9. søndag efter trinitatis / Luk.12,32-48
Måske nogen af jer, har set det program på TV2 der hedder ”Vi
drukner i rod”. Det er faktisk rørende.
Det er mennesker der simpelthen har så mange ting at de i bogstaveliste
forstand er ved at drukne i dem. De køber for meget, gemmer det mest utrolige,
og har fuldkommen mistet overblikket over hvad de har og ikke har.
Alle de der ting de har, gammelt børnetøj, for mange kaffemaskiner, underlige
lamper – alt muligt – det har taget magten fra dem. Og de er ikke bare ved at
drukne i ting, de er også ved at drukne i tilværelsen.
Fælles for de programmer jeg har set er, at de skammer sig over alle deres ting
og alt deres rod, og det er nået et omfang, så de har svært ved at være sammen
med deres nærmeste.
Og det er længslen efter det – efter at skabe plads til at kunne være sammen med familie og venner, der i sidste ende får dem til at melde sig til det her program. Hvor der jo så kommer et team ud og hjælper dem med at sortere og organisere og nyindrette deres hjem.
Det er selvfølgelig sat på spidsen, men programmet er alligevel et meget godt billede på, hvordan materielle ting faktisk kan overdænge vores liv, så vi mister overblikket og tilværelsens egentlige horisont – vores sanser kan blive sløvede af ting.
Vi kender det måske, fra ferierejsen. Der er en velsignelse over
ikke at have andet end de ting man kan have i en kuffert. Livet bliver så
dejligt enkelt, og vi får anden ro til at vende opmærksomheden mod dem vi er
sammen med og alt det vi gerne vil opleve. Som om vores sanser bliver skærpede
og vi er mere opmærksomme og oplever mere intenst. Måske
er enkelhedens ferietid en øvelse i at skærpe ens blik for det væsentlige, for
Guds riget.
Det er ellers ikke lige sommer og feriefornemmelser teksten her i dag dufter af.
Den er meget lige på med at tale om vores ansvar og opgaver.
Her knap fem minutter over ferietid, får vi besked på at vågne op: ”Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer!” og ”Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges mere af”.
Det handler om rettidig omhu, om ansvar og om at være vågen
– eller med et gammelt ord: årvågen!
Fortællingen her, bliver kaldt ”Lignelsen om de årvågne tjenere”.
”Årvågne”? Det er ikke et ord vi rigtig bruger i dag, og derfor studsede jeg også over, at det er sket to gange for mig, på under en uge. Den ene her i teksten – den anden vender jeg lige tilbage til.
Slår man op i ordbogen, forklares det at være årvågen, som
det ”at iagttage omgivelserne opmærksomt og reagerer hurtigt”. Jeg tror det er
det, som en spejder ville kalde at være ”beredt”.
I dagens tekst får man det let lidt galt i halsen – eller det gør jeg i hvert
fald – en masse krav om alt muligt vi skal gøre. Vi skal sælge vores ejendele,
vi skal give almisser, vi skal have lamperne tændt, og kjolen bundet om
lænderne – for at kunne løbe hurtigere, forstås. Og hvis vi ikke gør som der
forventes af os, så falder der brænde ned. Det ender nemt i en moralisering.
Hvis man læser teksten lidt for hurtigt, så kommer man let til at høre det som en advarsel om straf.
Vi overhører måske de indledende ord, hvor Jesus siger: Frygt ikke!
”Frygt ikke”, det er udgangspunktet. Vi har ingenting at frygte. ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget”. – og først derefter kommer alle kravene og udfoldelse af vores ansvar. Det er en kort indledning til en indviklet tekst, men en helt afgørende indledning.
Gud har besluttet at evigheden – at Gudsriget – er vores horisont og hjerterum – kan man måske kalde det.
Ja, livet kræver os.
Ja, vi har et kæmpe ansvar for vores medmennesker.
Ja, vi skal være årvågne og opmærksomme på vores omgivelser.
Og nej, der er ingen af os der kan stå mål med de krav der stilles til os mennesker.
Og derfor begynder Jesus også med at sige: ”Frygt ikke! Vær ikke bange! Gud
har allerede besluttet at I hører til hos ham”.
Men det betyder ikke, at vi ikke skal gøre os umage.
Det betyder ikke, at vi er frataget ansvar. Tvært imod.
Vi er givet et ansvar for hinanden, og det kan vi ikke løbe fra. Men uanset, skal vi ikke være bange. Gud er med os. Vi er i Guds hænder. Det er det første vi får at vide.
Kærlighed går i Gudsrige altid forud for krav.
Da jeg først læste teksten her, forstod jeg at den årvågenhed der kræves af os,
handler om ansvar for vores næste. Handler om at vi skal være tjenere for
verden. – og jeg blev lidt træt af de løftede pegefingre.
Men så stødte jeg som sagt på ordet i en anden sammenhæng – og det at være årvågen åbnede sig for mig på en ny, smukkere og mere dynamisk måde.
Vi har lige sendt vores søn på efterskole.
I, der har prøvet det, ved, at det er et helt nyt kapitel –
også som forældre. Man kører hjemmefra med bilen fyldt af det dyrebareste man
ejer: 16 års omsorg, bekymringer og kærlighed fordelt på knap 1.90 meter dreng
– afleverer ham, sammen med en masse andre spændte og håbefulde teenagere og
kører så hjem med en helt utrolig tom bil.
Da vi sad der i foredragssalen og blev budt velkommen til skolen, børn og
forældre, blev vi præsenteret for en sang, som Iben Krogsdal har skrevet til
skolen – den begynder sådan her:
”Rejsen begynder med årvågne sanser”… ”årvågne sanser” – det lyder smukt, synes
jeg.
Rejsen begynder med årvågne sanser
Drømme der lyser
et udsyn så frit
Sådan lyder de første linjer i sangen, og Krogsdal får med et nænsomt poetisk
pust, blæst støv og moralisering afårvågenhed som koncept – og gjort det
levende og attraktivt at være årvågen.
Årvågne sanser? Hvad er det? Jeg synes det rimer på opmærksomhed, nærvær,
nysgerrighed, taknemmelighed, omsorg og åbenhed over for livet. Alt det som os
der indimellem kan være ved at drukne i rod, kan længes efter.
Måske er det at være en årvågen tjener – som Jesus taler om –at leve med
årvågne sanser for gudsriget midt iblandt os. Det er ikke noget vi skaber, nej,
det er her allerede, midt iblandt os – og vi kan opleve det, fornemme det,
smage det, se det i hinanden, dele det med hinanden – med årvågne sanser.
Måske er det en indstilling til livet og hinanden, der ikke alene kræver noget
af os – men som også giver os mening, sammenhæng og liv?
At have årvågne sanser, er ikke noget man har eller ikke har.
Det kræver meget af os, og ofte vil vi møde hinanden og verden med sløvede sanser eller uskarpe hensigter. Indimellem har vi for meget rod og fokus på alle mulige ligegyldige ting, der gør, at vi ikke kan se klart.
Det kræver noget af os at leve med årvågne sanser. Det kræver både træning og mod – men mest af alt måske erkendelsen af, at vi ikke er verdens centrum, at jorden ikke drejer om os – men at vi er tjenere af kærligheden og fællesskabet, og helt afhængige af andres overbærenhed og Guds nåde.
Den rejse der begynder med årvågne sanser, er en vej ind i livet. Det er en åndelig bevidsthed om at livet er en gave, at Gud er stor – og ”at hvor vores skat er, der vil også vores hjerte være”, som Jesus siger.
Man kan sige, at alle de mennesker vi møder, og hele den jord vi er blevet betroet, er vores himmelske skat. Men det bliver let lidt svævende og ligesom for luftigt. Det er svært rigtigt at forstå dybden i det udsagn.
Nogle gange skal der en skelsættende oplevelse eller møde til,
før vi virkelig kan forstå hvad det betyder. At alle de mennesker vi møder, og
hele den jord vi er blevet betroet, er vores himmelske skat. At vi er
forbundet, og afhængige af hinanden som en tjener til sin herre.
Den svenske pensionerede biskop Martin Lönnebo, ham som bl.a. har udviklet
Kristuskransen, som nogen af jer måske kender – fortæller at han forstod dybden
i det, når han var sammen med sin udviklingshæmmede søn, Jonas.
Jonas kunne ikke tale, men alligevel, fortæller Martin Lönnebo, blev han en afgørende stemme i tiden. Lönnebos arbejdsliv som præst og siden biskop var præget af den akademiske verden.
Han siger om sig selv: ”Jeg har levet som akademiker. Men når jeg kom hjem fra konferencer og seminarier, hjem til Jonas, og gik ud i skoven, i stilheden, der oplever jeg så, at mesterværket, at skabelsen, at meningen, overhovedet ikke er bestemt af intellektuel kapacitet.
For Lönnebo blev det en vigtig lektie i at leve med årvågne sanser. Jonas tilgang og færden i naturen, satte den vestlige verdens værdier og stræben i relief. Naturen og fællesskabet mellem mennesker blev afgørende.
Naturen, for her finder vi skabelsens harmoni og storhed. Fællesskabet, hvor der er plads til alle, også de mindste og svage iblandt os.
Og måske er det netop her, Jesus mener vi kan finde en
uopslidelig pung og en uudtømmelig himmelsk skat. I naturen. I fællesskabet.
Rejsen begynder med årvågne sanser – sådan begynder Krogsdals sang. Den handler
om fællesskab, om håb, om naturens under og om at Guds rige er midt iblandt os.
Den handler også om alt det vi skal, og om at vi har ansvar for hinanden, men den slutter med nåden.
Guds nåde. Som er lige netop det, vi ikke skal præstere, men
som vi bare må tage imod. Det som vi ikke kan planlægge, men som kommer til os.
sidste vers lyder sådan her
Her skal vi knæle ved tøvende spirer
Her skal vi vande hinanden med tid.
Her skal vi mødes om det, der forvirrer
her skal vi findes i omsorg og splid.
hvad skal vi høste? Hvornår er det sommer?
Aner det ikke. Vi ser, hvad der kommer.