Menu Luk

Mentalt forår

1. søndag i advent

Kan I mærke det? Der er noget i luften! Der er noget i luften/ jeg véd ikke hvad – synger vi. Som forår, skønt skoven/ har mistet hvert blad. Der er forårsfornemmelser i luften, ikke pga. klimaforandringer og den globale opvarmning. Nej, der er noget i luften. Noget på engang velkendt og nyt. Vi trækker luften dybt ned i lungerne og indånder stemninger og minder og forventninger.

Når vi tænder det første lys i adventskransen, så er det som om vi samtidig tænder for en kontakt til det som var, det som er og det som kommer.

Adventstiden er et mentalt forår.
Vi bliver ramt af det som var, af minder om barndommens jul og mennesker vi savner.
Vi bliver fyldt af det som er, virkeligheden, bekymringer – utilstrækkeligheden måske også.
Og vi bliver mødt af det som kommer, forventninger – vi glæder os til, vi ser frem til, vi længes – efter lys, efter fred, efter god tid med vores kære.

Der ér noget i luften. Som når roserne dufter, blomsterne pibler frem og fuglene kvidrer – sådan bliver vi fyldt af minder, længsler og håb i adventstidens mentale forår.

Advent eller adventus domini! Sådan lyder det på latin: ”Herrens komme”. ”En julerose er en smuk, men ydmyg blomst, jeg tænker på et ord, det er: Tilstedekomst.”, sådan sang vi i Dy Plambecks skønne adventssalme.

Tilstedekomst – der er mange ”komster” der knytter sig til advent: Ankomst, fremkomst, genkomst, hjemkomst, sammenkomst, tilbagekomst, tilsynekomst, velkomst – og tilstedekomst. Det hele klinger med, når vi nu står på tærsklen – her på den første dag i det nye kirkeår.

I dag måske allermest velkomsten. Vi synger den uomgængelige ”Vær velkommen, Herrens år” – og det stærke ved kirkeåret er, at vi ved, hvad vi byder velkommen. Vi ved, hvad det bringer, modsat kalenderåret, regnskabsåret og folketingsåret ikke mindst. Kirkens år bringer igen de gamle fortællinger om ham – om Jesus – der kom til verden fjernt fra magtens centrum, men som ændrede verdens gang og livets akse.

Kirken bliver tit beskyldt for at være lidt langsom i betrækket. Bagud for sin tid. Ofte med rette. I hvert fald når det gælder den såkaldte tidsånd.

Når det kommer til den egentlig tid, livstiden, så følger kirken heller ikke med tiden – men ikke fordi den er bagefter. Tvært imod.  Kirken kan ikke følge med tiden, fordi den altid er foran. I kirken har vi altid tiden for os. Det bliver så tydeligt her i adventstiden. At det må være sådan.

Fordi Gud altid er foran som den, der kommer. Gud har vi ikke i ryggen som sikkerhed, men Gud er foran os som mulighed, som krav, som håb, som ny begyndelse. Gud er forårets Gud. Uanset hvilken årstid vi skriver i kalenderen.

Der er en meget dyrebar pointe i, at kirken altid er lidt ude af trit med tiden. På papiret en god måned før kalenderåret. På effektivitet og Breaking news helt vildt langt bagefter.

På papiret begynder kirkeåret en måned før kalenderåret, og det kan være med til at minde os om, at før alt andet, så hører vi til hos Gud. Før vi blev født, før vi blev børn, før vi blev voksne, før vi nåede noget som helst, før vi viste hvad vi kunne og hvem vi var, så var vi hos Gud – så er vi Guds børn og en del af den evige historie, som har rod i Guds kærlighed.

Det er her vi kan hente livsmod og håb. Det er her al glæde bliver født. Det er her vi kan finde hvile og trøst, når livet er tungt. Det er her vi får at vide, at livet aldrig er meningsløst eller håbløst – det er her vores liv bliver håbLYST – så vi får kræfter til at gå ind i tiden, i vores kalenderår – med alt det der venter og som vi endnu ikke kender. Det der bekymrer os og det vi har svært at leve op til og nå. Før alt det vi skal nå, må vi tro, at vi er nået af Gud. At vi ikke skal opfinde eller klare alting selv, fordi vi altid allerede er i Guds hånd.

Kirken er altid lidt ude af trit med tiden
På papiret og i ånden er evighedens år, foran tiden.
På effektivitet og Breaking News er kirken – evighedens år – troens liv, altid bagefter. Fordi vi kender det hele på forhånd. Fordi tiden går langsommere i kirken. Ikke fordi her er kedeligt, men fordi her er væsentligt.

Troen er ikke hurtig og larmende. Troen er langsom og stille. Jesus kommer ikke galoperende ind i Jerusalem, mens han råber: ”Her kommer jeg!” Jesus kommer stille og roligt ridende på et langsomt æsel. Jeg tror det er et meget præcist billede på, hvordan Gud kommer ind i vores hjerter. Stille og roligt og langsomt.

Der er helende og sundt at have et rum, der er notorisk langsomt. Sådan et rum er kirken. For vi har brug for at noget holder os fast på det langsomme liv.

”Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke kan ses”, sådan står der i Hebræerbrevet, og den tro der er fast tillid, vokser stille og langsomt frem i vores hjerter, når Gud kommer til os.

Den tro der er fast tillid hænger sammen med en dybde og væsentlighed i vores liv, som hører sammen med det der går langsomt. Prøv og tænk over det? Hvad er det vigtigste der er blevet sagt til dig? Hvornår har du haft de væsentligste samtaler?

Jeg tror I vil give mig ret, når jeg siger: De vigtigste ord, vi har hørt, er ikke blevet råbt til os fra tagene, men hvisket os blidt i ørene. Det vigtigste der er blevet sagt til os, er ikke blevet sagt i en megafon eller i en højtaler. Det er blevet sagt af et menneske der stod os nær, ansigt til ansigt og i al fortrolighed.

Det er ikke når vi løber sammen de gode og dybe samtaler kommer i gang. Det er når vi følges ad, stille og roligt og i æseltempo. Det er når vi går ved siden af hinanden og ikke har andet for, end at tale sammen.  Det er når vi sætter tempoet ned og giver os tid til hinanden. Det er der det vigtige sker.

Og der er ikke andre der kan skrue tempoet ned i vores liv, end os selv. Der er ikke andre end os selv, der kan beslutte os for, at vi også vil ånde det langsomme åndedrag.

Vi kan i længden ikke leve uden tid til eftertanke, og det kræver, at vi fravælger den kroniske hurtighed. Hvis vi vil have mulighed for at forholde os til eksistentielle spørgsmål, kan det ikke nytte, at vi konstant er i fuld fart frem som Peter Kanin med lommeuret i Disneys tegnefilm om Alice i Eventyrland.

Vigtige spørgsmål er langsomme. Væsentlige samtaler er langsomme. Troen er langsom. Gud er også langsom. Ikke kedelig, men langsom.

Jesus kommer sagtmodig og ridende på et æsel. Sagtmodig er ikke et ord vi bruger i dag. Tror egentlig aldrig det er blevet brugt særlig meget i vores dagligsprog. Sagtmodig betyder ”at bøje sig”. Jesu kommer altså ydmygt ridende på et æsel. Ydmyg overfor Gud og ydmyg overfor mennesker.

Det er Gud der bøjer sig ned og rører vores hjerter. Billedet af Guds søn, der ridder på et lavstammet æsel, så lavt at han rører jorden med fødderne, er et billede på at Gud kommer til os. Kommer helt ned til os – og helt ind i vores hjerter og rører os.

Sagtmodig – sagte mod, siger også noget om hvordan Gud kommer. Folkeskaren er højrøstet og larmende. De har travlt med at få Jesus kronet som konge. Jesus er ikke højrøstet. Han er ”sagte”. Han rider langsomt og stille ind igennem folkeskaren. Som en kontrast til det larmende og fortravlede.

Gud kommer ikke til os med larmende fagter og overbevisende magt. Han bøjer sig ned og kommer til os i kærlighed. Som en kontrast til det larmende og fortravlede.

Gud er forårets Gud. Det spirende håbs Gud. Som nye muligheder der spirer frem, som lys der finder vej gennem revner og sprækker, som glæden der pludselig vender tilbage efter lang tids mørke og vinter – sådan kommer Gud til os – der hvor vi hver i sær er.

Det er ikke sådan at Gud kun kommer til dem, der forstår nydelsen ved det langsomme liv. Gud kommer ikke kun til dem, der bager langtidhævet brød og laver simremad. Gud kommer ikke kun til dem, der dyrker mindfullness eller dem der har trukket stikket ud og lever det autentiske landliv. Gud kommer ikke kun til dem der forstår at leve langsomt.

Jesus red ind i den fortravlede og højrøstede folkemængde i Jerusalem – og Gud kommer også til os, der spiser take away, os som er afhængige af at være online og os som har alt for travlt med alt muligt ligegyldigt. Gud kommer også til os.

Men lad os alligevel bruge adventstiden til at øve os i langsomhed og nærvær – så vi måske lettere ser og mærker, at der er noget i luften – og at Gud skaber forår i vores vinterhjerter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.