Menu Luk

Det er os, der skal være fødselshjælpere

Trinitatis Søndag, text: Joh 3,1-15

Hvordan kan det gå til? spørger Nikodemus. Og det kender jeg godt. Det spørgsmål har jeg stillet med jævne mellemrum hele mit liv. Hvordan kan det gå til? Hvad vil det sige at blive født på ny? Hvordan griber Gud ind i vores liv? Gør bøn nogen som helst forskel? Alle de der spørgsmål, som vi uundgåeligt bliver ramt af engang imellem. Eller jeg gør i hvert fald. Og jeg er ikke vokset fra det. Snarere tvært imod. Jeg stiller dem selv, eller jeg lægger øre til at andre stiller dem. Og det er måske så alligevel forskellen på Nikodemus og mig. Forskellen på Nikodemus og mig er ikke, at vi spørger og tvivler og bringes i anfægtelse. Forskellen er at Nikodemus aldrig kommer videre. Han vover sig aldrig derud, hvor han også fortæller om det han har set. Han forbliver tavs. Nikodemus er interesseret i at høre, hvad Jesus har at sige. Akademisk spørgende og undersøgende. Han er farisæer, en belæst politiker, der gerne vil holde sig orienteret og også gerne vil arbejde for Jesus rettighed til at sige som han gør – men han er også bundet af frygt for at miste sin position i partiet og bange for at give slip på det han har. Så han tager ikke springet.  Han forbliver tavs. Og den slags har forfatteren til dagens evangelium- Johannes, ikke meget til overs for.

Jesus siger til Nikodemus: ”Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd.” Det ligner lidt noget han sagde til disciplen Thomas, som ville se hullerne i Jesu hænder før han kunne tro på at Jesus var den korsfæstede og opstandne.

Dengang sagde han: ”Du tror fordi du har set, salige/lykkelige er de der tror, men ikke har set”. Det er altså os, der skulle være de salige/heldige asner der tror, men ikke har set. Når Jesus nu siger: ”Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set” – så er det oplagt at spørge: Hvad er det så, vi tror, men ikke har set? Er det det, Thomas så? Hvor ser vi det, så tydeligt, at vi kan tro det selvom vi lever her i tiden ca. 2000 år efter Jesus gik rundt på jorden? Det gør vi måske i det fællesskab, hvor vi vidner for hinanden, om det vi ved og det vi har set? Når vi holder hinanden fast på den fælles erindring, om at livet er større end det vi kan se med det blotte øje, at der er noget i livet der kræver et dybere blik/større øjne. Indimellem må vi låne hinandens øjne for at se det. Indimellem har vi brug for at der er nogen der vidner for os om det de har set, når vi spørger: Hvordan kan det gå til? Indimellem har vi brug for at blive holdt fast på at livet er gudsgivet. Indimellem har vi brug for at blive erindret om håb.

Før da lille Johanne blev døbt, tiltalte jeg – ligesom vi altid gør – fadderne som vidner. Det gør vi fordi I har set det, der lige er sket. I har set, at Johanne blev døbt til at tilhøre Jesus Kristus. Og opgaven er givet – som fadder/som dåbsvidne vi skal træde ind for barnet, når det fordømmer eller udstøder sig selv – og også hvis andre skulle gøre det. Eller når det bliver ramt så hårdt af livet og hårde vilkår, at det mister troen og tilliden. Da er det fadderne/vidnerne der skal kunne sige til både barnet og til alle andre: Vi har set noget andet! Det barn tilhører Gud – vores allesammens far, og det er der ikke nogen eller noget der skal modsætte sig.  Det er fadderens opgave, og  i virkeligheden er det vores allesammens opgave, at stå op for hinanden.

Når Luther taler om det almindelige præstedømme, eller det ”at enhver døbt er præst”, så er det netop det det handler om. Denne gensidighed: At vi holder hinanden fast på det, som er set, og at vi træder ind for hinanden.  At vi holder hinanden fast på at menneskelivet er gudsgivet, og at selvom det indimellem måske kan være svært at se det – og selvom vi indimellem mister helt orienteringen i vores liv, så er det ikke mindre rigtigt. Vi har bare svært ved at se det. Noget skygger for det, og vi har brug for at nogen tager os i hånden og viser os vej igen.

At tro på Gud er ikke en tilstand, men nærmere en bevægelse . Jeg tænker sådan om det, at dåben er givet som en ramme hvori jeg kan leve mit liv – min tro bevæger sig og forandres konstant – og indimellem slås jeg med den og kan overhovedet ikke få noget til at hænge sammen – men det betyder ikke at jeg falder ud af det forhold til Gud, som jeg er indsat i.

Jeg har af og til mødt mennesker, som lignede Nikodemus – og i perioder også haft det sådan selv – mennesker, som virkelig gerne vil tro, som måske endda har et brændende ønske om at komme til at tro, som kan misunde de mennesker de kender der har en tro – men som bare ikke selv kan tro.  Men sådan fungerer det  ikke med tro – vi kan ikke som entreprenante og beslutningsdygtige mennesker, beslutte os for at tro og så forvente at det kommer af sig selv. Troen er ikke på den måde en tilstand, men netop en bevægelse – som vi kan gå ind i, men som vi må forvente at vi skal blive ved med at bakse med. Troen er heller ikke en opadgående vækstkurve, som bliver større med alder og indsigt. Heller ikke for præsten – eller måske slet ikke for præsten.  Den bevæger sig ad snørklede veje og bliver hele tiden udfordret af erfaringer og ændrede livsvilkår.

Man kan opsøge det – stille sig til rådighed for troen – Bede, selvom man ikke aner hvorfor eller hvordan.  Gå i kirke, selvom man ikke nødvendigvis springer ud af sengen søndag morgen for at komme afsted. Synge med på salmerne, selvom man egentlig ikke kan. Vidne om det man har set, selvom man ikke helt ved hvad det betyder. Man kan godt tillægge sig nogle gode vaner, som kan være med til at holde en fast på at livet er gudsgivet. Også når troen er lille, og spørgsmålene flest.

Når Jesus taler om at vi skal fødes på ny, for at vi kan se Guds rige – så forbinder vi det oplagt med dåben – at vi bliver døbt med vand og helligånden, til et liv som Guds barn.  Men forbinder man det med troens bevægelse, så  må man tænke det sådan, at vi har brug for mange gange i løbet af et menneskeliv at bliver født på ny, for at kunne se Guds rige. At være et kristent menneske betyder at vi må være hinandens fødselshjælpere. Vi er forpligtet på at fortælle hinanden det vi ved, og vidne om det vi har set. Vi er forpligtet på at arbejde for hinandens tro og glæde.  Guds fornyende ånd er ikke abstrakt og virkelighedsfjern.  Den er det der skaber fornyelse og mening i vores tilværelse, ofte gennem et andet menneske, som lige netop gjorde eller sagde det, der fik og videre eller gav os fred eller fik os til at lande igen.

Jeg tror de fleste af os, når vi tænker tilbage på vores liv og på, hvordan vores tro har udviklet sig, vil binde vores historie op på en række mennesker der har betydet noget særligt i en periode. Mennesker, som på en eller anden måde har været vidner og fået os til at se livet og troen med nye øjne, så vi kunne lande igen. Det kan være nattelige samtaler ala Nikodemus og Jesus, hvor vi spurgte, med den der ærlighed, som mørket fremkalder: Hvordan kan det gå til? Og hvor den vi samtalede med gav os et svar, som vi kunne bruge. Det kan være en lærer vi har haft, som udfordrede os og gav os ny viden og satte nye ord, så det vi troede vi vidste, eller det vi troede vi troede, pludselig gav mening på en ny måde. Det kan være mennesker vi kun har mødt flygtigt på en rejse, eller gamle venner, eller familiemedlemmer. Sådan er det i hvert fald for mig. Min tro har forandret sig og bevæget sig og været gevaldigt udfordret – det er den stadig, men der har været nogle mennesker jeg har mødt, som på en eller anden måde har formået at tilfører mig et nyt blik på livet og troen, så det gav mening igen.  Og mennesker der viste mig, at jeg ikke var alene.  Så jeg er blevet født på ny, og igen har fået lov at se en mening – at se Guds rige.

At være et kristent menneske betyder at vi må være hinandens fødselshjælpere. Vi er forpligtet på at fortælle hinanden det vi ved, og vidne om det vi har set. Vi er forpligtet på at arbejde for hinandens tro og glæde.  Hvordan vi skal gøre det? Ja, det kræver i hvert fald at vi åbner munden når der er brug for det, og ørerne når der er brug for det. Og at vi rækker hånden og tager fat, når der er brug for det. Det kræver at vi aldrig bliver tavse, men altid vidner om det vi har set, så vi hjælper hinanden igen og igen, med at holde fast i troen på at livet er gudsgivet, og at vi er Guds betroede medarbejdere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.