Menu Luk

Find dig i din skyld!

22. Søndag efter trinitatis
Tekst: Matt 18,21-35

Er du skyldig eller er du uskyldig?

Hvordan vil det være at skulle fælde den dom over sig selv: Skyldig eller uskyldig?
Forestil dig selv i en retssal, ikke anklaget for noget specifikt, men bare anklaget som den du er i al almindelighed. Skyldig eller uskyldig?

Du står der for domstolen og skal forsvare dig. Hvor mange gange mener du at du er nødt til at komme med indrømmelser, som: ”Undskyld”, ”Det beklager jeg”, ”jeg var ikke helt mig selv”, ”hmm ja, det er en ommer”, ”ups”.

Ikke sådan for en eller anden forseelse, men sådan helt generelt: Er du skyldig eller uskyldig?

I forhold til hvem, kunne man spørge. Ja, i sidste ende til Gud. Spørgsmålet er om vi overhovedet abonnerer vi på den præmis at vi står til regnskab overfor Gud, i forhold til hvordan vi bruger vores liv og behandler vores medmennesker?

Den tanke står ret centralt i den kristne tro – men det egentlig ikke er noget vi italesætter så ofte. Det er ikke synd og skyld og regnskab og dom, der står øverst på vores åndelige dagsorden anno 2017. Med god grund måske. Men alligevel.

Det er noget meget fundamentalt. Ordet om Guds tilgivelse og nåde, er meningsløs hvis vi ikke skylder Gud noget som helst. Hvis vi ikke har et udestående regnskab der skal gøres op med Gud.

Så: Er du skyldig eller uskyldig? Skylder du Gud noget? Står du i gæld til Gud? Eller: Kan du med oprejst pande sige: ”Jeg har mit på det tørre – Gud og jeg, vi er kvit”

Ifølge fortællingen her i Matthæus Evangeliet, så står vi i gæld til halsen. Gud er ligesom den konge der benåder den tjener der er gældsat til op over begge ører. Og Matthæus har virkelig skruet op for beløbet her. 10.000 talenter skulle efter sigende svare til noget i retning af 10 gange, så meget som Herodes tjente om året. Dvs. en uendelig stor gæld selv for en tjener med en vis anciennitet.

Pointen er klar: Vi står overfor Gud, med en uendelig stor gæld, og han lader ligesom kongen i fortællingen nåde gå for ret. Nåde er en oversættelse af det latinske gratia, som vi kender fra ordet gratis. Guds lader os altså slippe gratis, fra en stor gæld.
Billedet af kongen der eftergiver tjeneren en megagæld, giver ingen mening som billede på Gud, hvis vi ikke forholder os til Gud, som en vi også står til regnskab for med vores liv.

Så i evangelisk forstand er der ingen tvivl: Du er skyldig! Til op over begge ører. Og vores skyld er så fundamental og monumental at vi aldrig selv ville kunne bringe den ud af verden.

Og det ikke at kunne gøre sig fri af en gæld, er altså en helt utrolig fremmed tanke i dag. Så fremmed at den kan være svær at få til at give mening.
Både økonomisk: Vi vil svare en hver sit. Vi vil ikke skylde nogen noget.
Og også eksistentielt: Vi fralægger os det personlige ansvar, skyder skylden på systemet, samfundet, udviklingen.
Og psykologisk: Vi arbejder på at gøre os fri, af det der binder os og hæmmer vores personlige udvikling.
Vi er frie skriger vi, og så kommer Matthæus her med en anden historie og påstår, at vi er totalt bundet op i skyld og gæld.

Tjeneren i fortællingen her reagerer faktisk meget 2017-agtigt, da han bliver konfronteret med sin ekstremt store gæld. ”Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen ”- Den bøn lever jo netop på illusionen om, at hvis bare lige vi får lidt mere tid – så kan vi komme fri af skylden. Han har en grundtanke om, at han faktisk kan gøre noget ved det. Kan gøre sig fri.

Vi er skyldige, ikke alene i klimakrisen, krige, social ulighed og alle de andre uoverskuelige konsekvenser af den kollektive skyld, som fylder os med handlingslammelse.

Nej, vi har også en skyld, der er helt reelt vores:
Når vi svigter en af vores nærmeste
Når vi lader være med at hjælpe, der hvor vi kunne
Når vi bliver så griske efter det bekvæmmelige, at det går ud over naturen og andre mennesker
Når vi arbejder på egne ambitioner, og det går ud over vores børn
Når vi ikke kan glæde os på andres vegne
osv
osv
Den skyld vi faktisk ikke kan komme fri af, fordi gjort er gjort.

”Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen ”, kommer vi også let til at sige, fordi vi lever i en tidsbåret illusion om at vi under de helt rette omstændigheder og hvis vi fik de helt rigtige udviklingsbetingelser, faktisk ville være i stand til at gøre det rigtige.

Tjeneren beder om tid. Han vil ikke stå ved, at han faktisk står i gæld til halsen, og at han ikke kan trække sig selv op ved hårrødderne.

Og kongen benåder ham. Ikke fordi han har fortjent det eller fordi han er uskyldig. Og tjeneren burde blive helt vildt lettet og glad og generøs. Men det sker ikke. Han går tilgivet derfra, som en fri mand. Fuld af overskud til at vise andre den sammen generøsitet. Men det gør han imidlertid ikke. I stedet griber han sin medtjener i struben og kræver at han betaler sit ret ubetydelige udestående med det samme.

Han vil ikke acceptere sin egen skyld, og han vil heller ikke accepterer sin medtjeners. Han vil være helt fri af alt hvad der har med skyld at gøre. Han vil svare enhver sit. Og lige præcis det forhold at han vil være fri, ender med at binde ham og sende ham i fængsel.
Evangeliets påstand er, at friheden ligger i det forhold at vi erkender at vi skylder Gud og næsten alt. Guds tilgivelse og menneskers tilgivelse af hinanden hænger sammen.

Ligesom den femte bøn i fadervor: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere, der helt på linje med fortællingen her viser os en forståelse af gudsliv og menneskeliv som uadskilleligt.
Her er i ordets mest præcise forstand tale om en relation. Gudsriget finder ikke sted, hvis ikke menneskers og Guds tilgivelse møder hinanden.

Den dobbelthed finder vi også i det dobbelte kærlighedsbud og den dobbelthed har også med tilgivelse at gøre. Tllgivelsen fjerner ikke skylden, men genopretter forholdet.
Som når vores ægtefælle har såret os, og vi siger: Ja, jeg blev helt vildt ked af det, og jeg har brug for vi taler om det, men jeg elsker dig stadig
Som det barn der er blevet brændt af en omsorgssvigtet barndom, der siger: Ja, det gjorde ondt og jeg kommer aldrig over at det skulle være sådan, men du er stadig min mor
Vi er ikke skyldfri, men vi må tro at vi alligevel er elskede af Gud. Der lader nåde gå for ret.

Den her fortælling er egentlig rimelig enkel. Der er en konge, som er overmåde generøs. Og så er der en tjener, som på ingen måde er generøs. Og så bliver kongen til gengæld overmåde streng. Først fuldkommen tilgivelse. Så fuldkommen straf. Hvordan hænger det sammen?

Vi lever af Guds tilgivelse, og skal tilgive hinanden. Og ligesom skylden ikke er noget vi kan gøre os fri i, men står fast i – så er tilgivelsen heller ikke noget hverken Gud, eller vi bliver færdige med.

Det er ikke som Peter der forestiller sig tilgivelsen, som noget der ligesom kan gå op. Altså som om det på et tidspunkt er nok. 7 gange spørger han, er det nok? Nej, 77 gange, siger Jesus – eller Nej, tilgivelsen er fuldkommen. Uden begyndelse og uden ende. Forfra og forfra igen.

Og det er godt. Guds rige går ikke op. Guds rige er ikke matematik og sandsynlighedsregning. Vi skal ikke nøjes med at høre den her fortælling én gang. Nej, den skal vi høre forfra og forfra igen.
Så når vi der har fået Guds nådige tilgivelse til morgenmad, ikke evner at dele den med vores medmennesker – men i stedet holder på vores ret, eller småligt kræver mere end den anden magter – sådan at vi allerede inden vi når frokost har misbrugt det vi har fra Gud, til skam for et andet menneske.
Og vi igen må stå til regnskab for Gud med en dårlig sag. – så må vi tro, at vi nok bliver dømt, som den smålige tjener for vores svigt og hårdhed, men at denne dom ikke er Guds sidste ord.
For når vi når til dommen, så må vi høre lignelsen forfra.
Vi må igen høre om den konge, der ynkes – den konge der lod nåde gå for ret og eftergav tjeneren hans uendeligt store gæld.
Og vi må igen begynde forfra, akkurat som det glædelig og befriende budskab – at Gud lader os begynder forfra.

Fortællingen holder os fast på alvoren – understreger vor menneske-lige fortabthed – den slår fast, at her hjælper hverken smukke løfter om bod og bedring – her hjælper ingen gode gerninger – her hjælper kun nåden fra Gud.
Ikke fordi vi er skyldfri – men fordi vi er skyldige og alligevel frikendt.
Ikke bare 7 gange, men 77 gange.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.