Afstand kan fyldes med noget godt

2. Pinsedag / Tekst: Joh. 6,44-51

Der var engang en mand, som var rejst ud for at finde lykken. Han havde hørt, at der i en by var et sted, hvor alle var lykkelige, så der rejste han hen.

Ved byporten spurgte han efter det sted, hvor de lykkelige mennesker var. Han fik at vide, at i en gade tæt på, lå det hus, hvor de boede. Huset hed Lykkens Hus. Men før han kunne komme ind i huset, måtte han besøge det hus, der hed Sorgens Hus. Det hus lå lige overfor.

Som sagt så gjort. Han blev venligt modtaget og vist ind i et stort rum med et langt spisebord. På bordet var den dejligste mad, han nogen sinde havde set og duftet til. Men på hver side af bordet sad tynde, triste mennesker. Manden spurgte, hvorfor de var så tynde og triste.

Jo, sagde manden fra Sorgens Hus. Her hos os har vi totalt forbud mod at spise med hænderne. Alle spiser med pinde. Og når man kommer ind i huset, får man udleveret et par spisepinde. Han viste et par frem. De var helt tynde og en meter lange. Ganske umulige at spise med. Det var derfor, alle var så tynde og triste. Det kunne manden godt forstå.

Så fik han lov at gå over på den anden side af gaden til Lykkens Hus. Her blev han også taget pænt imod og vist ind i et stort rum med et stort bord, der bugnede af lige så dejlig mad. Men her sad trinde og glade mennesker hele vejen rundt om bordet. Der var latter og snak og sang. Det underlige var bare, at også her havde alle de tynde, lange spisepinde. Hvorfor var de så ikke tynde og triste.

Jamen, det er da ganske enkelt, sagde manden fra Lykkens Hus. Vi bruger spisepindene til at give mad til den, der sidder overfor. Vi hjælper hinanden. Derfor er alle mætte og glade.

Nogen af jer vil sikkert kende denne legende. Jeg hørte den i hvert fald allerede første gang som barn, men den er ret illustrativ. Og vi er jo glade for at høre de samme fortællinger igen og igen her i kirken.

Jeg tror egentlig altid jeg har tænkt at de var lidt klogere dem i lykkens hus, end dem i sorgens. At de var smartere og mere innovative – og bedre til at tænke ud i boksen. Men det er selvfølgelig ikke det der er pointen.

Pointen er, sådan som jeg har fået den udlagt siden jeg sad rundt om lejrbålet derhjemme på Fyn, at lykke finder man ikke ved at tænke på sig selv, men ved at tænke på andre.  Og det er der meget sandhed i.

Men det slog mig hvad den største forskel på de to huse er, og det er ånden i huset.

I sorgens hus sidder de rundt om bordet, men det er fuldstændig tomt imellem dem. Ja, der er dejlig mad, og ja, de har redskaber – men de har ikke noget sammen dem der sidder ved bordet. Der er intet imellem dem. Havde der været det, var det ikke gået sådan.

Var der bare en af dem der havde haft sprog, så var det ikke gået sådan.

Var der en af dem der havde haft tanke på fællesskabet, så var det ikke gået sådan.

Var der en der havde forslået: Skal vi ikke synge sammen, så var det ikke gået sådan!

De er i virkeligheden slet ikke sammen. De sidder der hver for sig. Som kroppe indkrogede i deres egne følelser.

Når vi i dag her til Helligåndens 2. dagsgilde, skal høre at Jesus er livets brød, så er det for at minde os om at Guds Ånd er nødvendigt, som det daglige brød er nødvendigt.

Ånden er det der er imellem os, og som vi samles om. Hvis der ikke er ånd, er det ikke noget at samles om. Der må være noget imellem os som forbinder os, ellers kan vi ikke mødes og være sammen. Ellers er vi bare i vores kroppes eller følelsers vold.

Når vi samles omkring et bord, så må der være andet imellem os end bare et bord. Vi spiser sammen, og taler sammen og synger måske sammen. Det er det der er imellem os der forbinder os. Og det er Ånden, det er livets brød. Det er det fællesskabet lever af.

Det er ikke dig eller mig, der skaber det – men når vi åbner munden og taler til den anden, så der kommer ord i mellem os – kommunikation, forsøg på at forklare og forstå den der sidder overfor, så opstår der noget imellem os, som kan forbinde os og som gør at vi kan nå hinanden – med lange pinde, med omtanke, med omsorg for den anden.

Det er ligesom når vi siger: ”Jeg kan ikke læse dine tanker”, eller når vi oplever, at vi ikke føler det samme.  Vi har brug for at kunne kommunikere med hinanden – og det er Ånden der kommer imellem os – der gør at vi kan det, kan være sammen.

”Hold afstand”, hører vi igen og igen i øjeblikket. Først var det helt og aldeles, så var det to meter der blev til en meter.

Vi har lært at holde afstand, og længes efter at kunne røre hinanden igen. Men afstanden nu her, har måske givet os en forståelse for, at vi godt kan være sammen uden at være sammen. At vi godt nok ikke kan give hånd, men at vi kan give hinanden så meget andet.  

Når vi ikke er sammen, kan vi godt tænke på hinanden. Jeg tror folk har tænkt meget på hinanden de sidste måneder. Og tanken er noget andet end følelser. Afstanden kan fyldes med noget godt. Der er noget imellem os.

At vi længes efter hinanden og tænker på hinanden, fortæller os at andre har betydning for os. Det er banalt at det er sådan, at man tit glemmer at sætte pris på det, man har lige ved hånden.

Måske betyder den erfaring at vi har savnet hinanden, savnet fysisk fællesskab og nærvær en periode, at  vi kommer til at gøre os mere umage med samtalen med hinanden. Det kan man da håbe.

Afstanden mellem os kan fyldes af noget godt. I glædens hus var afstanden fyldt med fælles ånd, og det gav dem omtanke og omsorg for hinanden. Og det er i bund og grund det, pinse handler om, at ånden får os til at se ud over os selv, så vi kan se den anden.
Ånden er det der gør afstand til nærvær.

Det er Gud der fjerner stenhjertet i vores krop, og giver os et hjerte af kød. Det er ham der banker vores hjerte stort. Må vi mærke hjertet banke for det fællesskab vi er en del af.