Arvevelsignelse

Tænk sig, vi der sidder her i Møllevang, i 8210 anno 2021. Tænk sig at vi, har det tilfælles med alle andre mennesker – at vi har arvet Guds velsignelse. I generation efter generation er den gået i arv til os. Lyst over os og lyst ind i os. Oplyst os med samme styrke som på skabelsens morgen – da Gud sagde: ”Der skal være lys” og skabte mennesket i sit billede. Han skabte os, så vi ligner ham. Han pustede sin livsånde i os og tændte en lille flamme i hver eneste af os, der får næring af hans fortsatte og evige velsignelse – og af vores medmenneskers lys.

Den guddommelige gnist der er i os, som Gud en gang har tændt, den går aldrig helt ud. Vi ved at af et helt livs erfaring, at den ikke altid brænder lige kraftigt. Indimellem har vi måske endda svært ved at mærke at der stadig er liv i flammen.

Vi kan selv gøre meget for dræbe flammen i os. Vi kan bevidst eller ubevidst undgå at give den næring. Vi kan bilde os ind at vi ikke er noget værd, at vi ikke har noget at bidrage med, at vi har gjort så meget forkert at vi ikke længere kan gøre noget godt. Vi kan løbe så stærkt at vi brænder vores lys i begge ender. Vi kan selv gøre meget for at dræbe Guds lys i os, men vi vil aldrig komme til at lykkes med det. Det mørke der er i os, vil aldrig helt få overtaget.

Andre mennesker kan gøre meget for at dræbe flammen i os. De kan bevidst eller ubevidst blæse på os, på en måde der forvrænger vores selvbillede. De kan male et billede af Gud for os, som er så skævt og skræmmende at vi bliver bange for Gud. De kan puste de lys ud, vi forsøger at tænde. Andre mennesker kan gøre meget for at dræbe Guds lys i os, men de vil aldrig komme til at lykkes med det. Det mørke der er omkring os, vil aldrig helt få overtaget.

Den guddommelige gnist der er i os, som Gud en gang har tændt, bliver ved med at lyse på trods af det mørke der er både i os selv og i verden. Hvorfor? fordi Gud insisterer! Guds lys/Guds kærlighedsmagt/Guds opstandelseskraft/ Guds velsignelse insisterer på at hele det der er gået i stykker og oplyse mørket i verden og os.

”Der skal være lys” – sådan lød det, da Gud kaldte lyset frem, i den gamle fortælling om skabelsen. ”Der skal være lys” – Jeg forestiller mig det som en eksplosion af lys. Et brag af lys og energi, der gennembryder mørke og intethed. Lyset sætter det hele i gang. I lyset er livet. Lyset er betingelsen for alt der har liv i sig. Lyset er noget for sig. Det fylder rummet uden at fjerne andet end mørket. Alt andet skaffer sig plads på bekostning af noget. Lys derimod breder sig uden at skubbe andet end mørket væk. Lyset fremkalder og afslører det der er. Alt ses tydeligere når det er lyst.  Både striberne på vinduet, ondskabens falskhed og morgendagens muligheder.

Lys har med glæde at gøre. Ligesom morgenlysets stærke solstråler kan rejse os op til en ny dag, sådan ved vi, at det er lyset der åbner vores virkelighed og viser hvad der er sandt. Lyset kalder os ud i det der er større end os selv. Som vi synger med Grundtvig: ”Det kendes på os, som lysets børn, at natten hun er nu omme”.  Lyset kalder livet frem i os. Vi ser det tydeligt hos blomster. De vender sig altid mod lyset, og tager imod.

Sådan som det lyder i digtet, Hjemvendt:
Lyset kommer
et sted fra
det er den vej
blomsterne
vender hovedet
for at blomstre
på det sted
de er plantet.
De mister aldrig
retningssans
eller tager
blikket fra lysets hjem
som om de ved
at de dør
hvis de sænkede
blikket for
at se på sig selv
i stedet.

Og det er i virkeligheden et udtryk for den største tro. At vende sig mod lyset og tage imod.  At tro er altså at være som en blomst. At tro på Gud, er at have tillid til, at alt godt kommer fra ham. Det er at tage imod, det lys og det liv, som får os til at vokse og blomstre.

Der var intet uden lys. Ingen verden. Ingen mennesker. Ingen glæde. Og det falder os let, at forstå, at der må stå den største og mest givende magt bag lyset. Der kan ikke være nogen magter der er større end lysets magt.  Lyset er så stærk en kraft at den uden videre bliver et billede på alt det der er forbundet med liv, i vores liv. Som her i teksten vi læste før fra Lukas: ”Øjet er legemets lys”. Vi taler om lys i øjnene. Lys i hjertet. Et lyst sind osv.

Gud sagde: ”Der skal være lys” – og lyset er de skabende kræfter som skabte verden og os. Og Kristus, som heler os når vi går i stykker – er det lys som var fra før verdens skabelse. Som det står i begyndelsen af Johannes Evangeliet: ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud og Ordet var Gud. I ham var liv, og livet var menneskers lys og lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.” Det var Gud, som blev kød og flyttede ind i vores mørke. Mørket behøver ingen fortælle os om, eller overbevise os om findes. Vi ved det kun alt for godt.

Men i en virkelighed, hvor der er både lys og mørke, er det lyset der giver os retning og orientering. Virkeligheden er både lys og mørke, og selvom mørket umiddelbart er udtryk for livets modsætning, og det der må bekæmpes – så har mørket også sin nødvendighed. I planteriget er der former for vækst der har brug for mørket, for at kunne spire og vokse. Brug for natten og jordens mørke.  Og sådan er det også i et menneskeliv. I vores modning – og i vores erfaringer har vi også brug for modstand og kampe, for at kunne vokse. Det mørke der er i vores liv, er med til at styrke vores bevidsthed og udfordre vores kampvilje.  Men i en virkelighed med både lys og mørke, er det lyset der giver os retning og orientering. Det er lyset vi længes efter.

Mørket kan også være truende – mørket kan være tragisk og uforståeligt – og der kan være mørke, som vi må give op over for. Der er mørke, som vi må overlade til Gud at tage sig af. Fordi det ligger uden for vores magt at ændre. Vi må give plads til lysets magt – Kristus –  der ikke er begrænset til, hvad vi selv magter at formidle af lys. Mørket greb det ikke. Mørket kan ikke få den endelige magt. Det daglige livgivende lys, udspringer af den stærkeste magt, af den dybeste kilde, som har forrang frem for alt andet, fordi den har evigheden i sig.

Vi er lyset arvinger. Arvinger til Guds velsignelse. ”Se derfor til at lyset i dig, ikke er mørke”, siger Lukas. Hvad betyder det andet, end at leve opmærksomt og tage imod det lys der kommer fra Gud, som de mennesker, intet kan skille fra Kristi kærlighed. Vi er Guds børn, børn af lyset. At være lysets børn, er at have arvet en del af Guds lys.

Vi er skabt i Guds billede, og det betyder at vi alle sammen – alle Guds skabninger, uanset hvor på jordkloden vi er født, og uanset hvad der siden har formørket vores lys, fra skabelsens morgen naturligt bærer lyset, livet og mulighederne i os. Vi bærer det lys, som kalder os frem til et liv med hinanden.

Alvoren går ikke ud af livet, selv om Gud er lysende tilstede som en guddommelig flamme i os, og som lyslevende fællesskab. Ingen af Guds børn undgår alvoren og mørket, men at leve som lysets børn er, at tro at Gud er vores grund og vores åndedræt. At han er i verden som lys, som kraft, som heling og frelse – at vi vil opleve glimt af hans evighedslys i vores liv, og at vi kan gå vores død i møde i troen på at der skal alle vores livstråde samles.  At der i opstandelsen, gør Gud det færdigt, som ikke nåede sit mål i det jordiske. Der vil alt stå lysende klart, at der vil vi opstå i lyset af hans fuldkomne kærlighed. Hvor alt heldigvis ikke skal ses i vores eget lys, men i Guds lys.