Menu Luk

Gud har givet afkald på almagt

Prædiken i Gellerup Kirke, Trinitatis Søndag

”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” Al magt! Vi tror på Gud den almægtige, bekender vi også i trosbekendelsen – og det er lige præcis det vi moderne mennesker får galt i halsen. For hvad betyder det, at Gud har al magt i himlen og på jorden?

Almagt betyder, at man har magt over alting – og hvis der eksisterer andre magter, så vil de være underlagt den almægtige. Hvis Gud er almægtig, betyder det, at Gud har magt over alle ting i universet. Og det er en forestilling der rummer en hel række problemstillinger, som vi må forholde os til, for at få vores verdensbillede og gudsbillede og menneskesyn til at hænge sammen.

De seneste uger har der været en diskussion i flere aviser – men særlig i Kristeligt Dagblad, om lige netop det spørgsmål. Nogle danske teologer stod frem og sagde at massakren på Utøya, skulle være en del af Guds plan eller vilje. Og det får man naturligvis og heldigvis ikke lov til at sige ustraffet.

Men lad os nu alligevel prøve at gå ind på deres tankegang, som man jo må erkende er en del af, særligt den gammel testamentelige gudsforståelse, og som har været en holdning der har været repræsenteret i kirken altid.

Tankegangen er den at fordi Gud er almægtig, er det ham som virker alt. Han er årsag til alt godt og alt ondt der sker. Og at Gud kan bruge det, som i sig selv er ondt til at fremme hans plan og vilje.

Aktuelt forstås fx massakren på Utøya, i den mest ekstreme udgave, som Guds straf. I en anden lige så kynisk udgave forstås det, som et middel til omvendelse. Massakren der resulterede i over 70 unge menneskers død, skulle være en af Guds måder at råbe os mennesker op på.

Det er en helt igennem afskyelig tankegang, og teologisk har den meget lille opbakning her i Danmark.

Vi må holde Gud ude af alle motiver i forbindelse med Brejviks handlinger på Utøya, og i stedet bede til og tro på at han var og er sammen med både de døde og de efterladte.

Men hvordan skal vi så forstå Guds almagt? Hvis Gud styrer alting og har magt over alting, hvad betyder det så for menneskets handlinger?

Man kan forestille sig, at Gud holder mennesket som en marionetdukke, der kun gør noget, hvis den bliver styret.

Det er jo netop det fantastiske ved historien om Pinocchio. Han er bare en marionet, der bevæger sig, når der bliver trukket i snorene – indtil det fantastiske sker, at han pludselig bliver levende og får sin egen vilje.

Pinocchios far ønskede sig mest af alt en søn. En rigtig levende søn i stedet for de marionetdukker, der kun gjorde, hvad han bestemte de skulle gøre.

Historien om Pinocchio kan være med til at illustrere, hvad problemet med Guds almagt er. Gud ønsker at skabe mennesker, han kan være sammen med – rigtigt levende mennesker. Men til det at være rigtigt levende hører jo altså det, ikke at være fuldkommen styret. Man er med andre ord ikke et rigtigt levende menneske, hvis man fungerer som en marionetdukke.

Og det er i virkeligheden et af de vægtigste argumenter mod den tanke, at Brejviks handlinger skulle være forudbestemt af Gud.

Jo  mere almægtig Gud er, jo mindre fri er menneskets vilje – og jo mere fri menneskets vilje er, jo mindre almægtig kan Gud være. Der er altså et spændingsforhold mellem Guds ubegrænsede almagt og menneskets vilje. Så længe Gud kan bestemme, hvad mennesket gør, hvordan det tænker og handler – så sker alting kun i overensstemmelse med Guds vilje.

Hvis Gud er almægtig og mennesket ingen vilje har, så er det på den ene side positivt, fordi det så kun ville være Guds vilje, der sker i verden. På den anden side er det negativt, fordi det reducerer mennesket til at være en marionetdukke.

Hvis Gud ikke er fuldkommen almægtig og mennesket har en fri vilje, så handler det måske ikke, som Gud ønsker det. Pinocchio løber f.eks. også væk fra sin far, da han er blevet en rigtig levende dreng. Og da mennesket bliver levende med sin egen vilje, løber mennesket væk fra Gud og laver ballade som vi hører om det i syndefaldsberetningen.

Vi må leve i den spænding, at vi på den ene side fastholder at Gud er almægtig men at Gud jo også netop som almægtig afgiver magt til mennesket ved at give det en fri vilje, så mennesket nu også er blevet et ansvarligt væsen.

At mennesket har en fri vilje, betyder ikke at Gud så ikke længere er en almægtig Gud. Man kan sige, at Gud ikke fratages almægtighed, men netop ved sin almagt trækker sig frivilligt ved at give mennesket dets frie vilje

Når vi forsager djævelen, siger vi nej til at have noget at gøre med Djævelen og hans ondskab. Efter forsagelsen bekender vi, ”at vi tror på Gud Fader den almægtige, Himlens og jordens skaber”. Hvad er det for en spænding, vi har her? På den ene side siger vi, at vi ikke vil have noget med den onde magt at gøre. At forsagelsen er med, pointerer at der er en magt uden for Gud, en magt der her kaldes for ”djævelen”. Og umiddelbart bagefter bekender vi, at Gud er almægtig. Det spændingsforhold betyder ikke, at vores trosbekendelse er noget sludder, men det understreger den pointe, at det er utroligt svært at finde ud af, hvordan Gud og det onde forholder sig til hinanden. I trosbekendelsen ser det altså ud til, at det er en magt uden for Gud, der er skyld i det onde. Men hvad nu, hvis det forholder sig sådan, at Gud selv er ophav til det onde? Hvilke problemer kan der ligge i at sige, at Gud er årsagen til det onde i vores verden som fx massakren på Utøja?

Ja, vi får i alt fald svært ved at tro på, at Gud skulle være en god, kærlig Gud. Hvis Gud er god, hvorfor er verden så ond? Hvis Gud er kærlig, hvorfor forhindrer han så ikke bare ondskaben i verden? Dette problem er helt grundlæggende en klassisk problemstilling, som mennesket til alle tider har måttet forholde sig til.  Problemstillingen kalder man for theodice-problemet. Og problemet er, at hver gang man vælger én løsning på, hvad det onde er, en model, så er der noget andet, der bliver et problem.

Det, der er væsentligt at slå fast, og den ”løsning”, som man måske må nøjes med, eller måske rettere erkendelse, er, at det for os mennesker aldrig er muligt at begribe Gud fuldt ud. Vi kan ikke ”regne Gud ud”. Og når man alligevel forsøger at regne Gud ud, så ender man altid med at gøre Gud mindre, fordi den menneskelige erkendelse ikke rækker til at forstå eller begribe Gud. Theodiceproblematikken er en spænding, vi må leve med livet igennem. En mulig måde at leve med det på, er at Gud ikke har en mening med lidelsen, men at Gud aldrig slipper den der lider. Det er i virkeligheden alt, hvad der er at sige.

Træskæreren Gepetto ønsker sig virkelig en søn, men han kan kun lave træfigurer, der gør, hvad han siger – figurer, der ikke har selvstændighed og personlighed. Men pludselig sker der det mirakel, at der bliver blæst liv eller ånde i træfiguren Pinocchio, og træskæreren bliver far til en levende søn.

På samme måde med Gud. Vi mennesker eller børn, som Gud elsker, har vores egen vilje. Det kan nemlig ikke lade sig gøre at elske nogen, som man uindskrænket bestemmer over. Det giver i alt fald ikke rigtigt nogen mening. Hvis man elsker nogen og befaler, at de skal elske én tilbage, er der jo ikke tale om kærlighed. Hvis Gud elskede på den måde og befalede mennesket at elske ham igen, ville hans kærlighed blive forvekslet med magt og magtanvendelse.

Og magt og kærlighed ligger meget langt fra hinanden. Elsker man nogen, elsker man jo netop den anden, som han eller hun er. Og kærligheden, som mennesket i så fald ville vise Gud, ville jo ikke være kærlighed, men opfyldelse af en befaling. Det ville være at udføre en ordre. Og der er lige så langt mellem kærlighed og tvang. Kærlighed er altid frivillig.

Hvis kærligheden mellem Gud og mennesker, skal være en rigtig kærlighed, må Gud give mennesket lov til at have sin egen vilje og gøre sine egne valg. Uden frihed kan man ikke være ansvarlig. Det kan være, at mennesket elsker Gud igen – men Gud løber også den risiko, at mennesket vender sig bort fra Guds kærlighed.

Det centrale er, at hvis man elsker nogen, må man altså give afkald på at være almægtig. Gud vil selv den kærlighed, som begrænser hans almagt. Gud elsker mennesket, og derfor begrænser han sin magt til at få mennesket til at makke ret. Og derved løber Gud den risiko, at mennesket vender Gud ryggen og løber sin vej ligesom Pinocchio.

Men Gud bliver ved med vha. kærlighed at forsøge at få mennesket tilbage til sig (ligesom faren i historien om den fortabte søn – der løber sin søn i møde) – og det er faktisk det, evangeliet  handler om. Forsoningen i Kristus, betyder, at tanken om hævn er ophævet, og at Gud har forsonet sig med mennesket. Vi har dermed fået en åbenbaring om Gud, som fortæller noget andet om Gud end det, vi møder i Det Gamle Testamente. Og på den baggrund må vi tage afstand fra en forståelse af Gud som hævnens Gud. Den almægtige og skabende Gud, er først og sidst en kærlig Gud.

Men at Gud er kærlighed, betyder ikke at han altid kærtegner os. Kærligheden stiller store krav til os, og indimellem vil vi også erfare at kærligheden kræver ofre og gør ondt. Kærligheden er også streng.  Hvis kærlighed alene er sødsuppe og kærtegn, mister den sin alvor.

Det er kærlighedens pris, at Gud har givet afkald på al magten. Lad os bede til at vi får mod til at give ham magt i vores liv. – alle dage ind til verdens ende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.