Krybben er ikke tom

Juleaften 2016
Jeg overvejede i år om vi skulle streame den her julegudstjeneste direkte til Facebook. Så kunne vi sende gudstjenesten live – I kunne have fortsat med juleforberedelserne derhjemme i køkkenet, mens I så gudstjenesten på jeres mobil. Tørret hænderne af i forklædet og givet den et like hvis jeg sagde noget I var enige I, eller reageret med en vred emoji hvis der var brug for det.

Det ville ligesom også være mere virkeligt at vi faktisk holder gudstjeneste, og at I faktisk er nogen der er kommet, hvis den også var på Facebook. Det er ligesom begivenheder ikke rigtig findes, før man også kan se dem på Facebook

Det ville også gøre det lettere for jer der er mødt frem, at dokumentere overfor andre at I er her lige nu, og evt. også hvad I synes om det. I kunne lige give den et Grin, fordi præsten er så mega frisk og sjov.

Det gør vi ikke – i år. Altså livestreamer. Ikke fordi jeg er sådan en, der er stået af i forhold til de sociale medier. Jeg er selv storforbruger. Vi livestreamer ikke gudstjenesten til Facebook, fordi det ville være latterligt at gøre det.

Vi skal netop ikke være andre steder end her lige nu. Vi skal ikke bruge krudt på at overveje sjove, finurlige eller højtidelige opdateringer på Facebook. Vi skal være her og mobilen skal være slukket.

Hvis vi bliver ramt tristhed når vi synger med på salmerne, fordi det vækker følelser og minder hos os – så skal vi fælde en tåre her i kirken, i stedet for at smække en ked af det emoji på Facebook.

Eller hvis vi bliver fyldt af de gode ord og julefred, så lad hjertet svulme i dit bryst – i stedet for straks at tænke, at du skal have tilføjet et hjerte til din opdatering. Juleglæde egner sig ikke til hashtags og emojis. Juleglæde er den ægte vare. Det er nærvær og fylde.

Der er meget godt at sige om de sociale medier, og der er meget godt at sige om alle de muligheder vi får givet med en smartphone. Men der er sandt at sige også meget skidt at sige om det.

Eller: Prøv og tænk på hvor meget det har ændret vores livsstil på bare to årtier. Indimellem er det som om det ikke er os der er herre over telefonen, men den der er herre over os. For mange af os, er det den første der ser os i øjnene om morgenen og den sidste der får et blik fra os inden vi lukker øjnene om aftenen. Den er med alle steder: i sengen, ved bordet, i sofaen, når vi skulle koncentrere os om at lege med vores børn, være nærværende hos vores elskede eller fordybe os i en bog. Alle dens kvaliteter til trods, så kommer vi ikke uden om, at den forstyrrer vores nærvær, vores ro og vores dybde.

Den ender med at tømme os for indhold, hvis vi ikke lærer at bruge den mere med omtanke. Og der findes paradoksalt nok en app, der kan hjælpe os netop med det.

”Når krybben er tom bides hestene”, siger et gammelt ordsprog – og hentyder til at der opstår gnidninger mellem os, når der er mangel på noget. Så slås vi om at få det lidt der er. Normalt tænker vi på kager eller penge. Men der er en tomhed der er mere alvorlig end det. Nemlig menneskelig tomhed. Hvis vi ikke passer på at få fyldt op af nærvær og ånd, så kommer vi til at kæmpe om overfladisk opmærksomhed, hvor det i højere grad handler om at blive set og liket – end om at se og røre ved hinanden.

Måske lyder jeg lidt som en skolelærer, der er i gang med at inddrage elevernes mobiltelefoner, men jeg mener det faktisk alvorligt. Det er ikke noget pjat. For vores overforbrug af telefoner bliver ligesom prikken over iét i en kultur, som i forvejen kæmper med overfladiskhed. En overfladiskhed der i høj grad skyldes mediernes nyhedsdækning og vores krav om hastighed, underholdning og sensation.

Verden omkring os synes ret uoverskuelig, og mange af os er bekymrede for de kommende år. I 2016 blev krig og terror desværre hverdag. ”Breaking News” om stadig nye overgreb på befolkningen i Syrien og terrorangreb på civile rundt omkring i verden, er blevet så regelmæssige, at vi ikke længere helt kan huske hvornår og hvor mange. Vi er ikke mindre bange end sidste år. Tværtimod. Vi er heller ikke mindre modløse. Men måske er vi mindre hudløse. I hvert fald er det sådan – at vi ikke kan holde til ikke også at tale om noget glædeligt. Noget andet. Noget der bygger op – i stedet for konstant at blive konfronteret med alt det der river os ned og kaster os til jorden, i noget der virker bundløst og tomt. Jeg har tænkt meget over det. For det fylder mig med dårlig samvittighed, at jeg slukker for nyhederne og nøjes med overskrifterne i de dage, hvor det er allerværst. Rædslerne i Aleppo og andre steder er så massive og den der konstante konfrontation er uudholdelig. Vi kan ganske enkelt ikke holde til hele tiden at blive konfronteret med umenneskelig ondskab og håbløse situationer. Vi lukker ned.

Vi får dårlig samvittighed over det, fordi vi ikke vil være kynikere – men jeg tror det er meget menneskeligt at vi får det sådan, fordi vi reelt ikke kan gøre noget. Det kommer tæt på og så er det alligevel så langt væk. Vi kan sende penge til de store nødhjælpsorganisationer og det skal vi gøre, men i øvrigt kan vi ikke gøre noget og det gør noget ved os.

Det er et dybt menneskeligt karaktertræk, at vi har brug for at kunne gøre noget, når vi bliver vidner til menneskers lidelser. Vi kan vise vores sympati i demonstrationer, ved at dele artikler på Facebook eller ved at reagere med en grædende emoji – og det er måske godt nok at gøre, men det er også overfladisk og utilstrækkeligt. Og det mærker vi selvfølgelig godt. Det er for nemt, og det gør kun vore magtesløshed og tomhedsfølelse endnu større.

”Når krybben er tom bides hestene”. Når vi er tømt for handlemuligheder, så bider vi af i hinanden i stedet. Så råber vi op og skræpper af hinanden med tomme ord og skelsættende fraser. Vi har brug for at fejre jul, mere end nogensinde før. Vi har brug for at blive mindet om at krybben ikke er tom.

Vi har brug for at høre at Gud har lagt sig selv i krybben, som ord, som mening, som kærlighed – ja, som det nærvær og den dybde, der giver livet indhold.

Krybben er ikke tom! Det er så indlysende en juleglæde, når man først har fået øje på det: Altså først hører vi at hyrderne frygtede englene, men så lyttede de. Og hørte. Hørte hvad? Med stille sind, hørte de juleenglenes ”Frygt ikke, se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født Jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får, I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”.

Krybben er ikke tom! I krybben ligger et barn, og krybbebarnet er tegnet. Tegnet på Frelseren. Et tegn på hvad? Ja, et tegn på glæde. Julebudskabet er budskabet om glæde. Det er det det hele handler om. Det er det Gud vil os. Og dette barn og siden mand er nøglen til glæden. Glæde nu og glæde i al evighed. Det er ikke Guds love, domme, og dit og dat, der viser os hvem Gud er. Det er krybbens indhold. Barnets fødsel, hans liv, hans død og opstandelse – det er fortællingen om hvem Gud er og hvad han vil os. Det kan der siges meget om. Det er vel det jeg er ansat til. Men det kan også siges kort: Kristus er tegnet på at Gud vil vores glæde! Ikke bare en lille midlertidig personlig glæde, men en stor glæde, ”der skal være for hele folket” – også for befolkningen i Syrien, der lige nu synes at være langt væk fra Betlehem, selvom de i grunden er så tæt på. Og hos os – hos dig og mig, der indimellem mister fodfæste og fornemmelse for glæden i nærvær og dybe. Hvordan kommer vi i nærheden af den glæde? Ved at du og jeg – ligesom hyrderne – går med stille sind til barnet ind. Ved at du lader de engle der slår vingerne ind, lande i dit menneskesind. Ved at du langt ind i dit sind, derinde, hvor du er helt alene med dig selv, hører, at glæden i dit liv ikke bare var, ikke bare er – men at den skal være. Uanset, hvordan alt omkring dig i øvrigt er vendt lige nu. Så vil der altid vente en glæde forude.

Når vi er i biografen får vi, inden vi går i gang med filmen at vide, at vi skal slukke mobilen. Her i kirken gør vi det omvendt og opfodrer til at I slukker mobilen når I kommer hjem i aften, er sammen med jeres kære, læser en god bog, ringer til et menneske i ved sidder alene, går i kirke… Det er alt sammen værn mod tomhed og beviser på at krybben ikke er tom: Må jeres jul i blive fyldt af nærvær, dybde og den glæde – som vi finder hos barnet i krybben.

Rigtig glædelig jul