Menu Luk

Helligånden er Gud i nutid

Pinsedag 2015
Bibeltekst: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien. I Møllevang, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Frydenlund. Pamfylien, Pipkvarteret, Egypten, Ekkodalen i Århus V og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere, arabere og jyder – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« ApG 2,1-11

Prædiken: Jeg har ændret lidt på bibelteksten i dag. Tilføjet nogle byområder vi kender godt. Det gjorde jeg for at tydeliggøre at Helligånden også kommer til os her i Århus V. Vi fejrer ikke Pinse fordi Helligånden kom til partherne og elamitterne for 2000 år siden, men fordi den kommer til os nu. Det er ikke helt efter bogen at ændre i bibelteksten – men uartigheden rækker nok alligevel ikke til en irettesættelse eller noget fra biskoppen. Det er ikke helt efter bogen, men det er helt i bogens eller – Pinsens ånd, at tale om den i nutid.  Og det er Helligåndens ære, at det, vi hører i kirken, ikke primært handler om noget der skete for 2000 år siden, men om noget der sker og bliver talt til os nu ved gudstjenesten.

Den Kristne Gud er en treenig Gud – det bliver vi mindet om hver gang vi siger trosbekendelsen, og hver gang vi holder dåb – at den Gud, vi tror på er Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Det med treenigheden er ikke så let at forstå, og Helligånden er også noget af en luftig størrelse at forsøge at forklare. Man kan måske sige det sådan, at Helligånden ikke tilfører noget nyt til Gud, men at den gør Gud ny for os. Altså at det er Helligånden der aktualiserer Gud som skaberen og at det er Helligånden der gør ordet levende og puster nyt liv i Jesu ord – sådan at hverken skabelse eller frelse kun er noget der skete engang i fortiden, men noget der sker nu. Helligånden er Gud, udtalt i nutid. Helligånden virker sådan, at vi kan erfare Guds skaberkraft der får de sammenkrøllede blade til at folde sig ud og små menneskeliv til at vokse og rækker hænderne ud mod livet. Og sådan, at vi kan erfare Helligåndens virke som Gudsnærvær i dåb, nadver, ord og fællesskab. Når vi fejrer Pinse, så er det i en erkendelse af, at alt det liv vi omgiver os med ikke er en selvfølge eller noget vi selv har bygget op – men at det har en afsender, nemlig Gud. Det står ikke i panden på den nyfødte så man kan se det med det blotte øje. Det står heller ikke på træernes blade med et stempel, så man kan se det: ”Made in heaven” eller noget i den stil. Men det står der alligevel som aftryk på hver enkelt af Guds skabninger, at vi er hans. Og troen på det kræver, at vi i en hver tid fortolker og taler om, hvad det betyder. Hvordan Helligånden er Gud udtalt i nutid.

Ånd har med ord at gøre. Med sprog. Med kommunikation. Det er Ånden der konstituerer det fælles sprog, der gør at vi kan tale sammen på trods af alle vores forskelligheder. Det er også derfor at vi begyndte med at høre fortællingen om Babelstårnet. En fortælling der siger noget helt grundlæggende om, hvad der sker når én sammenhæng bliver åndsforladt, og vi bliver så optagede af vores eget projekt, at vi helt mister jordforbindelsen og sansen for hinanden. »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.«, sagde de. Det var deres projekt. Et tårn der var højere end noget man tidligere havde set. Et vartegn. Et sted de kan rette blikket mod. Noget vi kan være stolte af og samles om. Men de havde glemt hvem livets afsender er. De havde glemt at det er Gud der er den højeste, og som vi skal rette vores blik mod og samles om. De ville selv være guder og det gjorde projektet åndsforladt.

Fortællingen slår fast, at vi mennesker ikke er skabt til at komme højt op i himlen, men til at leve på jorden. I fortællingen forvirrer Gud menneskene ved at give dem alle mulige forskellige sprog, så de ikke længere har et fælles sprog og de må opgive deres projekt og bliver spredt ud over hele jorden – som parthere, elamitter, grækere, arabere og jyder.

Det er en fortælling der handler om os mennesker til alle tider. Fortællingen om, hvad der sker, når vi mister fokus og sans for den fælles ånd – og retter blikket mod vores eget projekt. Det er fortællingen om, at så falder det fra hinanden. Og den erfaring har vi fra alle mulige sammenhænge. Vi kan genkende det fra parforholdet og fra andre tætte relationer – at hvis vi mister ydmygheden i forhold til det vi har sammen og i forholdet til den anden, og bliver alt for optaget af os selv og vores egen dagsorden, så går forholdet i stykker. Når vi fx læser tykke bøger om det perfekte parforhold og om at realisere sig selv, i stedet for at se den anden i øjnene og realisere den kærlighed, som vi har pligt til hver dag i det helt almindelig lavpraktiske og ualmindeligt jordiske hverdagsliv.

Vi kan også genkende det fra ambitioner om, at ville gøre noget perfekt i arbejdslivet eller andre steder. At vi i vores forsøg på at ville gøre en forskel, så let kommer til at miste fodfæste og blik for hvad der er det vigtige i en større sammenhæng. Ikke bare for os, men for fællesskabet. Og det er også hårdt. Også når vi forfalder til at tro, at vi kan være noget vi ikke er. Når vi er i vores jagt efter at få det fulde potentiale ud af os selv og dem vi omgiver os med, hele tiden forsøger at optimere vores evner, så vi kan nå længere og højere – og hele tiden tænker i at skulle være omstillingsparate og forandringsvillige, så kommer vi let til at ødelægge noget på vejen. Både for os selv og andre. Og lad det være sagt: Der er ikke noget galt i at have ambitioner – hverken på egne eller andres vegne. Uden ambitioner, havde vi hverken opdaget at jorden er rund, at pencilen kan helbrede eller at film skal ses i biografen. Men når vi i jagten på det optimale, mister sansen for det fælles – og ydmygheden i forhold til at livet er noget vi har fået givet – så går noget i stykker. Og det er det, der er fortællingen om Babelstårnet.

Pinse er en modfortælling. Her sender Gud den Ånd, der giver os et fælles sprog, så vi kan tale sammen på trods af vores forskelligheder. Helligånden er en modgift til åndsforladthed og mangel på sammenhæng. Den er Gud der fylder tomrummet ud, og fjerner det der er kommet imellem os. Den er Gud der fornyr vores fællesskaber. Ikke bare en gang, men igen og igen. Vi kalder det også frelse. Eller nåde. Eller tilgivelse. Og troen på det, gør at vi bliver i stand til at se underet, ikke hokuspokus og underlige mirakler, men det under at jeg er til, og det under, at der er mennesker der holder af mig – og kan blive ved med at holde mig ud. Og det under, at Gud skaber sammenhæng og er ånden i al vores menneskelige mærkværdighed. Pinseunderet er, at det ikke bare er fortid eller fremtid, men at det er nu. Lige nu og her, og i evighedens nu. I Frydenlund og Frygien, i Møllevang og Mesopotamien, i hele Asien og i hele Aarhus V. Pinse er at vi kan udtale Gud i nutid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.