Menu Luk

Den glædelige fødsel

Juleaften 2013

Så nu har jeg også taget et selfie! – ligesom Helle Thorning! Selfie er et af de nye ord, som vi danskere har taget til os i 2013 – godt hjulpet på vej af netop vores statsminister, der med sit berømte selfie med den amerikanske præsident, Barak Obama og Storbritanniens premierminister, David Cameron, for alvor har gjort ordet til en del af vores ordforråd.  

Om det var smart af Helle Thorning at tage et selfie til Mandelas mindefest, har der været delte meninger om – og det vil jeg lade være med at tage stilling til i aften.

Og om det var smart af mig at tage et selfie af mig selv i præstekjole her juleaften sammen med jer, det kan nok også diskuteres! 

Helles Thornings selfie har været diskuteret mere, end det nok har fortjent, men uanset hvad man måtte mene om det, så er det i hvert fald indiskutabelt en tendens at vi i højere grad end tidligere iscenesætter os selv, foreviger de vigtige øjeblikke i vores liv og deler dem på Facebook, næsten inden vi deler dem med vores nærmeste. Grænsen mellem det private og det offentlige flyder sammen, på en helt anden måde, end bare for få år siden.

 En af mine venner så billeder af sin nye nevø på Facebook, inden hun havde fået direkte besked fra sin bror om at hun var blevet faster. Og det er ikke usædvanligt at vi bliver vidne til ret private forhold via fx Facebook, om nogle mennesker, som vi egentlig kun kender ret sporadisk fra et kor vi engang har sunget i eller fra Folkeskolen.  Sådan er det! Og jeg vil ikke være den der begræder den udvikling, blot påpege at det stiller os over for nogle helt andre udfordringer i forhold til at navigere i, hvad det kræver af os at holde fast i os selv og sætte grænser for hvad vi vil og ikke vil dele med andre. Og også en forståelse for at snapshots og selfies på de sociale medier er en redigeret virkelighed. Punktnedslag af lykke og meget sjældent hverdags-leverpostej og livskriser. Den slags egner sig stadig bedst til virkeligheden, som den udspiller sig mellem dem der står os nærmest.  

Indrømmet – det er faktisk ikke første gang jeg har taget et selfie. Jeg fotograferer også mig selv i situationer, jeg har lyst til at dele med andre. Og måske er det ikke kun et udtryk for selviscenesættelse og ublu optagethed af sig selv – måske er det også et udtryk for at vi gerne vil fastholde de øjeblikke/afgørende begiveheder, som kaster glæde og liv af sig. 

Maria havde helt sikker taget et selfie af sig selv, sammen med Josef og æslet da de kom til stalden og erfarede at hun var nødt til at føde sit barn i lige der. Hyrderne havde uden tvivl taget et selfie af sig selv, sammen med jesusbarnet. Og Josef havde nok taget et selfie af hele setuppet, med de tre eksotiske visemænd fra østerland.  

Det er naturligt at vi vil fastholde de begivenheder i vores liv, som forandrer og bliver til afgørende pejlemærker for os. I dag tager vi billeder af det og ligger det på Facebook – og det er måske skidt. Måske godt. Men grundlæggende er der ikke så meget der har ændret sig. Vores erindring og vores livsfortælling har altid været punktnedslag og billeder på den indre nethinde af begivenheder i vores liv, som er afgørende for fremtiden. Verdenshistoriske begivenheder skriver sig ind i vores liv, og dem af jer der har oplevet besættelsen og befrielsen vil uden tvivl kunne huske hvor I var og hvad I lavede præcis på de dage – ligesom os der kan huske murens fald har det som sådan en begivenhed der satte aftryk, som vi også kan genkalde os i dag. Det samme med 11. september – de fleste af os, kan huske hvor vi var og hvem vi var sammen med da vi så de to tårne falde sammen. 

Jeg er nummer seks ud af seks børn. Og jeg har altid været lidt irriteret på min mor over, at uanset hvad vi taler om, om vi diskuterer hvornår Anker Jørgensen blev statsminister eller hvornår Hans og Ruth havde sølvbryllup, så orienterer hun sig altid ud fra hvornår én af os søskende er født. ”Det var det år jeg var gravid med Bente, eller det var året efter at Jens blev født”.

Men efter jeg selv er blevet mor, ved jeg, at det er sådan det er. Hele vores livsfortællling og vores hukommelse er bygget op på et skelet af de største begivenheder i vores liv. Og som forældre er der ikke noget større end vores børns fødsel. Det bliver omdrejningspunktet for alt, hvad der i øvrigt måtte ske – både i vores liv og i den store verden. Det er det, fordi en fødsel, gør dagsordenen ny. Verden forandrer sig – ikke bare et øjeblik, men for altid. Det ved, vi der er forældre. Det nye menneske – det barn – der kom ind i vores liv, ændrede os og vores verden helt grundlæggende. Der er et før og et efter, som aldrig bliver visket ud. Det er ikke muligt for os at vende tilbage til livet før fødslen. Børnefødsler bliver helt naturligt milepæle i vores liv, men der er også andre begivenheder i vores liv, som er så skelsættende, at de efterlader et tydeligt før – og efter. Og måske giver det mening at tale også om dem, som fødsler.  

En fødsel er en overgang fra en livsfase/livssituation til en anden. Fra foster til barn, fra barn til ung, fra ung til voksen, fra studerende til arbejdsaktiv, fra arbejdsaktiv til pensionist, fra kvinde til mor, fra forældre til bedsteforældre, fra single til to eller fra to til alene.  

Vi taler om at noget var en hård fødsel og noget var en let fødsel, men uanset graden af smerte og modstand, så ved vi alle sammen, at fødsler kræver sit og altid indebærer både et tab, af det som var – og noget nyt som blev en forandring for os.  Fødselsbilledet er stærkt. Vi taler også om, at vi barsler med noget nyt og det er ofte spændende. Eller vi taler om efterveer, når noget der skulle være blevet godt, bliver ved med at gøre ondt.  

Tiden op til fødslen kan være forbundet med både bekymring og forventning, angst og glæde. Og selve fødslen – om den er hård eller let, lang eller kort, så kræver den vores fulde opmærksomhed. Den kan ikke udliciteres eller klares på anden hånd. Det er os selv der skal gøre arbejdet. Og det særlige ved fødsler, er at de godt kan trække i langdrag – det kender vi fra alle livets forhold – at noget tog længere tid, end vi havde regnet med – eller end godt er – men at det altid ender med noget nyt. Vi kan ikke trække i land eller fortryde, det der er i gang med at ske – fødslen vil ske og der vil ske noget nyt. Vores dagsorden eller vores liv er under forandring. 

Hver gang når vi døber et lille barn her i kirken, så takker vi Gud for at barnet er kommet godt igennem fødslen og at han lod glæden fødes af smerte. Og det er en fin bøn, der også meget rammende siger noget helt grundlæggende om ethvert menneskes liv – nemlig at der ofte skal en smertelig fødsel til/afsked med noget som var, før vi kan finde glæden på ny. Fødslen er det nødvendige der skal til i vores liv, for en ny begyndelse. 

Her juleaften fejrer vi at Jesus blev født, at Gud lod sig føde som menneske. Og det er inkarnationen på enhver fødsel. Det er Gud der tilstede som ny begyndelse i alle vores livs fødsler. Når vi står i en livssituation vi ikke kan se os ud af, og mærker bekymringerne og angsten få tag i os, så er Gud det håb og det lys, der heler og forandrer vores syn på os selv og hinanden. 

Julen er en fejring af den glædelige fødsel. Og billedet af Gud, som det lille skrøbelige og sårbare menneskebarn, der bliver født ind i en verden af smerte og fattigdom – er et billede på, hvordan Gud er os nær – ja, nærmest i vores skrøbelighed og sårbarhed. Og julebudskabet er, at glæden og freden og kærligheden – ja, Gud – lod sig føde, som et barn ind i vores liv, som forandring og forvandling, som håb og som lys, som ægthed og sandhed.

 Og det er ikke en fjern højtragende påstand. Det er en erfaring fra vores helt og aldeles almindelige liv. At ligesom en fødsel ikke kan stoppes – uanset vores bekymringer og forbehold – sådan kan livet heller ikke. Bedst som vi mindst venter det – så rammer livets Gud os med overrumplende glæde, eller muligheder, som vi ikke selv havde set. Og bliver til forandrende milepæle og nye dage i vores liv med hinanden.

 Og i dag tager vi nogle gange billeder af det, for at dele vores glæde med andre. Kunstigt? Ja, det er det nogle gange når det bliver til selviscenesættelse og promovering af egen lykke. Men måske også meget menneskeligt. De fleste af os kan godt se bag om de glamourøse selfies og selvportrætter, og ved at der er noget inde bag ved, der er ægte og ærligt – og at det er der, livet for alvor er interessant og hvor Gud er fødselshjælper.  Og der hvor vi nogle gange har brug for at være hinandens fødselshjælpere, så vi kan dele – sådan rigtigt dele – både det svære og det fantastiske med hinanden. Det er julefreden. Det er Guds virkelighed, der bliver vores. 

Glædelig jul

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.