Menu Luk

Håbet som vilkår

16. søn. eft. trinitatis: Luk 7,11-17

Fortællingen om enken fra Nain, der får sin søn igen, er en fortælling om håb.Det er en gribende fortælling om enken der er i gang med at bære sin eneste søn til graven. Gribende, fordi vi kan se det for os: Enken, båren med den døde søn, sammen med et ligfølge, der ikke aner deres levende råd. De går med tunge skridt på vej ud af byen til gravpladsen. Der er ingen vej tilbage. Og så pludselig sker der noget. De møder Jesus og hans følge. De kan høre dem på lang afstand. Masser af livlig snakken og engagerede diskussioner. Masser af håb. De to grupper mødes og så sker der noget, som ændrer fremtiden for hende. Jesus ser hende, og hendes sorg og lidelse, rører ham og så rører han den døde. Til enken siger han: Græd ikke! Til den døde siger han: Rejs dig op! Og enken holder op med at græde, og den døde rejser sig op – og Jesus giver – den nu levende søn med fremtiden for sig og håbet i sig – tilbage til sin mor. Og alle der så det – både de der kom dertil fyldt af glæde og de der kom dertil fyldt af sorg, blev fyldt af den ånd der er så stor, at den gør os små nok til at takke Gud. Græd ikke! Rejs dig op! – det er opstandelsesord. Det er evangeliet der trøster os, og byder os at stå op til et liv med Gud – til et liv i Gud.

Det er en fortælling der handler om håb. At der i vores liv og vores verden – som nok er fyldt af både død og elendighed – også er et håb og opstandelseskraft, som ikke kan slås ned eller slås ihjel. Men som rejser sig iblandt os til mod og fornyelse af vores liv og fællesskaber. Man kan selvfølgelig læse teksten som en beskrivelse af et møde mellem en helt konkret enke og Jesus på en helt bestemt dag i Nain for ca. 2000 år siden. Men man kan også læse den som et billede menigheden – på os. Enken her er et udtryk for et menneske, som ikke alene har mistet sin mand – men som også har mistet sin eneste søn. Dengang var en kvindes rette bestemmelse eller sammenhæng eller det der fremkaldte hende som et menneske, at hun var sin mands kone, og sine børns mor. Enken her, var ikke længere nogen af delene. Hun havde altså ikke længere nogen bestemmelse, eller nogen sammenhæng at være menneske i. Børn er om nogen udtryk for fremtid og håb, fordi det er meningen at de skal leve længere end deres forældre. Og hun mistede altså sin fremtid og sit håb, da hendes søn døde.

Enken kan være et billede på menigheden, på os, når vi oplever os uden fremtid og håb. Når vi har mistet det der giver os mening og sammenhæng.

I den gamle oversættelse, stod der ikke at den døde var sin mors ”eneste” søn – men der stod, at den døde var sin mors ”enbårne” søn. Meningen er den samme – men vi aner alligevel en tydeliggørelse af sønnen, som et udtryk for Kristus, når vi taler om ”den enebårne søn”. Fortællingen om enkens søn fra Nain, kan altså læses som en parallelfortælling til Påsken. Her siger Jesus fra korset til sin egen mor – Græd ikke og giver hende Johannes som søn. Og her står Guds enbårne søn op fra graven. Han var død, står op og bliver givet tilbage til menigheden som fremtid og håb.

En sådan læsning af teksten giver et større perspektiv for os. Det bliver en begivenhed der ikke bare skete engang, men noget der sker hver eneste dag. At håbløshed ændres til håb. At død bliver til liv. Og gør det tydeligere at vi er den enke eller de mennesker, som får del i Guds fremtid og håb. At ligesom som døden er et grundvilkår for os mennesker, og det er det jo. Så er håbet/livet/fremtiden det også. Og det er måske det, fortællingen vil sige til os: Græd ikke! Håbet/livet/fremtiden rejser sig op og bliver givet til os, som en ny begyndelse. At Gud er begyndelsernes Gud, som lover os at der altid er mere liv og håb at give af. Og at det håb og det liv, har vi fået del i.

Sådan kan man læse teksten og måske giver den så mening for os. I hvert fald når vi sidder her i kirken og i fællesskab bekender at Kristus er tilstede iblandt os, som det der binder os sammen og forsoner os. Vi er – menigheden er – Kristi opstandne legeme – Håbet er givet os, som livsvilkår og livskraft, der vil rejse os op når vi er faldet og rive os ud af alt det der binder os til død og mismod.

Men giver det mening for det menneske der har mistet alt, som enken i fortællingen? Bliver det ikke noget abstrakt og virkelighedsfjernt for den, som er flygtet fra krigen i Syrien og har mistet store dele af sin familie, sit hjem, sin sammenhæng, sine drømme, ja sin fremtid.

Gud er begyndelsernes Gud. Gud skænker nyt liv og håb. Gud trøster den der sørger. Store ord. Og temmelig abstrakte, når man må hutle sig vej igennem Europa m. sine børn, uden at ane hvad fremtiden bringer af rædsler og ydmygelser. Når man ikke kan overskue dagen i dag, så kan man heller ikke overskue sit liv i et evighedsperspektiv. Når ens tarme skriger af sult og udmattelse, så er begreber som evigt liv og fremtidshåb langt væk i horisonten.
Det er gribende at høre og se de store skare af flygtninge der er i gang bære deres børn og sig selv gennem ukendt land. Gribende, fordi vi kan se det for os – og ja, vi behøves ikke engang bruge vores fantasi. Vi ser det hver gang vi tænder for fjernsynet. Det kommer så tæt på at vi tænker det kunne være os. Vi ser familier der har mistet alt og flygter fra krig og rædsel og vi aner ikke vores levende råd. Der er ingen vej tilbage. Og så pludselig sker der noget. Midt i al magtesløsheden og elendigheden, oplever og ser vi også masse af varme og medmenneskelighed. Mennesker der engagerede tager imod og hjælper. Rækker hænderne ud med håb og åbne arme. Vi ser mennesker der mødes og så sker der noget der ændrer verden og situationen for de nødlidende. Det er også dødt der bliver til liv. Det er håbløshed der bliver til håb. Det er fortvivlelse der bliver til trøst. Det er en fremtid der rækkes gennem menneskehænder, der bærer håbet i sig. Sådan kan vi se tegn på Guds opstandelseskraft og håb i verden: Mennesker der har sat særlige aftryk i vores liv. Mennesker der har lagt øre til vores bekymringer og fået vendt vores tanker i en ny retning. Mennesker der tålmodigt rummer os, så vi får tid til at stå på benene igen. Mennesker der har tilgivet os. Der er masser af tegn på at Guds opstandelsesord bliver til vores virkelighed, og trøster os – og rejser os.

Død og elendighed er et grundvilkår for os mennesker, men det er livet og håbet også. Og det er vores opgave, når vi møder et menneske der bærer på død og mangel på livsmod, at række hænderne ud og pege på at der er liv og muligheder og håb der kan rejse os op, og at Gud er den vi kan takke for nye begyndelser. Der er mange eksempler på død og elendighed i verden, men der er takket være Guds gennemgribende opstandelseskraft, også mange eksempler på at livet og håbet ikke kan slås ihjel. Det skal vi hjælpe hinanden med at se og mærke. Kristus er det håb, som har kraft ikke bare som en evighed af tid, men også som fornyelse af vores liv, som det er, når det er værst. Og vi bærer det håb og liv i os, som kan gøre en forskel for et andet menneske.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.