Menu Luk

“Same procedure as every year, James!”

Tekster: 1. Kor. 3,10-17; Matt. 11,25-30

Det er sidste søndag i kirkeåret. Næste søndag begynder vi på en frisk – på et nyt kirkeår, med første søndag i advent. I lige år bruger vi 2. tekstrække, og på søndag skal vi så i gang med første tekstrække igen. I løbet af et år er vi igennem ca. 65 evangelie-stykker – og det giver en stor variation i emner og problemstillinger, og har også den store fordel, at vi præster ikke forfalder til at på skift at prædike over vores fem yndlingstekster.

Der er en stor variation i teksterne, men det er altså det samme repertoire i en to-årig cyklus. Samme repertoire i hundredvis af år.Og den var altså ikke gået andre steder. Det kgl. Teater har også nogle traditioner – som Elverhøj, eller en af Holbergs komedier, men det gik ikke, hvis de kørte med nøjagtig de samme stykker årti efter årti. Eller, hvis biograferne bare vendte bøtten engang hvert andet år og kørte de samme film igen og igen. Det ville være en virkelig dårlig forretning.

Men i kirken er det de samme tekster, endda på bestemte dage i året. Det er det samme og det samme og det samme. ”Same proceduere as every year, James”
Verden er under forandring og livet er til forhandling. Men der er ét sted, i denne foranderlige verden, hvor der er noget der står fast – som Paulus skriver: der er en grundvold, og ingen kan lægge en anden grundvold end den der er lagt, Jesus Kristus.
Alle andre steder i vores liv og i vores verden sker der ændringer. Sæder skifter siger man. Moden skifter. Stilen skifter. Selv moralen skifter.

Og vi ændrer os i takt med tiden. Vi bliver dels ældre og mere erfarne. Vi ændrer udseende. Og vi ændrer livsstil. Vi bliver rigere og vi bliver fattigere. Vi ændrer vaner og vi udvikler os – måske i hver sin retning. Men det går stærkt og nogen gange kan det være svært at følge med, hvis man bare er sådan én helt almindelig dødelig én, der løber så hurtigt, som man nu kan.
Vi taler om at samfundet er dynamisk og multikulturelt og multireligiøst og mult-altmuligt hyperkomplekst. Alt er i forandring, under ombygning og i udvikling. Og sådan har det vel egentlig altid været. Og heldigvis – er der sket en udvikling op igennem i historien Heldigvis har tingene forandret sig – og ofte faktisk til det bedre. Men mange oplever faktisk, at det hele går lidt for hurtigt i dag. At det er svært at følge med.

Tidligere var der meget i éns liv der var det samme – på godt og ondt! Hvis man var født ind i en bondefamilie, så boede man det samme sted i generationer, samme gård, samme marker, samme mad. Kirken og skolen lå hvor de altid havde ligget – og præsten og læren blev på deres pind til de faldt om. Måske var det ensformigt, men man var ikke i tvivl om, hvad man skulle eller hvem man var. Tømrerfædre fik tømrersønner, smede fik smede, lærere fik lærere – og fattige arbejdere fik fattige arbejdere. Man var ikke i tvivl om hvem man var.

I dag vælger vi selv hvad vi vil og hvad vi ikke vil – og det er godt. Vi vælger uddannelse, vælger rejser, vælger bopæl, vælger partner, vælger image. Og fælles for alle vores valg er, at der er meget få af dem der er definitive. Vi har altid mulighed for at vælge om.
Vi kan skifte spor. Skifte karriere. Skifte job. Flytte. Flygte. Og vælge ny partner med nye børn. Alting er til forhandling. Ingenting står fast. Vi har altid en kattelem på klem, hvis der skulle opstå nye muligheder.
Men sammen med alle mulighederne og alle forandringerne, får vi også en helt anden slags bekymringer end tidligere. For vel er sikkerhedsnettet blevet bedre end i gamle dage, men i vores del af verden er det ikke økonomiske lommesmerter og højt profilerede finanskriser der er vores største byrde eller bekymring.

Nej, i vores del af verden er det frygten for ikke at slå til, frygten for at falde i gennem og ikke blive en succes.  Eller det er mangel på varige relationer, mangel på kærlig familie, gode venner og meningsfyldte fællesskaber. Eller det er vores resignation eller ligegyldighed overfor det vi ikke kan overskue. Eller det er stress, og alt for meget af det hele.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let”

Det er de sidste ord der bliver sagt til os i dette kirkeår. ”Kom til mig alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.
Midt i alle forandringerne. Midt i alle omvæltningerne. Midt i alle bekymringerne. Midt i alle mulighederne, er der altså noget der ikke forandrer sig. Gud er den samme. Dåben er den samme. Evangeliet er det samme! Det er det samme evangelium – det samme gode budskab – om Guds rige som er kommet nær. Det er grundvolden, grundstenen, som ligger fast.
Og så kunne nogen måske spørge: Ja, men hvad er så indholdet i det evangelium, som har været og som stadig er det samme – det der giver identitet og livsværd til mennesker, dét der står fast for mennesker både i liv og død, uanset hvad der ellers sker i verden omkring os.
Og selv om der er stor variation i de evangelie-stykker vi hører igennem et kirkeår, så er der nogle temaer som går igen og igen. Nogle livsforhold som bliver belyst fra mange forskellige sider.
Det overordnede indhold er frelse – i modsætning til fortabelse. Vi hører også ofte om skyld og tilgivelse, sygdom og helbredelse, tvivl og tro.

Og der er en rød tråd gennem alle fortællingerne, og det er at Gud har skabt verden, og at han havde en mening med mennesket, at de skulle elske hinanden. At mennesker ikke kunne finde ud af det, men at Gud alligevel har vilje til at frelse og nyskabe mennesker ved Jesu Kristi liv, død og opstandelse.

Evangeliet er det samme. Gud er den samme. Men vi er ikke de samme og verden er ikke den samme, og derfor lyder evangeliet helle ikke på samme måde for os i dag, som det gjorde for generationer siden.

Formen har ændret sig, indfaldsvinklerne har ændret sig – men indholdet er det samme, selv om vi har brug for at høre det på andre måder for at det giver mening i vores liv.
At grundvolden er den samme. At Gud er den samme, betyder ikke at Gud er upåvirkelig eller forstenet. Og ”At Gud er Gud om alle mand var døde”, som der står i en af vores kernesalmer, er måske en sandhed med modifikationer. For er Gud ikke netop kendetegnet ved at være en Gud der kommer til os. En Gud der blev menneske og som står i forhold til os mennesker?
”Kom til mig” siger Jesus, ”alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder” – det er et stærkt ord at slutte kirkeåret med. ”Kom til mig! – med alle dine bekymringer, din ensomhed, din meningsløshed, din sorg og dine savn – og jeg vil give jer hvile” – Og det stærke er, at det er lyder fra Guds mund, den Gud, som ikke bare venter i sin himmel på at vi skal komme til fornuft og komme til ham – men som steg ned fra sin himmel, og som kommer til os, der hvor vi hver i sær er i vores liv.

Og det troværdige er, at vi tror på en Gud, der selv har været menneske. Som selv har oplevet tvivl og fortvivlelse, sorg og savn, vrede og afmagt. Og derfor kan han komme til os så vi forstår at det er sandt, at han forstår os.

Men Gud kommer ikke kun til os med trøst og hvile. Evangeliet er også en anfægtelse. Det var det dengang Jesus selv gik på jorden. Det har det været op igennem hele vores historie og det er det i dag. Det anfægter os og forstyrrer os.

Og vi er så vant til, at det der anfægter og forstyrrer. Det der kradser lidt i lakken og ikke klapper os på ryggen – det vender vi ryggen og vælger fra. Det gider vi ikke, at beskæftige os med. Vi melder fra og finder på noget andet at lege med.
Men her i kirken, i evangeliet, så må vi hele tiden leve med at blive forstyrret og også kritiseret i forhold til den måde vi prioriterer og lever vores liv. Og hvis vi vil undgå det, og hellere vil leve for egen regning, så skal vi holde os væk fra kirken og fra evangeliet. For det bliver ikke anderledes!

Det står fast. Evangeliet tager livtag med os og fornyer vores livsperspektiv – hele livet.
Efter prædiken skal vi synge en ny salme af Lars Busk Sørensen: ”Kærligt bevæger du verden”. Og et par af versene lyder sådan her:  

Kærligt bevæger du verden,
Gud, med dit evige ord,
følger de levendes færden
over den tidsbundne jord,
gir os i solskin og skygge
del i din skabende lykke.
Kærligt bevæger du verden.

Kærligt bevæger nu Ånden
mennesker hen, hvor den vil,
åbner os sindet og hånden
ud mod hvert liv, som er til,
minder os om, at vi ligner
dig, der så ødselt velsigner.
Kærligt bevæger du Ånden!

Det er Guds kærlighed , der er kraften, energien i universet. Det er Guds kærlighed, der holder kloderne på plads, sender sollyset til os og vækker livsviljen i alt levende.
Det er Guds kærlighed, der gjorde det nødvendigt for ham at træde ind i vores historie som Kristus, som livsfornyeren, der ”overvandt dødsnattegyset” og gav os opstandelseslyset.
Det er Guds Hellige Ånd, der nu skal føre os, hvorhen den vil, vejlede os, opdrage os, danne vore sind til redskaber for Guds kærlighed. Det er Guds kærligheds stemme der siger til os i dag og i morgen: ”Kom til mig!” Amen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.