Menu Luk

Gud er inkonsekvent

Første søndag efter trinitatis

Luk 12,13-21

”Nu igen!” Det var min første tanke, da jeg læste teksten til i dag. Nu igen! Nu igen en tekst om penge! Jeg er faktisk dødtræt af al den snak om penge! Træt af at skulle høre om, at penge ikke er det vigtigste i livet. Vi ved det godt, tak!

Tror egentlig det vil overraske de fleste hvor meget vi egentlig taler om penge i kirken. Det fleste vil nok have en forestilling om, at vi kun taler om åndelige spørgsmål. Men nej, igen og igen taler vi om penge. Og her tænker jeg ikke kun på at mange menighedsrådsmøder handler om penge, penge, penge. Regnskab og budgetter og hvordan vi igen i år ikke overholder dem.

Nej, også når vi har gudstjeneste taler vi om penge. Prøv og tænk over hvor stor en del af kirkens ordforråd, der er stjålet fra finanssektoren. Vi taler om løsesum, om at bliver frikøbt¸ skyld og skyldnere, og gæld og arv, om regnskab og om at Kristus har betalt prisen for os.

Og her i Lukasevangeliet læser vi den ene tekst efter den anden, med det fokus at penge er som skidt der skal spredes til glæde for andre, at vi ikke må samle til lade eller bankbog, og at det er vanskeligt for en rig at komme ind i Guds rige, fordi det er så let at komme til at elske sine penge højere end Gud og medmennesker.

Vi skal være på vagt overfor griskhed, står der og det er ikke nogen overraskende pointe. Vi ved det godt. Vi og Rasmus Sebach – der synger:

Hvorfor går vi rundt og tror

det så vigtigt at lave den million,

du kan få masser af succes,

men hvad det værd,

hvis du ikke deler det med nogn..

Der er skrevet hundredvis af popsange der handler om at ”penge er kun papir”. Vi ved det godt. Vi ved godt, at vi ikke bliver lykkelige af penge. Der er ingen lommer i ligklæder. Livet handler ikke om at samle sig skatte, men om at være rig hos Gud og rig på venner.

Vi ved det godt! Men ingen af os tager konsekvensen af det. Eller jeg gør i hvert fald ikke, men nu er jeg også ret inkonsekvent af natur.

Jeg er faktisk enormt inkonsekvent. Det præger min opdragelse af mine børn. ”Mor, vi gider ikke i seng!” ”Jo, det skal I, klokken er mange!” ”Åh, vi er tørstige. Vi vil have noget vand.” Nej, I har lige fået vand. Nu skal I sove.”. ”Vi vil have vand!”. ”Nej, når jeg siger nej, så mener jeg nej. Basta!” Åh, søde mor, vil du ikke læse en historie mere?” ”Nå, så pyt da, men så er det også slut.”

Det er mit indtryk, at de fleste mennesker er ligeså inkonsekvente som mig.  Jeg kender mange, der går rundt og klager over deres hverdag og deres tilværelse som sådan. De arbejder for meget. De arbejder for hårdt. De går til for mange møder. De er engagerede i for mange ting. De har svært ved at sige nej. De har ikke tid nok til at være sammen med deres børn. Der ser sjældent deres venner. De har ikke tid til fordybelse, til at læse. De har ikke tid til at gøre alle de ting, som giver dem energi. De har ikke tid til at rejse, løbe, gå i biografen eller bare at være. Eller der sker aldrig noget spændende. Den ene dag tager den anden. De er ved at gå til i hverdagens trummerum og pligter.

Hvorfor så ikke droppe arbejdet? Finde, en mindre lejlighed eller et mindre hus? Skrue ned for forbruget? Droppe, tanken om det perfekte? Og bruge mere tid på børnene? Bruge mere tid på vennerne?

Hvis vi er så utilfredse, hvorfor gør vi så ikke noget ved det? Laver nogle radikale ændringer i vores prioriteringer, så der bliver mere tid til dem og det vi holder af?

Nja, nu begynder øjnene at flakke… På den ene side og på den anden side… og vi skal jo også leve af noget. Og hvad vil folk ikke tænke. Og sådan er samfundet nu engang skruet sammen. Vi kan ikke sådan, bare leve helt anderledes.

Vi er enormt inkonsekvente. Vi vil gerne have et rent miljø, men vi er ikke parate til at droppe bilen. Vi vil gerne have mere tid til vores familie og venner, men vi er ikke parate til at skære ned på de materielle goder, som vi også kræver i vores tilværelse.

Vi vil gerne gøre det gode. Vi vil gerne være stede i vores eget og vores nærmeste liv. Dele vores kærlighed og vores tid med andre. – men vi er også ligesom manden der vil forsikre sit liv med et stort forrådskammer. Vi vil begge dele. Vi vil både Gud og mammon, sådan er vi inkonsekvente mennesker. Vi vil to eller flere ting på engang.

Jeg kender en fyr, som virkelig gerne vil tro. Han føler sig hjemme i kristendommen, og han kan godt lide at komme i kirke og synes der er så mange gode værdier i kristendommen, som han gerne vil bygge sit liv på.

Men han bliver provokeret af tekster som den her. Det provokerer ham at det skulle være sværere for en rig at komme ind i Guds rige, end for en kamel at komme ind gennem et nåleøje.

Det provokerer ham med alle de tekster i Bibelen der handler om at man skal vælge mellem Gud og mammon.

Og vi har sådan lyst til at tage brodden ud af evangeliet, og gøre det tema mindre radikalt. – og sige sådan noget med, at det jo bare handler om at man skal være lidt opmærksom på ikke at blive alt for grisk og sån – men budskabet er faktisk radikalt. Hvis du elsker penge, så de ejer dig – og bestemmer retningen for dit liv – så er du i gang med at tømme dit liv for indhold.

Vanitas, vanitatis, sådan står der i Prædikerens Bog 1, og det oversattes engang med ordene: Forfængelighed, forfængelighed. Eller som i den oversættelse vi bruger i dag: ”Endeløs tomhed, alt er tomhed.”

Der findes malerier af en type, man kalder: Vanitas. Billeder, hvor maleren prøver at gengive i farver og former, hvordan den store tomhed, Tomhedernes Tomhed, det hule, forfængelighedernes forfængelighed kan se ud i vores liv.

Ofte er billederne fyldt med motiver fra vores liv, der er forgængelige: blomster, fisk eller glas og sæbebobler. Tit er der også magtsymboler som kroner, sceptre og våben, men over det hele kan der være en luftighed eller en skrøbelighed for netop at vise, at det er forgængeligt. De ligner  i udtryk, det vi kalder memento mori-billeder, altså: husk-du-skal-dø-billeder.

Ofte fylder vi vores liv op, med ting og sager, programmer og projekter. Noget af det, er som selve livet for os. Ligner livsfylde, fordi det giver os en dyb tilfredsstillelse.

Men så pludselig, som lyn fra en klar himmel, kan det alt sammen virke fuldstændig ligegyldigt og tomt. Og uden betydning. Som idel forfængelighed. Ren tomhed. Ligesom i første del af Kingos salme: Far verden, far vel – som vi skal synge under nadveren.

De pludselige nedslag af tomhed kan have mange forskellige grunde. Men fælles for dem er, at det som ellers virkede som en hel og sammenhængende tilværelse og mening brydes i stumper og stykker. Falder fra hinanden, så man kan blive bange for selv at falde fra hinanden.

Ofte er det dødsfald, tab, sorg og modgang, der river et slør fra vores øjne. Store omvæltninger i vores liv, der gør, at lige pludselig, hænger ingenting sammen mere. Man kan sidde i en stue på hospitalet og bladre i et ”Alt for damer” – og det virker fuldstændig åndsforladt at nogen bruger deres liv på at skrive sådan noget sludder. Og ugen før, købte man måske selv det blad i kiosken med største fornøjelse.

Har man først mødt tomhedens tomhed, så bliver ingenting mere det samme.  Man kan have perioder i ens liv, hvor dagene bare kommer og går – uden at man er i dem. Uden at de bliver til liv.  Og det kan hverken penge eller forsikringer ændre på. Tomheden kan vi ikke selv fylde ud.

Livsfylde, som er det modsatte af tomhed, gives til os. Rækkes til os udefra.

Livsfylde er at vores dage ikke bare kommer og går, men at mens de kommer og går, så er vi i dem. Så hver dag og hvert møde er det, der bliver livet. Ens eget liv og andres liv.

Livsfylde er dage fyldt med tid og kærlighed til dem og det vi holder af. Livsfylde er, at vi griber det evige liv og lever det nu.

Livsfylde er, at vi tør droppe forsikringerne, og lægge vores liv i Guds hænder.

Livsfylde er ikke grådigt at ville have mere, men taknemmeligt at tage imod og give videre.

Livsfylde er at få del i en inkonsekvent kærlighed. Guds kærlighed.

Kristus er guddommelig inkonsekvent. Sådan er kærligheden. Den er inkonsekvent. ”Kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt” – der burde også stå: ”Kærligheden gør folk inkonsekvente!”

Når vi står ansigt til ansigt med Gud, må vi have lov at håbe og tro, at han i sin kærlighed til os er ligeså inkonsekvent, som vi har været i vores liv. Vi fortjener ikke hans kærlighed, fordi vi har levet som vi har gjort.

Vi står foran ham og kan kun vise nogle sørgelige resultater frem. Vi står foran ham med tomme lommer fyldt med åndssvage penge, livsforsikringer, et prangende CV eller et smagfuldt indrettet Bo Bedre hjem.

Og så må vi heldigvis tro at Guds kærlighed ikke kun tror alt, håber og udholder alt. Men at den også er inkonsekvent ud over alle grænser. Vi må tro, at han elsker os, tilgiver os og tager imod os, som dem vi er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.