Alt mit er dit

9. søndag efter trinitatis / Text: Luk. 16,1-9

Rygterne går om forvalteren. I dag ville det nok hedde en administrerende direktør. Han er et ødeland. Ødsel. Måske grisk. I hvert fald: Han bruger for mange penge. Det er kommet ejeren for ører: ”Hvad er det jeg hører om dig”, siger han. Og så bliver han bedt om at rydde skrivebordet. Gøre regnskabet op og forlade posten.
Nu er gode råd dyre. Der skal tænkes hurtigt, og det kan han. Han er skarp. Tænker godt under pres. Lynhurtigt afsøger han sine muligheder: Jeg kan ikke grave og jeg skal ikke ud i tiggeri. Jeg må skaffe mig nogle venner. I dag ville vi nok kalde det netværk. Og han gør kort proces: Ringer kunderne op en efter en, og halverer deres regning.
At det stiller ham i et godt lys hos de overraskede kunder, er ikke så mærkeligt. Det mærkelige i historien er, at det også stiller ham i et godt lys hos ejeren. BRAVO siger han! Det var smart gjort. Du er en klog direktør.

Og Jesus siger til sine disciple: Se, det var klog beslutning! Han forstod at gebærde sig i verden. At bruge ussel mammon til at skaffe sig venner, det holder! Ja, det holder helt ind i evigheden!
Guld forgår, venner består, siger han – eller noget i den stil. I hvert fald: Pointen er, forvalteren her roses for at handle smart. Han spiller spillet godt. Denne verdens børn handler langt klogere end lysets børn gør!

Hvordan kan Jesus dog mene at vi skal lære noget af en mand der bruger sin arbejdsgivers penge og endda sætter ham i yderlige gæld, efter at han er blevet afsløret. En mand der køber sine venner med penge, og som er så doven at han ikke gider laver et almindeligt stykke arbejde, som at grave.

Det er svært rigtigt at høre den her lignelse. Det er svært at høre uden om en moralsk forargelse. For det var dog ikke hans egne penge. Det var jo snyd. Den har alle elementerne til en mur af forargelser. Lignelsen taler ligesom fuldkommen imod grundlæggende værdier som: ejendomsret, selvstændighed, ansvar for sit liv og handlinger.
Og måske handler den simpelthen om noget andet. Eller: Vi kan ikke sådan drage moralske konklusioner på baggrund af den her lignelse. For så er den nonsens.

I den gamle bibeloversættelse havde den overskriften: ”Den utro godsforvalter”. I den nuværende hedder den: ”Den uærlige godsforvalter”. Men måske bidrager begge overskrifter til at vi farer vild i den allerede inden vi går i gang. I Den nye aftale hedder den: ”Venner i himlen” – det lægger også et andet perspektiv ind over historien – man kunne også i stedet kalde den for: Den kloge godsforvalter!

Sådan at han ikke på forhånd var udpeget som moralsk anløben. Og sådan at vi lettere kan se, at den ikke forholder sig til jordiske ejendomsforhold. Jesus kalder ham klog, og måske giver det mening af læse lignelsen i forlængelse af den udlægning Jesus giver disciplene, nemlig: ”For denne verdens børn, handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør”. Lysets børn – disciplene – mennesker af Guds nåde – Kristustroende, kan lære at det ikke er nok at have et hjerte, man må også have en hjerne hvis man skal gebærde sig i verden. Den kunne hedde ”Den kloge forvalter”, for han har forstået at penge ikke er et mål, men blot et middel der kan bruges til at forbedre tilværelsen – også for andre.
Men uanset hvad vi kalder den, så er det er ikke så let at få hold på den. Der er lavet mange forskellige tolkninger af den og vi er mange der har slået os på den. For hvad handler den egentlig om? Og hvad er den et billede på?

Er den rige mand et billede på Gud?
Er forvalteren et billede på os?
Og hvis det er sådan, hvordan er forholdet da mellem den rige mand og forvalteren?
Som Gud der har betroet os mennesker at tage vare på hele hans jord og på selve livet? Han ser at vi er griske og rager til os, ja, måske endda at vi lader som om at alt hvad vi har, er vores eget. Hvis den rige mand er et billede på Gud, er det så sådan – at vi mennesker, ligesom forvalteren kan gøre noget – som får Gud til at bære over med os – kan vi påvirke Gud ved at dele med andre mennesker?
Man får indtryk af at den rige mand først havde besluttet sig for at fyre manden, men ombestemmer sig, da han oplever forvalterens kreativitet. Det må være kommet som en overraskelse for forvalteren. Som en uventet nåde.

Hvis man læser den sådan, ligger den i forlængelse af den lignelse som står lige før denne hos Lukas, og som vi normalt bedre kan lide. Nemlig lignelsen om Den fortabte søn, hvor vi hører om den yngste søn der helt uhørt beder om at få halvdelen af hans arv på forskud, og drager ud i verden og ødsler den væk.
Ligner sønnen her, egentlig ikke forvalteren? Han bruger penge der ikke er hans, og han kommer i krise. Ikke fordi han bliver afsløret, som forvalteren gjorde det. Men han kommer så langt ud at han ender blandt svin. Forvalteren kommer så langt ud at ser, at han faktisk kan ende som tigger.
I deres krise får de begge en vision. Sønnen sidder i svinestalden, går i sig selv, som der står – og ser pludselig, hvordan han ville have det bedre som daglejer hjemme i sin fars hus. Forvalteren ser, hvordan han kan få venner, der vil tage imod ham i deres huse når han bliver fyret- Og for dem begge gælder det, at billedet af alligevel at kunne høre til et sted, giver dem frimodighed el. håb til at rejse sig og gå efter det. Og ligesom faderen tager imod sin søn med åbne arme af glæde over at han er levende, sådan vil forvalterens nye venner tager imod ham, fordi han har ændret deres liv.

Sådan som vi også måske selv har erfaret det i en af vores livs kriser, at vi kan få et billede af noget der giver os håb og mod, til at rejse os igen. At vi kan komme derud hvor vi ikke kan være, og længslen efter forandring/fred – et sted at høre hjemme kan være den vision, der får os til at vende os mod livet igen.
I lignelsen om den fortabte søn, hører vi at Gud er som den barmhjertige far, der løber sit barn i møde med åbne arme – og vi må tro, at intet vi gør, kan ændre det forhold, at vi har hjemme hos Gud. Det er nåden eller gaven i ethvert menneskes liv.
I lignelsen om forvalteren, som vi får at vide er klog, hører vi at Gud er som den rige mand, der har betroet os det hele – og som betyder at vi har pligt til at bruge hovedet, når vi agerer i verden, og samtidig have hjertet på rette sted. Det er kravet eller opgaven i ethvert menneskes liv.
Storebroderen i lignelsen om den fortabte søn bliver vred og forarget over faderens gavmilde modtagelse af den lillebror, som har fråset sin del af formuen op – og det ligner vores forargelse, da vi hørte at forvalteren blev rost for sit snyd.
Og faderens svar vækker måske genklang hos os: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit”

Måske er lignelsen også en fortælling om Jesus selv: Jesus der beskyldes for at være alt for ødsel med Guds barmhjertighed, som forkastes – men som bliver ved med at tilgive synder, nedskrive folks gæld og sætte dem fri – og får venner, som vil tage imod ham. Nemlig os, hans menighed dengang og nu.

Jesus tager selv skridtet fuldt ud. Han nøjes ikke med at halvere gældsbeviserne, som forvalteren gjorde. Han tager selv hele vores skyld og gæld på sig – og med sig – i døden på korset.
Gud er ikke en gnierisk Gud, der kun nødigt deler ud af sig selv. Han er gavmildhedens og barmhjertighedens Gud, der ikke alene gav os livet, men også gav sig selv, for at vi kunne få liv af hans liv.
Måske handler lignelsen også om, at vi er sat her i verden til at spejle Guds virkelighed. At vi er velsignede og skal være til velsignelse for andre. Forvalteren bliver et forbillede for den kristnes omgang med værdier: Giv det bort. Vær ødsel, som forvalteren. Brug det, du kan på andre mennesker. På den måde tjener du Gud. ”Mit barn, siger Gud til os – ”Du er altid hos mig, og alt mit er dit”.
Det er ikke os der ejer godset. Vi er ikke godsejere, men godsforvaltere. Lignelsen hævder, at livet ikke er mit. Det er Guds. Livet er ikke noget, jeg kan kræve eller tjene. Det er noget, jeg er blevet givet og skylder bort. Hvad Gud har givet mig, kan jeg kun have ved at give det til andre.
Vi kan lette andres byrde, tilgive vore medmennesker og kaste lys over deres liv. Kun på den måde forvalter vi vores gudgivne liv rigtigt.
Frans af Assisi formulerede det på den måde: Gør mig til redskab for din fred! Når vi forlader skyld, vil du forlade, for det er ved at give, at vi får, og ved at dø at vi opstår.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *