2. søndag i advent, dec. 2007
Tekster: Mal 3,1-3, Jak. 5,7-8 og Matt 25,1-13
Herre, lad dit rige komme!
Din er magten! Din er æren!
Din er dommen! Din er nåden!
Halleluja! Alt er fuldbragt!
Vi skal se dig som du er! Amen
Det håb som vi i kirken sætter op, som protest imod døden, rummer store og stærke perspektiver. I dag handler det om en side af håbet, som vi ikke så tit taler om, i hvert fald ikke i vores del af kirken: Nemlig om det at Kristus kommer i herlighed ved tidernes ende, som den der uigenkaldeligt udsletter alt ondskab. Der er mange der synes det er nogle lidt malplacerede prædikentekster vi bruger her i adventstiden, og det er forståeligt nok, fordi adventstiden i vid udstrækning har ændret karakter fra at være en tid til bod og faste inden julefesten – til i dag at være en del af julefesten. Vi tager i alle andre sammenhænge hul på julefestlighederne allerede inden første søndag i advent.
Men altså teksterne der skal prædikes over er valgt, før Magasin og Sallings juleudsalg rykkede frem til oktober! – og derfor holder vi lidt igen med julefesten i kirken. Evangeliet i dag, Jesu lignelse om de ti brudepiger, handler om hvordan vi forholder os til at Jesus kommer igen. Jesus fortæller om et landsbybryllup: Bruden skulle først hentes fra sit hjem, og brudgommen gik hende i møde i festligt optog. Og så var det skik, at landsbyens unge piger kom og sluttede sig til, festklædte og med tændte små olielamper i hænderne. Så fik de lov at komme med i optoget og til gildet i brudgommens hus. De skulle bare sørge for at være der, når brudgommens optog kom.
Lignelsen skal ikke forstås sådan, at Jesus fortæller hvordan det vil gå, at nogle kommer ind til Gud og nogle er udenfor. Nej, Jesus fortæller aldrig for at sige: ” Sådan bliver det. I kan ikke gøre noget ved det.” Jesus fortæller for at ændre os. Vi skal lære af de dumme brudepiger, at vi skal have olie nok, dvs. vi skal have håb nok, så vi kan bevare en lille lysende flamme, der engang skal blive til et stort lys i Guds rige. “Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”, sådan slutter Jesus sin fortælling, og fortæller os dermed at pigernes lampeolie er et billede på vores håb og forventninger til hans genkomst.
Det ord, som dækker den virkelighed, vi normalt kalder “Jesu genkomst”, hedder i Det nye Testamente parusia, som betyder dels nærvær, det at være eller blive nærværende og dels komme. Tankegangen i Det nye Testamente kan kort gengives på den måde, at kristne tror, at den Jesus, som var personligt nærværende blandt sine disciple, og som ved Åndens medvirken er nærværende i menigheden i ordet og i dåb og nadver, skal komme til syne ved tidernes ende i magt og herlighed. Og troen på det, har sin begrundelse to steder, dels som her i Jesu forkyndelse af Guds rige og dels i Jesu opstandelse.
Der er en dobbelthed som løber gennem hele Jesu forkyndelse, og som man kan karakterisere med ordene: allerede og endnu ikke. Jesus taler om at Guds rige er kommet nær. Det er allerede midt i blandt os, for det findes i ham selv, og dog er det her endnu ikke fuldt ud. Det er på vej, skal en dag bryde helt igennem. Det er det spændingsfelt vi, som kristne, lever i: Allerede og endnu ikke. Og det er det sidste – det som endnu ikke er – vi taler om i dag, når vi taler om Jesu komme. Guds rige bryder endeligt igennem. Gud skal blive alt i alle. Begge aspekter – både allerede og endnu ikke klinger også med, når vi i Fadervor beder: Komme dit rige!
Tanken om Kristi genkomst er normalt kædet sammen med forestillingen om verdens undergang på den yderste dag, dvs. den dag, da tidens og dermed historiens gang ophører. Undergangen i Det nye Testamente er skildret i billeder. Hensigten med billederne er ikke at give os viden om de begivenheder, som skal gøre en ende på vores verden. Jesus advarer derimod mod alle former for beregninger. Han siger tidligere i Mattæus evangeliet: “Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen” – Det går som en rød tråd gennem alle de sammenhænge, hvor der tales om Jesus tilsynekomst og verdens undergang, at man ikke kan regne sig frem til, hvornår verdens tid rinder ud, – og sådan er det jo også her i dagens lignelse: “I kender hverken dagen eller timen.”
den ældste menighed så man meget konkret frem til at Kristus skulle komme til syne igen. Man ventede ham hvornår det skulle være. Disiplene og- også Paulus troede at Jesus ville komme igen, i deres levetid. De levede i en helt konkret nærforventning, som også i høj grad præger evangelierne og brevene. Et af de ældste udtryk, som er overleveret i Det nye Testamente på Jesu eget modersmål aramaisk, lyder marana ta, og betyder herre kom! Et bønsråb der blev brugt ved gudstjenesten.
Og det kender vi faktisk også fra vores egen gudstjeneste, bare i en lidt anden form, når vi i nadverritualet synger: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.”, så er det jo også håbet om at Kristus vil komme til syne, vi synger om. Om forventningerne til at Jesus kommer igen, er meget nære og konkrete, eller mere abstrakte er forskelligt i de nytestamentlige tekster, ligesom det jo også fylder forskelligt hos kristne i dag. Det er ikke det afgørende, det afgørende er, at vi ikke kan eller skal forsøge at regne ud, hvornår det sker. Det er Kristus selv, der sætter den proces i gang, som fører frem mod den yderste dag og tidens og verdens ende. Den proces er i Guds hånd, og derfor skal vi ikke frygte den, men vi skal derimod rejse os og løfte vores hoveder i håb og forventningens glæde. Det er det de fem kloge brudepiger gør rigtigt. De har rigeligt med håb i kanden og møder brudgommen med forventningens glæde.
Ideen om, at den verden, som vi kender den med al dens skønhed og lykke, skal tæres op af en ondskab der spreder sig som en kræftsyge ud i alle kroge af organismen, for til sidst at tage overhånd – er kendt over hele jorden. I vores egen nordiske tradition kalder vi det for ragnarok. Og ideen er forbundet med død og ødelæggelse. Der er malet mange skrækkelige kalkmalerier, som nok kan skræmme livet af de fleste. Film og litteratur har kredset om emnet og er kendetegnet ved karikerede dystre udsigter og en fokusering på ondskab og ødelæggelse. Men Jesu tale om, at komme i herlighed taler ikke til frygten og taler ikke om død og ødelæggelse, men vil i stedet tage frygten for den store undergang bort fra vores sind og tanker. Midt i hans tale her i Mattæusevangeliet om de store trængsler og de store prøvelser, som skal gå forud for verdens undergang, hvor mennesker skal drives på flugt, og mange ulykker ramme dem, mærker man hans kærlighed og omsorg for dem, som ikke kan klare sig selv, og er afhængige af andres hjælp. Jesus sætter håbet op imod frygten for undergangen.
Frygten for undergang er altid en del af vores bevidsthed. Adskillige gange i løbet af 1900-tallet er drømmen om, at samfundets sociale og økonomiske problemer kunne løses gennem politiske fremskridt eller revolutioner, bristet. I stedet har vi oplevet og oplever en række skrækscenarier: to verdenskrige, Holocaust, Atombomben over Hiroshima, Vietnamkrigen, Tjernobyl, den verdensomspændende AIDS-epidemi, den voksende kløft mellem rige og fattige lande, Irak-krigen, terror og hyppige naturkatastrofer, som Tsunamien i Sydøstasien der krævede mere end 300.000 dødsofre og gjorde millioner af mennesker hjemløse. – for bare at nævne nogle eksempler.
Når vi oplever sådan nogle katastrofale begivenheder, så kan det give begrebet “verdens undergang” et indhold, som rører ved vores frygt. Det har også vist sig, at når katastrofen rammer os, så er der mange der finder Det nye Testamentes tale om de sidste tider frem og forsøger at se tegn på at de sidste tider er kommet. Og sådan har det vist været lige siden de blev skrevet! Der har til alle tider været frygtelige begivenheder og katastrofer, og man kan ikke bruge dem som en køreplan til fastsættelse af Kristi komme i herlighed. De mange frygtelige begivenheder kan derimod være et tegn for os på, at denne verden skal forgå, og på den måde medvirke til at styrke vores håb til den verden der skal komme.
I den apostolske trosbekendelse, som vi plejer at bruge i gudstjenesten, hedder det, at vi tror på Jesus Kristus, som sidder ved Faderens højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. I den nikænske bekendelse, som vi bruger meget sjældent, og som vi har til fælles med alle kristne – både katolikker og ortodokse – men som vi har brugt i dag, fordi det tydeligere kommer til udtryk, at genkomst ikke er et møde, vi skal frygte, men et, vi kan se frem til med glæde. Der hedder det nemlig, at Jesus sidder ved faderens højre hånd, hvorfra han skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde – og der skal ikke være ende på hans rige.
Og i afsnittet om Helligånden er det endnu mere tydeligt, at den kristne forventning mod verdens fuldendelse ikke er et absurd mareridt, men et mål, der allerede nu fylder livet med længsel og glæde. For her siges det nemlig at vi forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv. Allerede her og nu kan vi blive fyldt med forventning om det glædelige gensyn. Når Jesus taler om de sidste tider, er det for – med et gammelt ord – at kalde os til årvågenhed. Men at være årvågen betyder ikke at vi skal rette al vores opmærksomhed på, at enden skal komme. Det betyder at vi skal sætte vores liv ind med tro, håb og kærlighed i tjeneste for Gud. Befrielse fra Ragnarok er en befrielse til gudstjeneste – til at tjene Gud.
At tjene Gud, betyder at vi sætter vores lid til ham. At vi skal have tillid til ham. Det betyder at vi lever i bevidstheden om, at vi ikke kan klare os selv, at vi ikke har nok i os selv. Det var den fejl de fem dumme piger begik. De tror de kan klare sig selv, at de ikke har brug for håbet. De tror at de kan være deres eget livs lys, at de kan være “selvlysende”. De er skråsikre og selvfede. De tror de kan selv, og på den måde lukker de det sande lys ude af deres liv. Den slags er der ikke plads til i Guds rige. Der er ikke plads til egoisme og begær. Og den slags er heller ikke på sin plads i denne verden, i dette liv, som vi lever her og nu. Vi er jo verdens lys. Vi er jo skabt af Gud til at være medmennesker. Gud vil ikke, at vi skal sidde med hænderne i skødet og være os selv nok. Livet er ikke et fængsel, hvor vi bare skal sidde tiden ud, men en gave og en opgave, som vi skal tage til os og tage på os. Vi er verdens lys, siger Jesus et sted, ja, men lyset kommer ikke fra os selv, og vi skal derfor sørge for at få fyldt på, der hvor lyset findes – nemlig i Guds nærhed. Kun ved at lade Gud fylde os med lys kan vi selv være lys. Og så skal vi lade vort lys skinne. Det kan vi gøre på mange måder alt efter situation og evne. Det gør vi ved til stadighed at tro – dvs. lade Gud komme os nær. Det gør vi ved vise kærlighed og gøre kærlighedens gerninger. Det gør vi ved at bevare håbet.
Herren kommer. Det vil ske en dag som et lyn fra en klar himmel. Da står Jesus Kristus atter synligt på vores jord. Ikke længere som et barn i en krybbe eller som en mand på et kors. Nej, han står der som Herre og hersker. Som den, der sætter endeligt punktum for den onde og det onde, fjerner det hele fra jordens overflade og lader Guds rige bryde igennem. Vi ved ikke, hvor længe denne verden skal bestå. Vi ved ikke, om vi lever i de sidste tider, eller om verden endnu er ung og kommer til at opleve mange års- og årtusindsskifter endnu. Men vi ved at Kristus kommer i herlighed, og, at det skal vi se frem til, uden frygt og bæven, men i håb og glædelig forventning.
Jeg tror Regin Prenter har ret, når han siger: Der er ingen, som på dommens dag ikke vil blive stillet for den viseste, barmhjertigste og kærligste dommer. Mere er der ikke at sige til dette problem. Det burde være nok. Amen