21. søn. eft. trin. Text: Luk 13,1-9
Han går under navnet: Manden der stoppede ørkenen. Og det er da noget, alligevel havde jeg i hvert fald aldrig hørt ham før. Ikke før fornyelig. Måske er det ikke så mærkeligt, for det han gjorde var alt for kompliceret til at de danske medier bare kunne overveje, at give sig til at skrive om det. Det ville kræve alt for meget tålmodighed af os, sådan rigtigt at forstå det. Men altså nu har vi tiden. Vi sidder her i kirkerummet og vi skal ikke andet. Da jeg selv hørte om ham, tænkte jeg: Det er sådan det er – håb og tålmodighed hænger sammen. Altså: Yacouba Sawadogo er en bonde fra det nordlige Burkina Faso.
Han var den yngste i en børneflok, og da der var sparsomt med mad måtte han ofte sulte. Skoleundervisningen bestod primært i at recitere Koranen og hårdt arbejde som at hente vand i en fjerntliggende brønd, hakke i den hårde jord eller samle brænde. Han lærte til sine forældres skuffelse aldrig at læse og er den dag i dag analfabet.
Da tørken kom i slutningen af 1970′erne besluttede han sig for at gøre alt for at dyrke den ørkenjord, der syntes helt gold.
Området syd for Sahara bliver med jævne mellemrum ramt af voldsomme tørkeperioder, der er katastrofale for befolkningerne og fører til hungerkatastrofer og sultedød. I 1975 ramte tørken og den varede i 10 år
Ørkenen blev større og dermed også fattigdommen og sulten. Folk fra Yacouba Sawadogos område flyttede sydpå i stor stil, men han blev tilbage – og med en uhørt stædighed/tålmodighed formåede han at skabe et resultat, der vurderes til at være mere effektivt end alle nationale og internationale tiltag i regionen tilsammen.
Yacouba Sawadogo tog afsæt i en traditionel dyrkningsteknik, kaldet Zaï. Teknikken går ud på, at man lægger hvert frø i et skålformet hul. Dermed holder det på vandet fra regntiden, så det ikke skylles væk. Det bevarer fugten i de tørre perioder. Hullerne holder ikke kun på vandet, men beskytter samtidig spirene mod den kraftige vind, der ofte hærger i området. Desuden samler der sig blade og små kviste i hullerne, som bidrager med organisk materiale og dermed næring. Og termitterne sørger for med deres mange underjordiske gange at blødgøre jorden, så rødderne har lettere ved at trænge frem. På længere sigt øges jordens dyrkningskvalitet i det hele taget.
Med denne metode dyrkede han hirse, græs og træer af forskellige slags. Og så blev han ved, år efter år. Og blev på den måde “manden, der stoppede ørkenen”.
Det er ganske vist – men næsten som et eventyret om Den grimme ælling, for alle omkring ham tog afstand fra ham og mente han var fuldkommen gak. Han blev set skævt til og mobbet. Sawadogo blev en paria i den landsby, han forsøgte at redde fra sult og tørke.
Da der kom en ny leder af regionen, drog Sawadogo afsted til den store by på sin cykel for at fortælle om sine resultater med dyrkningen. Da han vendte tilbage til sin hjemby, havde nogen sat ild til hans træer og ødelagt hans marker. Ren chikane Og Yacouba Sawadogo begyndte forfra i stille, ensom tålmodighed, fordi han vidste, at han gjorde det rigtige.
Samtidig begyndte han at kontakte folk i de omkringliggende landsbyer. Han viste dem sine resultater og underviste dem i teknikken. Og her blev han mødt med langt større respekt. Han blev så småt et navn, en autoritet, og efterhånden, som resultaterne talte deres klare sprog, spredte rygtet om sig om ham. I midten af 1990′erne var den utrættelige mand gået fra at være udstødt til at være et erklæret forbillede, der nu havde hele regionens opmærksomhed.
I 2010 blev han skildret i den britiske dokumentarfilm The Man Who Stopped the Desert, og i 2013 modtog han FN’s Global Dryland Champions Award.
Yacouba Sawadogo fortsætter med at plante og udvide sin skov og overvejer, hvad han skal kalde den. Alt tyder på, at her kan han leve lykkeligt til sine dages ende. Og han er blevet et billede på hvordan man kan redde det gigantiske og tørkeramte bælte syd for Sahara. Et billede på håb. Kilde: https://www.zetland.dk/historie/seEXB0Dr-ae2KvJdE-5e967
Jesus fortæller om en gartner der er mindst ligeså gak som Yacouba Savadogo. En lignelse om et lille sølle figentræ der bliver reddet. Der er fornuft i det manden siger. Træet var jo nærmest dødt. Der var ingen frugt på det. Han havde ingen gavn af det. Der var ikke noget at komme efter. Det fornuftige ville være at fælde det.
Men gartneren er ikke fornuftig. Han er udstyret med en himmelsk tålmodighed og siger: ”Nej, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning.”
Han spørger ikke: Hvad er der egentlig galt med det træ? Har det stået sådan der længe? Han spørger heller ikke manden: hvad har du egentlig gjort ved det? Hvorfor har du ikke passet ordentligt på det? Han er ikke optaget af hvis skyld det er. Han er ikke optaget af hvordan det gået sådan, eller hvorfor det lige er det figentræ der er dødt. Næ, han ser ganske enkelt bare et lille sølle figentræ, som har brug for ekstra omsorg, og så går han i gang med at give den. Det er et billede på håb.
Jesus gør op med vores fornuftstænkning og krav om at livet skal gå op. At vi så at sige, får som fortjent. De 18 mennesker der blev dræbt da tårnet styrtede sammen, var de selv skyld i ulykken? Var de større syndere end alle os andre? Nej, siger Jesus. Der er ikke altid en årsag. Ulykken rammer os allesammen. Tilfældigt og hårdt? Ja, men uden sammenhæng.
Der er ikke nogen grund til at det det er befolkningen i Aleppo der skal lide under krig og bombardementer. Der er ingen grund til at oversvømmelser og jordskælv rammer netop dem det rammer.
Der er ikke nogen grund til det netop er præcist det unge menneske der bliver kørt ihjel. Der er ikke nogen grund til, hvem der rammes af sygdom og død. De bærer ikke mere skyld end os andre. De er hverken værre eller bedre end os der sidder her. Der er ingen sammenhæng mellem skyld og ulykker.
Der er en stærk tendens i vores tid der siger noget helt andet. Den lægger skylden tilbage på vores skuldre. Den siger: Tænk positivt! Giv kun dig selv lov til at tænke positive tanker, så sker der kun positive ting i dit liv. Og det er godt at tænke positivt, men hvad sker der når vi tillægger vores egne tanker og indstilling for meget magt? Der sker det at det er vores egen skyld når vi bliver syge. Vi har selv spist os til vores hjerte-karsygdomme og røget os til vores cancer. Og hvis vi ikke bliver helbredt, så er det fordi vi ikke er gode nok til at tænke positivt. Det ligger i tidsånden. Ansvar for eget liv. Vi er vores egen lykkes smed. Og når ulykken rammer os, må vi have gjort noget forkert. Måske kan man forebygge sygdom med motion og økologiske grøntsager. Og hvad så? Når sygdommen rammer den der har levet hele sit liv efter en snor – spist sundt, sovet godt, dyrket motion og arbejdet med måde. Hvad så? Hvad er der så galt? Hvorfor er det lige præcis ham der er blevet syg?
Vi leder efter en årsag. Vi kan bedst lide at der er orden i tingene.
Livet er ikke retfærdigt! Livet er ikke retfærdigt på den måde at ordentlige, hæderlige og troende mennesker skånes for brutal og tilfældig lidelse og død.
Jesus var et opgør med en automat-retfærdighed, hvor fædrene spiste sure druer og sønnerne derfor fik stumpe eller dårlige tænder.
Tab og fortjeneste hører ikke sammen. Den forklaring at et menneske lider eller lykkes i overensstemmelse med deres egen fortjeneste og indsats, er alt for enkel. Og måske er det derfor den falder os lettest.
For det gør livet afsindigt meget mere kompliceret, at vi ikke kan gennemskue sammenhængen, og at det i livets største spørgsmål – eksistentielt og kristeligt set – aldrig går os som fortjent. Det gør livet til et tålmodighedsarbejde, hvor vi alene og uanset hvad der sker, kan forlade os på at vi er i Guds hånd.
Måske kan vi forestille os, at vi lever vores liv i Guds hånd – ligesom de små frø Sawadogo såede i skålformede huller – og at han, at Gud, sørger for os med den omsorg og tålmodighed, som kun Gud råder over.
Vander os med kærlighed fra sine evige kilder. Ånder på vores øje når vi græder. Varmer os, når vi er iskolde. Måske kan vi forestille os det sådan. At uanset om vi lever eller dør, så holder Gud os i sin hånd. Så er vi i Guds hjerterum.
Det er et billede af håb. Håb er forbundet med tålmodighed. Tror jeg. Og jeg tror vi kan lære det af gartneren, der gav figentræet en chance til – ikke at spørge, hvad der gik galt – men hvad vi kan gøre! Ikke at spørge hvis skyld det er, men hvem der har brug for omsorg. Måske kan vi også skabe små rum af håb og tålmodighed midt i hinandens ørkner. I hvert fald kan bede Gud om hjælp til netop det: Gud, stop vores ørkner.