oversat med ”fører”. Altså: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke min far, der har sendt mig, fører dem til mig.”
Og måske er det lettere at forstå sprogligt, men det er stadig virkelig fremmed for os – og også værd at overveje hvad betyder. For det kan let misforstås, som om vi mennesker ikke har nogen fri vilje, som om vi, som en form for, marionetdukker bliver styret af Gud og ikke selv har noget at skulle have sagt, eller at vi er som en flok umælende får, der bare lader os føre.
Og vi er ikke uden indflydelse på vores eget liv og skæbne, men samtidig ligger der en aflastning og en visdom i at lade sig føre – ikke at forfølge sit eget, men at lytte til Guds stemme og følge Guds ord om fred og kærlighed.
Så vi ikke altid skal mærke efter, hvordan vi har det og hvor vi vil hen – men kan forsøge at lytte til hvad Gud vil med os. Vi kan kalde det samvittighedens stemme, eller kærlighedens kald.
Bibelen taler om at vi kan være hårdhjertede – men den taler også om at hårdhjertethed kan helbredes. Vores hårde, Lukkede hjerte kan åbnes.
Dette siger Gud Herren: Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love”. Det er Guds ånd – Helligånden – der bliver lagt i vores hjerter, så vi drages mod Gud.
Vi kan også kalde det frelse, at Gud giver os et nyt hjerte. Bytter et hjerte der er blevet som sten, ud med et hjerte, der igen kan føle kærlighed til Gud og mennesker. Et hjerte fyldt med taknemmelighed, godhed og glæde – det som Ezekiel kalder et hjerte af kød.
Og det er Gud, der kan gøre det arbejde. Det er Gud der tager initiativet. Det er Gud der drager os. Vi kan ikke frelse os selv – men vi kan arbejde sammen med Gud.
Vi kan ikke forvandle vores eget hjerte, men vi kan forsøge at give plads til at Guds ånd kan komme til. Vi kan øve os i at åbne vores hjerte for Gud og vores næste.
Hvad kendetegner så et åbent hjerte?
Måske et hjerte der ser sin næste og deltager i hans og hendes glæde og sorg
Måske et hjerte der er taknemmeligt og betragter alt som en gave fra Gud
Måske et hjerte der er gavmildt og deler alt godt med andre
Måske et hjerte der tilgiver og ikke bærer nag
Måske et hjerte der har tillid til Gud og andre mennesker
De tidligste Kristus-troende blev ikke kaldt kristne, men ”de, som følger vejen”. Kristus siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet. Der, at være kristen er altid at være på vej, i bevægelse.
Kristendommen er en fortælle- og billedverden, hvis indhold ingen af os kommer til at udtømme; der er altid mere at opdage, række ud efter og blive sat i bevægelse af.
Som kristen bliver man aldrig udlært eller færdig, og det er meget fint, at kirkerummet kaldes et skib. Vi er på vej, deltager i en sejlads frem mod Guds rige, og i glimt undervejs kan vi lære sider af gudsrigets gådefulde karakter at kende.
Evigheden kysser os der er på vej. Vi smager den i ord og fællesskab, i dåb og nadver, i sang og tak, i mening og sammenhæng. Men først engang når vi samles i Guds evighed, skal vi forstå fuldt ud.
Denne tanke om at være på vej og i bevægelse har dybe rødder i de bibelske grundfortællinger.
Thomas Mann skrev i første bind af sit store værk ”Josef og hans
brødre”, at når patriarken Jakob og hans husstand boede i nomadetelte, ikke
kunne være bofaste, skyldtes det, at de ”tjente en gud, hvis væsen ikke var ro
og bofast velbehag, en fremtidsplanernes gud, i hvis vilje utydelige og store,
vidtrækkende ting var i deres vorden (…) en uroens gud, en bekymringens gud,
som forlangte at blive søgt og for hvem man i hvert fald måtte holde sig fri,
bevægelig og i beredskab.”
Det er den Gud, om hvem vi tror at han blev kød og tog bolig i blandt os – og
det er den Gud, om hvem vi tror, at han sendte sin Ånd, for at vi ikke skulle
vandre gennem livet af alene overladt til os selv.
Den, der tror, har evigt liv, loves vi. Og vi skal ikke andet end åbne vores hjerter for Herren og lad ham føre os og følge os på den vej, som kaster liv og glæde af sig.
Den hedder Fællesskabets vej, og ender ikke blindt men i Guds evighed. Evigheden er det sted hvor kærligheden kalder os ved navn.