Menu Luk

Fjendebilleder

Intet er mere naturligt for os mennesker end at have fjender.

Og ofte kan det at have fælles fjender, ligefrem få os til at rykke tættere sammen. Hvis man er løbet tør, for samtaleemner med sin ægtefælle, så kan man altid tale lidt om hvor idiotiske naboerne er.

Eller hvis der er kommet lidt kure på tråden i venneflokken, så er der ikke noget bedre til at klinke skårene og løfte stemningen, end at tale om nogle andre, man er fælles om ikke at kunne lide.

Hvis vi kan blive enige om, hvem vi ikke kan lide, så svejser det os ekstra sammen. Så bliver det os mod dem.

Tit er ens værste fjende, én der tidligere har stået meget nær. En gammel ven, en eksmand, en bror man ikke længere ser. Kærlighed kan, som Anne Linnet synger, bli til had. Brændende kærlighed kan gå over i flammende had, hvis vi bliver skuffede eller sårede.

Det er ikke kun venskaber og ægteskaber der kan holdes sammen ved hjælp af fælles fjendskaber.

Det kan også et land eller nationer.

Intet i verden styrker det indre sammenhold som en ydre fjende. Vi står sammen mod Putin, siger Europas ledere og vi mærker hvordan vi rykker tættere sammen, som danskere og som europæere.

En ydre fjende kan få mennesker, der ikke er enige om ret meget, til at rykke sammen og synge med på vers som her til Sct Hans, hvor vi med høj fælles røst sang:
”Med sværdet i hånd skal være udenvælts fjende
beredte os kende”
og senere: ”Vi vil fred her til lands”

Det kan vi blive enige om. I vores fælles sange og vores nationalsange, synger vi om de ydre fjender. Dem vi er fælles om at have – og dem vi kan udpege uden videre.

Da vi søndag aften blev rystet ud af sommerstemingen, med de første beretninger om skyderier i Fields, gik der ikke længe, før vi havde teorier om at det var islamiske terrorister der stod bag eller højreradikale. Vi havde med det samme brug for at udpege en fjende. En fælles fjende, som vi kunne stå sammen om at afsky. Men som timerne gik, og politiet dygtigt blev klogere, kom det frem, at gerningsmanden ikke var hverken terrorist eller højreradikal eller drevet af nogen former for ideologi. Han var en syg mand. En psykisk syg mand, der har brug for hjælp og behandling.

Det gør det ikke mindre ulykkeligt. Der er tre mennesker der har mistet livet, der er mennesker der har mistet deres kæreste, der er sårede og hundredvis af mennesker, der (måske resten af deres liv) må kæmpe med angst. Og det berører os dybt og ryster os, at livet på et splitsekund kan gå i stykker.

Den seneste uge har vi stået sammen, ikke mod en fælles fjende – men fordi vi føler med ofrene, for den tragiske og ulykkelige begivenhed. Og vi håber og beder til at de er omgivet af mennesker der kan omfavne dem i al deres sorg.

Samtidig må vi også håbe og bede til at gerningsmanden og hans nærmeste, nu får den støtte og hjælp de har kaldt på. Vi skal blive bedre her i landet, til at hjælpe mennesker med psykiske lidelser.

Sandsynligvis har nogen af os her, på et tidspunkt haft en psykisk diagnose og jeg tror de fleste af os kender mennesker, som har eller har haft en psykisk lidelse, og som har erfaret, hvor svært det er at få den rigtige hjælp – og som også har oplevet tabuisering og at føle sig eget alene med sin sygdom. Syge har brug for hjælp og vi skal tage os i agt for, ikke at glemme at se mennesket bag sygdommen.

Ingen vil naturligvis tale om psykisk syge som fjender, men der er en del frygt, uvidenhed og stigmatisering forbundet med psykiske lidelser, som gør at man kan komme til at føle sig holdt ude og holdt på afstand. Vi kan være bange for, at den ulykkelige dag i Fields kan puste til stigmatiseringen af psykisk syge.

Vi er uhyggeligt gode til at producere fælles fjendebilleder.

Jesus taler i bjergprædiken, som vi har hørt i dag, om kærlighed til fjender. ”Elsk jeres fjender og bed for dem der forfølger jer”, siger han. Og det er måske – nej, det er det mest radikale Jesus siger.

Der kan findes paralleller til det meste Jesus har sagt –i samtidens jødedom eller nogle af de andre omkringliggende religiøse grupperinger, men udsagnet om at vi skal elske vores fjender, det findes ikke andre steder. Det er der ikke andre end Jesus der har sagt!

Tværtimod. Hvis der var noget der var markant i samtiden, så var det hadet til fjenderne. Når vi læser mange af de gammeltestamentlige tekster, så er vi ikke i tvivl. Den fælles fjende, har været en del af det der har fået folket til at stå sammen – og vende sig til Gud om hjælp.

Elsk jeres fjender! Det er så radikalt, at det ikke er til at forstå omfanget af. Der har i historiens løb været forskellige teorier om, hvordan bjergprædikenen skal forstås, og hvorfra buddet om fjendekærlighed er hentet.

Er det en ny lov? I hvert fald, er det en lov, der er umulig at opfylde for almindelige, ufuldkomne mennesker, der højst kan leve op til lovens bogstav, men ikke ærligt og af hjertet kan elske sine fjender og bede for sine uvenner. Men hvad er så formålet?

Bjergprædikenen er en samling Jesu ord, der er føjet sammen til en læreprædiken, beregnet for de nydøbte i Matthæus menighed.

Den skal læses som et udtryk for Jesu ønske om at skabe et nyt fællesskab blandt mennesker, og derfor kan vi gennem bjergprædikenens ord se Jesu drøm om et nyt gudsrige med et folk, der ikke blot lever efter næstekærlighedens bud, men som også har kærlighed til deres fjender.

Den kærlighed, der er tale om, er ikke sværmerisk eller afhængig af følelser, men udmønter sig i omsorg, fællesskab og medlidenhed.

Når ordet kærlighed bruges i forbindelse med fjender, sprænger det forståelsen af næstekærligheden, sådan som den blev praktiseret i gamle samfund, hvor familien stod stærkt. Her havde man omsorg for sine nærmeste, men fællesskabet styrkedes også ved, at man havde fælles fjender og fælles fordomme. Sådan var det på Jesus tid, og det er ikke ulig noget vi kender i dag

Vi ved, hvordan hadet i et lukket samfund eller fællesskab kan vokse gennem generationer og ende med at ødelægge tilværelsen for både ven og fjende. Man ser ikke mere den anden, men stirrer sig blind på det billede, man har skabt i sit eget had. Enhver forsoning udelukkes, der er ingen nåde, ingen tilgivelse – ingen fremtid.

Jesu rige bygger på, at vi er skabt i Guds billede og ser det billede i den andens ansigt. Vi skal se Guds billede også i vores billede af fjenden.

Og buddet om at vi skal elske vores fjender, er sagt til alle der producerer fjendebilleder. Det kan vi ikke sige os fri for.

Fjendekærlighed er Jesu vision for Guds rige – så radikalt er det

I himlen er vi alle lige. Gud lader det regne over onde og gode. Guds velsignelse kender ikke forskel på mennesker.

Vi kan ikke leve op til det krav den fuldkomne kærlighed stiller os – vi har brug for igen og igen at blive mindet om vores gudbilledlighed, sådan vi kan se det gudbilledelige – og dermed det menneskelige, også i dem vi har svært ved at regne som menneskelige.

Nogle gange kan man være sin egen værste fjende. Vi har hver især nogle ting, vi har svært ved. Vi har nogle barrierer vi ikke kan bryde ned, eller nogle blinde pletter, som vi kæmper med. Måske er det også de fjender inden i os selv, vi skal lære at elske på trods. I hvert fald kan det være en befrielse at være sammen med mennesker der tør, at stå ved hvem de er, på trods. Det hører med til at være menneske, at vi ikke er fuldkomne. – og erkendelsen af sin egen ufuldkommenhed, er en forudsætning for at møde andre mennesker ligeværdigt i al deres ufuldkommenhed. Fængselspræst Carl Lomholdt har engang sagt: ”Tænk sig, hvis vi alle, også alle os udenfor murene, som fangen i fængslet, hver især, skulle huskes for det værste, vi har gjort! Det ville selv de pæneste af os, ærligt talt, ikke bryde sig om!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.