Alt og intet

12. søndag efter trinitatis / Høstgudstjeneste / Tekst: Mark 7,31-37
Vi fejrer høstgudstjeneste i dag. Her inden for Ringgaden kan man sagtens komme til at glemme at der overhovedet er noget der hedder høst. Vi har adgang til alle slags grøntsager hele året rundt nede i REMA.
For et par år siden, da vi havde forvildet os ud på landet omkring høsttid, pegede en af mine drenge ud af vinduet på en mejetærsker og sagde: ”Se, mor der kører en tank!” Jeg sagde til ham at det måtte han aldrig sige til morfar, som er gammel landmand, og skyndte mig at følge lidt op på den åbenlyst forsømte dele af hans viden om det han putter i munden, og ikke mindst om hans ophav i en bondekultur.

Jeg boede på en gård da jeg var barn og på landet og for landmænd var høstgudstjenesten (det er det måske stadig) en stor dag. Kirken var fuld – ikke helt ligesom juleaften, men alligevel. Høsten fyldte meget i vores samtaler omkring køkkenbordet, og i min fars og andre landsmænds tanker. Det var en kilde til bekymring både med for meget regn og for meget sol.
I dag hører vi ikke meget om høsten i medierne. Danmark er ikke længere et landbrugsland. Vores økonomi er ikke totalt bundet op på landbrug som i gamle dage. Aldrig har så få været beskæftiget med landbrug, som i dag. Det er en udvikling der tømmer landområderne for indbyggere, og vi kalder det da også udkants Danmark, nærmest lige så såre vi har bevæget os længere ud end Hjortshøj eller Lystrup.
Der er meget få danskere der er i direkte berøring med landbruget i dag, men det betyder ikke at landbruget ikke stadig har en stor symbolsk værdi for os. Det at dyrke jorden er forbundet med noget af det dybeste og mest grundlæggende i vores liv. Så det giver stadig god mening at fejre høstgudstjeneste, også her for os, som højest har en altankasse eller en køkkenhave, hvor vi dyrker lidt kartofler til eget brug. Der er noget helt nødvendigt og fundamentalt over bevidstheden om at vores mad ikke kommer ud af det blå, eller er noget vi selv kan lave – men at det gives os. Spirer og vokser frem. Ikke bare hos os. Nej, i en globaliseret verden, må vi være bevidste om at det meste af det vi spiser bliver høstet i Thailand, Bangladesh, Kenya, Syd Amerika – eller andre steder i verden, og det medfører et stort fælles globalt ansvar for arbejdsforhold, fattigdom, klima og miljø. Det er ikke så meget os der pløjer og sår vor sæd i sorten muld. Det er fattige bønner i Kina og andre steder, og derfor hører det med til en høstgudstjeneste at vi beder for dem – og at vi går ud af kirkedøren med en vilje til at arbejde for en bedre fordeling af vores ressourcer.

At alt gives os, det skylder vi at sige tak for. Gud er livskraften, årsagen til, at noget er, og alt ikke blot er ingenting, den kraft som gør, at du og jeg er, den kraft der hvert sekund giver væksten.
Men samtidigt er Intet os givet til ejendom, dels fordi alt levende skal dø, dels fordi alt er givet os, for at vi skal række det videre. Vi er forvaltere og tjenere, ikke ejere. Og det er der i den grad brug for at minde os om – vi, som går så meget op i den ejendomsret, som altså ret beset er en konstruktion og slet ikke eksisterer! For alt er jo givet os til lån, til det fælles bedste og ikke til egen fordel. Så på den måde kan vi sige, at alt og intet er os givet. At alt er givet os af Gud – men intet er givet os som ejendom. Vi har livet og hinanden til låns.
Det er fint at høre historien om Jesus der åbner ører og mund med et ”Effata – luk dig på”, netop her ved høstgudstjenesten. For vi har brug for igen og igen at åbne sind og sanser for storheden i Guds skaberværk.
Blive mindet om at der er grund til at være taknemmelig. For vi har fået alt givet. Taknemmelighed er måske den mest grundlæggende form for religiøsitet. Den generelle taknemmelighed over skaberværket, livet. Ja, netop det vi får og som vi ikke selv kan skaffe eller købe. Når der ikke er tale om noget bestemt man er nogen taknemmelig for, kan taknemmelighed ikke eksistere uden en Gudsforestilling. Aller tydeligst bliver det måske, når vi sidder med et lille nyfødt barn i vores arme, og ringer til familie og venner og siger: ”Vi har fået et barn!” Vi har fået en lille Olivia, Willads eller Thora. For så fornemmer vi på det dybeste plan, at det er Gud der giver os liv. At vi har fået livet. Ens taknemmelighed må nødvendigvis have en modtager.
Vi er skabt med både øre og mund – og Gud giver os kraft til at åbne begge. Øre så vi kan lytte til jorden og vores medmenneskers behov – og mund så vi kan udtrykke både taknemmelighed overfor Gud – og bruge vores stemme til at tale uretfærdighed og undertrykkelse imod.
Vi er skabt til at være medarbejdere på hinandens glæde med øre og mund, hjerte og hænder. Vi ejer ikke hverken verden eller hinanden – vi har fået det hele givet til låns, og det er vores opgave at passe på ikke at undertrykke nogen eller noget, men derimod bede om at låne Guds blik der åbner og udfolder til liv.
Når Jesus siger. Effatha! – Luk dig op! til den døve og stumme mand, som er forhindret i at deltage i livet, så hører vi det i dag meget let, som at han lukkede sig op og begyndte at tale. At det er det der er det fantastiske, at han som før ikke kunne høre – blev i stand til at høre, og han som før ikke kunne tale – blev i stand til at tale. Måske endda tale ud og tale om tingene.
Men evangeliets effatha – livets effatha, betyder mere end det. Det er ikke bare et spørgsmål om, at manden blev i stand til at udtrykke sig. Fik åbnet op, så han kunne sætte ord på sine følelser. Nej det er selve livet der åbner sig for ham.
Det handler ikke om hvor mange eller hvor få ord vi bruger – det handler om at Gud Ord fik liv i ham. Som en nyskabelse eller udfoldelse af det liv, som ikke var udfoldet.
Effatha – luk dig op, sagde Jesus til den stumme og døve mand, som ikke kunne deltage i livet. Og så rørte han ved ham – og livet åbnede sig for ham. Og sådan bliver vi – også indimellem rørt, så livet åbner sig for os, og vi midt i det hele – alt det der er svært, alle bekymringerne, alle forbehold og fordomme, alt det sorgfulde og alt det konfliktfyldte – alligevel lever og glæder os over at være sammen og være der, hvor vi nu engang er. Eller livet åbner sig for os, så vi ser nogle nye muligheder, anspores til at gå nye veje – eller vi får ganske enkelt på forunderligvis skænket nyt liv.
Det er effatha-råbet. Det er opstandelseshåbet. Det er graven der åbnede sig påskemorgen med livskraft og styrke, så det blev til opstandelse – også for os – og i vores liv. Det er, at vi også bliver mødt og rørt af et håbet og troens og kærlighedens effatha, så livet åbner sig for os – og viser os, at livet er større end det vi selv håndtere og finde på – og det skal vi takke Gud for. Ham som giver os alt, både det daglige brød og evnen til at tage imod det.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *