Det er Gud der vælter stenene for os

Prædiken Påskedag

”Han er opstået!” Det er hvad kvinderne og vi får at vide. Det er det vi må tro. Det er det udsagn kirken her er bygget på.

Men hvordan kunne det gå til? Hvordan så han ud, efter han var opstået? Var det en fysisk opstandelse? Eller en åndelig opstandelse? Hvor blev han af? Det kan jo ikke lade sig gøre. Det giver ingen mening at det skulle kunne ske. Det er umuligt.

Og ja, det er umuligt – og nej, det kan ikke lade sig gøre. Og det er netop derfor der er kraft i påskedag.
Det er det, at det der ikke kunne lade sig gøre, faktisk skete.
Det er det, at det der ikke var en mulighed, blev muligt. Det er det der er opstandelsens kraft.

Påskemorgens kraft er, at det umulige bliver muligt. Forsøger vi at forstå hvordan, eller forklare det logisk går vi den forkerte vej. Opstandelsen er for troen, ikke for forstanden.

”Han er opstået!” Det er hvad kvinderne og vi får at vide. Det er det vi må tro. Det er det udsagn kirken her er bygget på. Kirken er bygget af sten fra den tomme grav.

Det er søndag morgen. Kvinderne er på vej ud til graven. De går der med duftende olier og salver, som de vil salve Jesu lig med. Da de pludselig kommer i tanker om at de har et problem:
”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” spørger de hinanden ”Men da de kom der ud og så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. ”For den var meget stor” – ”For den var meget stor” står der så sådan lidt underligt vedhæftet. Det havde være mere logisk, hvis der havde stået: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven. For den var meget stor” – men Markus der har skrevet fortællingen ned, er ikke logiker. Han prædiker for at vi skal komme til tro. Og bemærkningen om at stenen var meget stor, skal ikke – som vi logisk kunne komme til at tro – sige noget om kvindernes kræfter, eller mangel på samme. Den skal sige noget om Guds kræfter.

Bemærkningen om at stenen var meget stor, står der ikke som sådan en lidt underlig fakta oplysning – men som en begrundelse for hele påskens budskab. Stenen var væltet fra, fordi den var meget stor. Det er ikke bare en tilfældig stor kampesten der er tale om. Det er døden selv. Det er døden, stor, tung, uundgåelig og umulig at bakse med eller ændre på for andre end Gud. Derfor er den væltet fra. Vi kan ikke ændre på døden. Det kan kun Gud.

Kvinderne gik til graven – netop graven, som var det sted, hvor deres håb og liv var spærret inde. Graven var helt konkret et udtryk for lammelse og forstening. De havde ingen tro på at det kunne være anderledes. Men stenen blev væltet fra. Den sten som er det stærkeste udtryk for sorg og død.

Kvinderne kom med forventninger om at de på en eller anden måde, skulle håndtere den. Måske ved andres hjælp, men alligevel. De havde salver med. De havde brug for at se den døde endnu en gang. De havde brug for at tage ordentligt afsked, tilse døden, for på den måde at affinde sig med den.

Sådan har vi mennesker forskellige måder at nærme os en accept af døden. Vi hjælper hinanden med at forsøge at lære at leve med den, at se den i øjnene, at acceptere at det er sådan det er. At døden er uundgåelig. Det er vores forsøg på at skubbe til den store sten. Det er vores forsøg på at håndtere døden.

Men Markus prædiker opstandelsestro. Stenen er så stor, at Gud allerede har væltet den. Vi kan hverken gøre fra eller til. Vi kan heller ikke forstå det. Vi kan ikke andet end se undrende til. Påskemorgen er Guds sag, for stenen er stadig meget stor.

Når vi eller vores nærmeste bliver alvorligt syge, og vi er fyldt af både uro og frygt, så kan det være svært at høre englens: ”Vær ikke forfærdede!”

Når vi har mistet et menneske, der stod os så nær at vores liv blev spaltet i et før og efter, kan det være en provokation at høre ordene om at Kristus har sejret over døden. For det føles ikke sådan.

Når vi sidder fast i et mørke, der ikke vil slippe taget i os – så kan det være vanskeligt at tro på en opstandelse.

Når konflikter, krig og terror fylder os med frygt og modløshed, så kan det være umuligt for os at se, hvordan det nogensinde skal blive anderledes.

Sådan var det for kvinderne ved graven, og sådan har det været for generation efter generation af kristne. Det er ikke altid nemt at give sig hen til troen på opstandelsens forvandlende kraft.

Påskemorgen er et udsagn til os om, at selvom vi ligesom kvinderne kan opleve at vores liv er uden håb og uden rum, og syntes spærret inde bag en mægtig sten, så kan stenen – ikke ved vores hjælp, men måske nærmere på trods af os, væltes fra og en engel kan sætte sig på den fuld af nyt liv, sejr og glæde.

Stenen i vores liv kan overvindes. Vores død og mørke kan forvandles til liv og lys.

Det afgørende er at vi ikke tror, at vi selv kan vælte stenen fra. Og den tanke ligger snublende nær i vores måde at tænke på i dag. Der er meget lagt over på vores skuldre i forhold til vores sundhed og livsduelighed. Der forventes en høj grad af egenomsorg og kamp. Men hvis man dybt knuget eller deprimeret får at vide at man selv skal flytte sig, at man selv skal flytte den tyngende sten i sit liv – så vil det ofte være en umenneskelig opgave.

Det var det for kvinderne og det er det for os. Og derfor flyttes den jo også af Gud. Ikke pga. kvinders tro. Overhovedet. Men alene ved Guds magt. For den var meget stor.

Og det er påskemorgens håb: at stenene i vores liv ikke flyttes af os selv, men af Gud. Det er opstandelshåbets egentlige grund, at det er Gud der fornyer os.

”Han er opstået!” Det er hvad kvinderne og vi får at vide. Det er det vi må tro. Det er det udsagn kirken her er bygget på. Kirken er bygget med sten fra den tomme grav. Den sten, som det er umuligt for mennesker at rokke ved – men som Gud har væltet.

Og fra den morgen stråler det forvandlende lys over verden og vores liv. Det lys, som gør at ingenting længere er uundgåeligt. Med Kristi opstandelse er uundgåeligheden taget ud af historien.

Og det gør forvandlingen mulig. Forvandlingen er altid mulig. I det store, og i det små. Det kan være svært at tro og at se, når livet er værst – og derfor må vi altid hjælpe hinanden med at holde fast i det håb.

Det ender godt, siger vi. Og det er det kristne håb på kortets formel. Det ender godt. Det betyder også troen på, at når livet IKKE er godt, så er det fordi det endnu ikke er enden. For det ender godt.

Påskemorgen blev stenen væltet fra. Ikke ved menneskehænder. For den var meget stor. En sten så stor, at kun Gud kunne vælte den. Og vi står der i al vores usikkerhed og erfarer at efter påskemorgen, er intet stensikkert.
Vores sten bliver Guds sten.
Vores død bliver Guds død.
Vores liv bliver Guds liv.
Selv de største sten. Selv døden forvandles til liv, i Guds hænder. Og i de hænder er vi. Vær ikke forfærdede. Han er opstået.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Kirkebøn påskedag

Kirkebøn
Kære Gud
Du som er lys og liv.
Vi beder dig ræk os troen på at du,
ligesom du væltede den store sten
fra graven påskemorgen,
vil vælte de store sten fra,
i vores mørke,
så vi kan følge Kristus
ud af gravens mørke
imod liv og fællesskab.

Vi beder dig,
vær tilstede som fornyende
og forvandlende kraft
i alle verdens brændpunkter
og der hvor formørkelse hærger
som krig, ødelæggelse
og frygt for terror.

Vær lys hos mennesker på flugt
og velsignelse for alle der lever
under forbandede vilkår.

Vi beder dig,
vær nær de mennesker,
som har det svært.
Dem som er ensomme,
og dem som har fået revet gulvtæppet
væk under sig af sygdom og død.

Vær grunden under vores fødder
trøst i vores hjerter
og håb i vores hænder.

Vær hos alle der har magt
Må de bruge den med visdom fra dig
og i kærlighed til mennesker.

Vær hos din kirke her i Møllevang
og ud over hele jorden.

Lad de håbets sten fra den tomme grav,
være de sten, som vi træder på,
når vi går ud herfra
som ambassadører
for dit håb og din evige glæde.
Amen.

Udgivet i Kirkebønner og andre bønner | Skriv en kommentar

Det er ikke en efterligning, men en gentagelse

Prædiken Skærtorsdag

”Nu begynder det at ligne noget”, kan vi finde på at sige.

”Nu begynder det at ligne noget”.  Underforstået nu er det næsten godt. Nu er det næsten som det skal være. Men det der ligner er kun ”næsten”. Lige ved og næsten. Det er ikke den ægte vare. Der kan være tale om en virkelig god kopi – eller en virkelig god efterligning, men det bliver aldrig andet end en efterligning.

Vi kender det fra kunsten. Der kan laves mere eller mindre vellykkede efterligninger af originalen. Kopierne kan komme meget tæt på det ægte maleri i udtryk. – og når det kommer til den dyre kunst, må de fleste af os nøjes med kopierne. Originalerne må vi gå på AROS for at se. Kopierne af originalerne fra Emil Noldes hånd, trykker vi på sangark til skærtorsdagsfejring i Møllevang. Vi har ikke råd til andet!

Og den nu afdøde biskop Jan Lindhardt havde ret, dag han sagde: ”Hellere en god kopi, end en dårlig original”. For alt hvad der er originalt er jo ikke genialt.

Der findes vildt meget kunst og vildt mange originale tanker, som forhåbentlig aldrig bliver kopieret eller efterlignet, men som bare skal have lov at dø, fordi de er talentløse eller måske endda ligefrem skadelige for menneskeligheden. Ikke at det ikke sker. Desværre har også de afstumpede og onde kapitler i historien, det med at stikke hovedet frem som noget der ligner, noget vi har set før. Vi lærer desværre ikke altid af historien.

Efterligninger er ikke i sig selv noget dårligt. På mange måder er det, den måde vi lærer og vokser på. Ved at efterligne dem der er gået forud for os. Små børn efterligner deres ældre søskende. Eleven efterligner lærerens bogstaver på tavlen. Vi kopierer de store tænkere og bruger deres tanker på en ny og måske original måde. Vi har brug for gode originaler, vi kan kopiere og efterligne

Det der ligner noget, kan være rigtig godt. 
Som gode kunstplakater og såkaldt hjemmelavet marmelade fra Den gamle fabrik. Vi lever fint med illusionen om at det er ægte.

Men det der ligner noget, men ikke er det – kan også være helt forfærdeligt.
Kærlighed fx
Kærlighed er enten eller. Det der bare ligner, kan være iskoldt.
Kærester kan kopiere og efterligne alle de bedste romantiske kærlighedsfilm der findes, men hvis kærligheden ikke er der – er det rungende malm klingende bjælder. Eller: Det var bedre uden de røde roser, fordi de ikke bliver et udtryk for kærlighed – men et tomt udtryk. Et falsk udtryk. Når det kommer til kærlighed, må vi investere i den ægte vare. Alle kopier og efterligninger er ikke til at holde ud.

Det er det samme med noget der ligner et måltidsfællesskab, men ikke ér det. Jeg tror de fleste voksne mennesker har prøvet det med at være inviteret ud at spise. Måske endda overdådigt fint. Der er dækket flot op. Der er blomster og lys på bordet. Det hele har en historie. Vinen er ikke bare vin, men tappet af nogle meget skønne druer på en helt bestemt bjergskråning. Kødet er mørt som smør, og har tilhørt en ko der ikke bare var et nummer i rækken, men med et navn så der kunne kaldes på den og kæles med den. Alt er så godt, så godt…. Det ligner det i hvert fald. Men det er ikke spor godt.
– For der er nogen som ikke er her, som burde være her. En søster, som ikke er inviteret fordi vi ikke kan lide hendes nye mand.
 For der er noget vi ikke taler om, fordi det er for svært – men nogen ved bordet kan ikke tænke på andet, for det fylder det hele. Så i stedet er der bare stille.
Dødstille og iskoldt – på trods af levende lys og veltempereret vin. Det ligner noget, men det er meget langt fra den ægte vare. Vi forsøger at sætte nogle rammer op for måltidet. Vi forsøger at få det til at ligne noget det ikke er: hyggeligt.

I aften spiser vi lam. Det ligner noget vi har læst om i Bibelen. Men i aften er ikke en efterligning af det. Det er en gentagelse. Hvad forskel gør det? Efterligning eller gentagelse? Kan det ikke være lige meget?

Vi gentager et påskemåltid, som har sine rødder i den tidligste jødedom. Vi spiser lam i påsken. Det har man haft tradition for at gøre i tusindvis af år.
Her i Møllevang diskuterer vi om det er 13 eller 15 år vi har gjort det på den her måde, ved et måltid i kirken. Set i den store sammenhæng – og i forlængelse af jødernes udfrielse fra Ægypten for flere tusind år siden og Jesu sidste måltid med sine disciple for godt 2000 år siden, bliver den diskussion lidt ligegyldig. Vi har gjort det, endda før der var noget der hed kristendom. Mange, mange tusind gange har vi gjort det.
Det er det vi gør i kirken. Vi efterligner ikke. Vi mindes ikke bare noget der skete engang, og som havde betydning engang. Vi gentager. Vi gentager måltidet.  

Nogle vil sige: Find dog på noget nyt? Men det skal vi ikke. Kirken er ikke bygget i går. Den er bygget oven på tusindvis af år. Hvis vi i aften kun sang salmer der var skrevet sidste år, kunne vi få den tanke, at der ikke var mennesker der sang salmer for 100 eller 300 år siden. At vi var den første generation af kristne. Hvis vi til gengæld kun synger salmer, der er skrevet for 300 år siden, kan det opleves som om kirken er et museum – og ikke en levende menighed. Det skal være et både- og. Gammelt og nyt i samtale med hinanden.

Vi har brug for at gentage de gamle. Det er på mange måder det der sætter os ind i en sammenhæng – ikke bare i aften og med dem vi lige tilfældigvis er kommet til at sidde ved siden af – men også i en større sammenhæng. Der er nogen der har siddet her før os. Der er nogen der har gjort og sagt, det vi gør og siger. På en anden måde og i en anden tid, nuvel! Men alligevel.

Jesu sidste måltid med sine disciple er gået over historien, som det måltid der er blevet gentaget til alle tider. Ikke pga. menuén og så alligevel. Brød og vin. Som vi også får i aften, og som vi får hver søndag. Kristus deler brød og vin med os. Ikke bare ligesom han gjorde dengang, men han gør det igen og han gør det på ny. Når vi samles er det ikke bare et måltid der ligner deres, så er det en gentagelse af det samme måltid. Det samme brød. Den samme vin. Det er ikke en kopi. Det er den ægte vare. Det er Kristus der deler det med os.

Jesu sidste måltid med sine disciple er gået over i historien. Ikke fordi det var uden konflikter og alt bare var så godt, så godt. Langt fra.
Tænk på hvordan Judas må have haft det. De sidder der rundt om måltidet. Det er en af årets største højtider. De spiser lam og gentager det måltid, som generationer før dem har spist. De kender det. De gentager det. Og alligevel er alting anderledes. De er ramt af følelsen af afgrund. Og følelsen af, at efter dette måltid, bliver ingenting igen som før.

Judas ved mere end de andre. Han sidder inde med en viden om, at han har solgt Jesus fra 30 sølvmønter, og at der ikke er nogen vej tilbage. Han ved det, men han siger ikke noget. Det bliver Jesus der lægger ord til hans skyld. ”En af jer vil forråde mig”, siger Jesus. ”Det er vel ikke mig” siger de på skift. Det kunne det lige så godt have været. Eller mig. Eller dig. ”Det er vel ikke mig, Rabbi”, siger Judas som den sidste. ”Du siger det selv”, siger Jesus. Men det gjorde han jo faktisk ikke. Han sagde det ikke selv. Han kunne ikke. Det var for tungt. At sidde der mellem venner og vide at man om lidt forråder den ene, og alligevel forsøge at få det til at ligne at alt er godt. Det er forfærdeligt tomt. Det er rungende malm og klingende bjælder.
Men han sad der, og Jesus delte også brødet og vinen til syndernes forladelse med ham. Det må vi ikke glemme. Judas var også med ved bordet. Det må vi ikke glemme. For når det er os der siger ”Det var vel ikke mig”, velvidende at det var det. Og Jesus siger ”Du sagde det selv” – så lægger han også ord til vores skyld, så deler han også brødet og vinen med os. Ikke bare på en måde så det ligner. Nej, han gentager den til alle tider fornyende og forvandlende gerning i os. Deler brødet og deler vinen med os, og tilsiger os syndernes forladelse.

Jesu sidste måltid med sine disciple er gået over historien, fordi det ikke er et måltid vi kan efterligne. Vi kan ikke gøre ham kunsten efter. Når vi indstifter brødet og vinen i Kristi navn, så er det Kristus selv der gentager sin kærlighedsgerning i os – til fornyelse af vores liv og fællesskab. I aften og hver gang vi samles omkring hans bord.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

I Guds hænder bliver ingenting til alting

Midfaste Søndag
Tekst: Joh 6,1-11

Alle familier har deres historier. Anekdoter der er blevet fortalt så mange gange, at der kommer et tidspunkt hvor man ikke engang behøver rigtigt at fortælle det hele, for man kan grine af det, eller forstå den. Eller måske: himle med øjnene! En enkelt sætning eller et enkelt ord kan være nok, og så ved hele familien hvad der refereres til. Det kommer af at være meget sammen, at ens fælles fortællinger ligesom også bliver optaget i sproget.

For andre er det meningsløst, men for dem der kender fortællingen, giver det god mening – ja, måske er det netop de der fælles historier og minder, der er med til at gøre os til familie – eller venner? Alle fællesskaber har deres særlige historier eller koder.

Historier kan også gå i arv. Man kan være vokset op med at have hørt en historie, som er overgået ens farfar eller far, så mange gange, at det også bliver ens egen historie. Og sådan en historie er den her. I min familie kræver den ikke mere end en enkelt reference, og så har den allerede foldet sig ud for os.

En af os skal bare sige: ”Fru Gerhardsen” Fru Gerhardsen var gift med præsten fra min barndomskirke. Mine forældre deltog i en form bibelforedrag, som præsten stod for. De samledes engang i måneden en 10-15 stykker og talte om en bibeltekst. Fru Gerhardsen deltog også. Engang talte de netop om den tekst vi har hørt i dag: Fortællingen om bespisningen af de 5000. Der er egentlig meget man kunne undre sig over i den fortælling: Hvorfor er det folk som sulter, hvis Gud så let kan skabe mad ud af næsten ingenting? Spiller det en rolle at det er brød der bliver velsignet? og at Jesus lidt senere siger til disciplene at han selv er livets brød?

Der er meget man kunne tale om. Måske har de også gjort det, men det er ikke det der er gået over i historien. På et tidspunkt i diskussionen siger min far, som hedder Poul Erik, som en slags kommentar: ”Det er da også lidt underligt at der blev 12 kurve tilovers!” – hvor til Fru Gerhardsen svarer: ”Jamen Poul Erik, du må tænke på at det er svært at beregne mad til så mange!”

Og det er historien: ”Jamen Poul Erik, du må tænke på at det er svært at beregne mad til så mange!”

Og tak for den Fru Gerhardsen! Det er sjovt på så mange planer.

En ting er at der ikke ringer nogen klokker hos Fru Gerhardsen over at det lige præcis var tolv kurve, og at det nok mere var det min far undrede sig over, og ikke det at der blev rester tilovers. For tolv har vi hørt før. Tolv er et tal der betegner fuldkommenhed. Tænk bare på vores tidsmåling. Dagen er delt i tolv timer og året i tolv måneder. Karakteristisk for Israel var, at hele folket deltes i tolv stammer, efter Jakobs tolv sønner – og at det fortælles at Jesus havde tolv disciple, er nok heller ikke tilfældigt, men har forbindelse med antallet at de israelitiske stammer. Tolv er ikke bare et tilfældigt tal. Det er et tal der fortæller os at brødunderet var helt og fuldkomment. En anden ting er, at Fru Gerhardsen giver os et billede af Gud, der er som en husmor der mangler overblik i køkkenet.  En vært der bekymrer sig om, om der er for lidt eller for meget mad til gæsterne. Som om Gud var en af den slags værter, der kommer til at miste fokus på fællesskabet og gæsterne – og i stedet bruger krudtet på at bekymre sig om, om det er godt nok. Om der er mad nok. Eller: som om Gud var meget nøjeregnende med sin velsignelse. Som om velsignelsen helst ikke skulle blive for overvældende, men bare sådan helt passende og præcis. Så enhver får lige præcis nok, ikke for meget og ikke for lidt. Men tilpas. Som om velsignelsen er noget man kan skære ud i stykker, og pludselig løbe tør for. ”Nej, desværre måtte Jesus så sige, der blev ikke mere i denne omgang!”.

Sådan er det heldigvis ikke, og det er også derfor det bliver så grotekst at tale om for lidt eller for meget. Pointen i den her fortælling er derimod, at Gud kan gøre lidt til meget – og at Guds velsignelse er en velsignelse der er overvældende ud over alle grænser.

Alle familier – alle fællesskaber har deres historier og deres koder. I den kristne kirke har man i generation efter generation fået fortalt den her historie om Jesus der bespiste femtusinde med fem brød og to fisk. Mange af os har hørt den så mange gange, at man ikke engang behøver at fortælle hele historien for at den folder sig ud for os. En eneste sætning eller et eneste ord. Mere skal der ikke til. ”Brød”.

Brødet er en nøgle til den her fortælling. For andre er det meningsløst, men for os der kender den kristne fortælling, giver det god mening. Vi ved at brød spiller en rolle i kristendommen.

Brødet er både noget helt konkret, som en madpakke der bliver delt. Som det daglige brød, vi beder om i Fadervor. Som brødet vi lever af – også på et dybere plan: Som når Jesus siger om sig selv – idt senere, da de alle sammen er blevet mætte: ”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig skal ikke sulte, og den der tror på mig skal aldrig tørste”. Jesus er livets brød. Og derfor er Fru Gerhardsens meget jordnære kommentar om, at det er svært at beregne mad til så mange, på alle måder skudt forbi den her tekst.

For brødet her i fortællingen er et tegn på, at Jesus er livets brød, som kommer ned fra himlen. Til velsignelse og opfyldelse af vores længsel efter mening, og tørst efter liv.

Fortællingen viser ikke billedet af en beregnende Gud, men af en Gud der er overvældende og hel i sin nåde og velsignelse af os.

Guds velsignelse slipper ikke op – den er uudtømmelige. Det er den dybere mening med den her fortælling – at Jesus er livets brød – og at vi alle sammen kan få del i det liv han giver. Ikke bare nu, men i tolv fold – i fuldkommenhed – i evighed.

På den måde er fortællingen om bespisningen af de femtusinde et billede på Guds rige. Det rige hvor vi alle vil blive helet og mættet af mening engang. Men fortællingen er også blevet fortalt os som et helt konkret udtryk for Jesu omsorg for – og konkrete hjælp til mennesker i nød. Og at vi kan tage del i den omsorg for hinanden. Ikke bare engang i evigheden – men lige nu. Vi hører om den lille dreng der havde en madpakke. Fem brød og to fisk. Ikke meget, men dog lidt – og det var det han kunne give. Han lod ikke sin madpakke blive i lommen, men tog den frem og det satte hele den store bespisning i gang.

Det var det, at han vovede at tage det frem, han havde at byde på, som gjorde, at et under blev til.

For Jesus laver ikke hokus-pokus. Det hører vi faktisk aldrig, at han gør. Han laver ikke mirakler ud af det blå. Han siger aldrig en trylleformular og knipser med fingrene og så dukker der brød i mængde frem af det rene ingenting. Nej, Jesus tager altid noget konkret op i sine hænder. Og i hans hænder bliver det konkrete til meget mere, end det først var.

Den syge krop bliver til en rask krop.
Vand bliver til vin.
Det blinde øje bliver et øje, der kan se.
Den døde krop, bliver en krop der lever.

Han siger ikke: Hokus-Pokus –  og så sker det store ud af det blå.
Nej, han tager en helt konkret madpakke, velsigner den, og deler ud af den.
Og i Jesu hænder bliver en lille smule til mere en nok.

Og sådan har Gud brug for, at vi hver især tager det op, som vi har i lommen.
At vi byder ind i livet med det, som vi kan, og det, som vi magter.
At vi ikke lader os standse af den stemme, der hånligt siger:
Hvad er det til så mange? Hvad nytter det?
Men at vi håbefuldt og mod alle odds sætter det i spil, vi har, og rækker det frem, som vi kan.

Gud virker i verden gennem os.
Han har brug for vores hænder.
Det er gennem os, at hans Ånd og hans kærlighed bliver kød og blod i menneskenes liv.Han får undere til at ske gennem os

Hvad nytter det? Hvad er det til så mange? Sådan spørger disciplen Filip, da han ser drengens madpakke og de tusinder, der har brug for mad. Men i Jesu hænder blev alt for lidt til mere end nok. Det begyndte med, at en dreng ikke lod madpakken blive i lommen, men tog den op og gav den fra sig.

Må vi låne af hans mod.
Må vi turde tage hænderne op af lommen og gøre det lidt, vi kan. I fast tillid til, at i Guds hænder bliver ingenting til alting. Ja, i fast tillid til, at Gud kan bruge det, vi kan, og det, vi har, og få det til at blive til meget mere end det, det først er.
Må vi lade være med at lade det blive ved tanken.
Må vi lade være med at lade os standse af sætninger som: Hvad nytter det? Hvad hjælper det?
Må vi tage det, vi har, og det, vi kan, frem og lægge det i Jesu hænder

Da bliver fem brød og to fisk til mere end nok.
Da bliver lidt til meget.
Og da er der håb.
For verden.
Og for os.

Og ja, det er virkelig svært – for ikke at sige umuligt at beregne det til så mange! Det er heldigvis ude af vores hænder.

Med inspiration fra Lotte Lyngby og med tak til Fru Gerhardsen (som er citeret under pseudonym.-)

 

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Et helt hvidt stykke papir

Fastelavn – Familiegudstjeneste
Læsning af Tekster: 1. kor 13 og fortælling om Jesu dåb

I dag fejrer vi fastelavn.

Fastelavn er kirkens sidste fest inden fasten, som begynder på onsdag og varer helt ind til kirkens allerstørste fest påskedag. Og derfor giver den hele armen idag.
Mange af jer har klædt jer ud, og efter gudstjenesten skal vi slå katten af tønden og spise fastelavnsboller. Vi skal holde fest!

Når vi klæder os ud, så er det sådan lidt dobbelt. På den ene side skjuler vi hvem vi er, og på den anden side viser vi noget andet om os selv.
Der er mange forskellige udklædninger i dag – også nogen som er lidt sjældne her i kirken. Det er fx kun denne her ene gang om året at Spiderman kommer og der plejer heller ikke at være prinsesser eller drager her i kirken.

Men det der med at klæde sig ud, er alligevel ikke så usædvanligt i kirken. Der er faktisk oftest nogen der er klædt ud.
Bortset fra præsten, som er klædt ud i sort (og det skal man ikke tænker så meget over) – så er det en bestemt farve vi oftest bruger til udklædning her i kirken

Og det er hvid!
(viser billeder af barn, konfirmand og brud)
I dag har vi lige døbt to små drenge, der begge to var klædt i en lang hvid kjole, som de rigtigt kan vokse i.
Og når konfirmanderne lidt senere på foråret skal konfirmeres, så er de også klædt i hvidt – i hvert fald pigerne
Og når nogen af jer piger engang skal giftes, så vil de fleste af jer også blive det i en hvid kjole.

Hvid er kirkens festfarve og den hvide kjole er symbol på, at den som bærer den, er velsignet, elsket og tilgivet af Gud.
Hvid har med renhed, hellighed og glæde at gøre – og når vi giver barnet en hvid kjole på, så er det for vise, at barnet er Guds velsignede barn.
Verden er fyldt af andre farver – gul og rød og grøn og blå.
Sort og hvid er ikke farver. Hvid er helt uden farve.
(Illustrerer resten af prædikenen med et helt blankt hvidt stykke papir)
Og kender I ikke det, at når man ser sådan et stykke hvidt papir foran sig, så får man lyst til at farve på det. Man kan næsten ikke lade være. Sådan har de fleste af jer børn det i hvert fald.
Det er lidt anderledes for os voksne. Vi taler derimod om angsten for det hvide papir. Når vi sidder der med en hel blank side foran os, så kan det være svært overhovedet at få begyndt. Måske fordi var er bange for at få begyndt forkert? Eller måske fordi vi er bange for at lave fejl? Eller fordi der er et eller andet der blokerer os, så vi simpelthen ikke kan komme videre.

Men ligger der en æske farver ved siden af det hvide papir, så kan man bare gå i gang med at tegne lige præcis det man har lyst til. Man kan sætte stregerne som man vil og bare slå sig løs med alle regnbuens farver.
Nogen gange kan det godt være lidt svært at finde på, hvad man skal tegne.
Og måske kender nogen af jer også det, at man kan blive sur på sig selv, hvis man kommer til at tegne forkert – og det slet ikke kommer til at ligne, det man havde forestillet sig i sin fantasi.

Der var så mange muligheder
Og så blev det slet ikke som man havde tænkt.

Er der nogen af jer der har prøvet at blive så sure på en tegning, at I krøllede den sammen og smed den ud?

Det har jeg i hvert fald – men jeg har også prøvet at der var en der samlede papirskuglen op igen og rettede tegningen ud og glattede den og viste mig, at den faktisk var fin. Måske anderledes end jeg havde tænkt, men ikke dårlig.
Vi er lidt ligesom det der helt hvide blanke stykke papir – og efterhånden som vi vokser og bliver ældre så får livet heldigvis mange farver.
Livet farver os både med lyse og lette og lykkelige farver, og også med mørke og triste farver. Nogen gange kommer vi også til at rive noget i stykker, eller vi får nogle skrammer. Der kommer mere og mere på vores papir – det kan blive sådan lidt grumset i det.

Og I ved godt at hvis man farver med mange forskellige farver oven i hinanden, så ender det med at blive sort. Sort indeholder underligt – og tankevækkende nok – mange farver. Og når det først er blevet sort, så kan vi ikke selv gøre det lysere.
Vi kan ikke male sort over med hvidt.
Det forunderlige ved Gud – og jeg tror det er derfor kirkens festfarve er hvid – er at det kan han. Han kan skabe liv ud af død, håb ud af håbløshed – og han kan gøre sort til hvidt.

Med Gud er det sådan at han kan male det sorte over, så det bliver hvidt igen. Og han kan rette det krøllede ud og hele det der er gået i stykker – så vi igen har et helt fint og hvidt stykke papir, fyldt med nye muligheder.

Og det gør han ikke bare én gang. Det gør han igen og igen. Hvis I nogen sinde har hørt om eller kommer til at høre ordet ”Nåde” – Guds nåde. Så er det det, det betyder.

”Nåde” betyder at Gud har lovet ikke at løbe tør for tålmodighed med os – men at han vil blive ved med at rette papiret ud – at han igen og igen vil lade os begynde på en frisk. Det vil han, fordi vi er hans velsignede og elskede børn.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Kristne har pligt til at håbe

Søndag Seksagesima
Text: Mark 4,1-20

Det nemmeste i verden er, at sige det, der falder i god jord.
Når er man blandt venner. Meningsfælder eller lidelsesfælder. Folk der ikke er fremmede eller afvisende overfor det man siger. Nogen gange kan vi forfalde til kun at åbne munden der, hvor vi på forhånd ved, at der vil være genklang for vores syn på verden.
Det er nemmest at bevæge sig sammen med de mennesker og inden for de rammer, hvor vi ved, at det vi siger og mener vil falde i god jord.
I dag hører vi at det ikke skal være så nemt.

Guds ord er ikke begrænset til der, hvor vi på forhånd ved, at det vil falde i god jord.
Landmanden her i fortællingen, spreder sit korn med en både ufornuftig og uøkonomisk ødselhed. Han sparer ikke på det – han nøjes ikke med at gå rundt der, hvor han i forvejen ved, at det vil falde i god jord. Der er rigtig meget der går til spilde på den måde, men det forhindrer ham ikke i at blive ved med at så på glatte veje, rodløs klippegrund og blandt kvælende og bekymringsfyldte tidsler.
Hvad betyder det?
Ja, det betyder måske, at, vi som kristne om nogen har pligt til at så håb og indgyde mod – ikke bare når det er let at håbe og vi selv er fyldt af livsmod, men også når vi rammes af den frygt, der hæmmer væksten for håb og giver livsmodet svære betingelser for at gro.
Kristne har pligt til at håbe!
Når verden ryster og vi er bange for det værste der kan ske, så er det en kristen pligt, at blive ved med at så håb og indgyde livsmod.
Nogen vil opfatte det som naivt. Andre som spild af tid.
Men evangeliet og håbet er ligeglad med at spilde tiden: Det siger ”Det ender godt!” Det siger: Kærligheden er stærkere end døden, livet er stærkere end mismodet og håbet er større end den verden vi kan se.
Kristne har ikke alene pligt til at håbe, men også til at dele håbet med alle andre. Uden at skele til om det er det værd, om det nytter, om der er potentiale i det, om det kan vækste.
En grundpointe i den her fortælling om sædemanden, er at Guds ord – at håbet, ikke tænker i effektivitet og slet ikke er beregnende i forhold til hvad, der skal komme ud af det. Det strøs bare, med ødsel hånd og åbent sind i tiltro til at noget sker.
I de her år bliver der talt meget om danskhed, og om danske værdier – og i vid udstrækning også kristne værdier. – I nogen sammenhænge, også på en måde så danskhed og kristendom bliver sammensmeltet, som om at Danmark er den særligt gode jord, hvor Guds ord, skulle have særligt gode betingelser. Og i nogen sammenhænge bruges det også både beregnende og værdipolitisk.
Vi skal være på vagt, når kristendommen spændes for en vogn – en hvilken som helst vogn – der vil køre et bestemt sted hen. For det ligger i Guds ord – eller i håbets væsen – at det ikke er beregnende eller effektivt. Det deles – eller sås – og har ikke andet formål end at sprede håbet i blandt os. At give håb til verden.
Det er farligt at koble kristendom og nationalitet på den måde, som vi ser ansatser til i øjeblikket. Det burde – om ikke andre – så i hvert fald historien have lært os.
Det ender så let i et uevangelisk ”dem” og ”os” – og det ender så let med at vi gør Gud mindre, som om vi for alt i verden skal forsøge at holde på Guds ord, som kunne det slippe op.
Men vi får noget andet at vide i dag, nemlig at Guds ord – at håbet – ikke kan slippe op, men at der er et overskud, som der skal spildes af. Og at det der spild, ikke er en fejl – men meningen. Og det fortæller os, at vi har pligt til at strø om os med håb – håbe, ud af det overskud, som Gud giver os.
Guds ord kan ikke begrænses til at kun at omfatte det vi kender – for i Guds ord ligger der en ødselhed, som ikke kender grænser. Hverken landegrænser, eller de menneskelige grænser og barriere vi hver især kan bygge op.
Der er ingen beregninger om, hvorvidt det kan betale sig – eller om det er populært.
Der er ingen vurdering om, hvorvidt mismodet og afmagten er for stor.
Der er intet mørke, der er så sort – at vi ikke kan – eller ligefrem skal håbe på at det går over, at det går videre – at det ender godt. For det er det, der er pointen her – at vi lever og dør på Guds overskud. Det, at vi må tro, at der altid er noget mere at håbe på.
For et par år siden læste jeg den svenske roman ”En mand der hedder Ove”, af forfatteren Fredrik Backmann – her i vinterferien har jeg genopdaget den ved at se den ret vellykkede filmatisering på video.
Jeg kom til at tænke på Ove, da jeg skulle forberede mig til i dag. For han er livstræt og ualmindelig vranten. Faktisk vil Ove helst bare have lov til at begå selvmord. Men det viser sig ikke at være så let. Ikke alene er han ualmindeligt dårlig til at dø. Han bliver også hele tiden forstyrret af sin nye genbo, Pavaneh, der insisterer på at blande sig i Oves liv.
Måske fordi hun som en af de eneste ser, at der gemmer sig en helt anden mand neden under den gamle gnavpot.
Meget at det hun gør er totalt spildt og falder bestemt ikke i god jord, men hun bliver ved. Det meste af det hun siger og gøre falder på klippegrund, blandt tidsler og rammer Oves lukkede dør og skarpe tunge. Men hun bliver ved med at blande sig og sprede håb og kærlighed og nye opgaver ind i Oves liv. Og så sker der noget! Der sker noget med Ove.
Hvis I ikke har læst den endnu – eller set den på film – så kan jeg varmt anbefale den. Den er helt vildt sjov, og så er det også en historie om kærlighedens kraft, om næstekærlighed og venskab – og om at vi er forpligtet – ligesom Pavaneh – på de mennesker vi omgiver os med.
Vi er forpligtet på at sprede håb og indgyde livsmod. Også selvom det ofte kan være afsindigt besværligt og føles som spild af tid. Men måske er den tid vi tilsyneladende spilder på hinanden, den tid der er bedst givet ud?

Samtidig er bogen/filmen også en påmindelse om ikke at dømme vores medmennesker for hårdt og for hurtigt, for vi bærer alle sammen på hver vores historie, der er bestemmende for, hvordan vi opfører os i livet – og over for andre.
Det er Gud der giver håb og glæde, men vi er forpligtet på at være medarbejdere eller redskaber for håbet og glæden. Det er en pligt, som vi alle sammen har – men vi har forskellige kræfter til at løfte den. Eller rettere til at sprede håbets frø– og inden vi bliver for trætte eller stolte ved os selv, må vi huske – at det ikke er os men Gud der skaber forandring.
Sådan er kristendommen både-og. Vi er forpligtet til at håbe, fordi det er større end os – OG fordi håbet er større end os, er det først og sidst Gud der sår det i os.
Den Gud der får gule mælkebøtter til vokse op igennem sort asfalt. Troen til slå rod i vores røde hjerter. Og håbet til at spire og folde sig ud i vores sarte og gennemsigtige sind.

Udgivet i Prædikensamling, Uncategorized | Skriv en kommentar

Når du vil

3. s. eft. Helligtrekonger
Tekst: Matt 8,1-13

”Gå, det skal ske dig, som du troede!” – sagde Jesus til ham, og idet samme blev hans tjener helbredt.

Men det vidste han ikke noget om endnu. Han var et andet sted. Han var der, hvor han sjældent befandt sig, nemlig: helt ude af kontrol.

Det er hjerteskærende, sådan at sige det højt.
Men det var sådan det var: Han var vant til at være i kontrol. Han var vant til at have meget magt.

Han var sådan en der kunne få ting til at ske. Han kunne styre folk. Han var vant til at folk adlød ham.

Han var ikke vant til, ikke at kunne gøre noget.

Hans tjener var blevet uhelbredeligt syg. Eller måske var det hans søn. Det er der nogen der mener. I hvert fald var det et menneske der stod hans hjerte så nær, at sygdommen også gjorde ham syg.

Han havde forsøgt at holde hovedet koldt og trække i alle de tråde han kunne. Han havde skaffet de dygtigste læger, købt medicin hjem fra Kina, indhentet de dygtigste kostrådgivere og idet hele taget gjort alt hvad der stod i hans magt. Men det gik ikke.

Selvfølgelig vidste han godt, at sygdom er enhver mands Herre. I hvert fald på papiret. Han vidste godt, at han ikke var Gud. Men det er alligevel anderledes at stå midt i det. Ikke at kunne gøre noget. Virkelig.

At stå i en situation, hvor man må erkende at man må give op – og give sig hen til Gud:

Kære Gud, Hjælp!

Bare et ord, skal der til: Hjælp! – og så vil Gud tager over. ”Sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt!”

– og Jesus svarer ham umiddelbart: ”Gå, det skal ske dig, som du troede!”

Og nu går han her.
På vej hjem. Det vil gå dig, som du troede!
Men hvad tror jeg egentligt, tænker han. Tror jeg nok? Wow! Det er godt nok meget at lægge over på troen. Det hele faktisk.

Det skal gå dig, som du tror. Jeg forstår godt at han bliver ramt af det. På alle måder. Af glæde: Troen frelser mig! Og af bekymring: Hvilken tro? Er den stor nok? Er min tro stor nok?

Jesus siger det. Udråber hans tro til at være større end nogen, han tidligere har set. Men det betyder ikke, at han ikke oplever tvivl.

Det opleves nærmest som en strid eller en kamp. Mens han går der, har han det som om hjertet er en kampplads for troen.
På den ene side stærk og på den anden side svag. Han har ikke nogen vished – han kan ikke vide med sikkerhed hverken at hans søn er blevet rask. Han er der lige midt i livet. Det gør ondt. Og han aner ikke om det brister eller bærer.

Eller om hans tro er stærk nok.

Det kan ingen. Troen er aldrig noget, man kan vide sig sikker på. Man kan aldrig vide om den er stor. Eller stor nok.

Han tvivler på at det er nok med hans tro.
Han kan heller ikke lade være med at tænke: Hvad der dog fik ham, lige præcis ham, der ingenting vidste om hverken jødedom eller Jesus for den sags skyld – hvad der fik ham til at opsøge Jesus med så stor tillid?

Det var i hvert fald ikke betinget af troen – for han anede intet om hverken troslære eller praksis. Han havde ingen ide om hvornår man skulle rejse sig til en gudstjeneste, han kunne ingen salmevers og han havde ingen konkret tro på Jesus som Kristus, eller det evige liv.

Alligevel fremhævede Jesus hans tro. Den var stor sagde Jesus. Selv er han ikke så sikker. Men måske er det netop tvivlen på det, der gør at han går til Jesus – vender sig mod ham og helt umiddelbart venter sig alt godt fra ham.

Så troen altså ikke er det der udgør betingelsen, men det der udgør selve modtagelse af nåden – eller af gaven – af underet. Han tager imod underet – eller livet!
Der sker i hvert fald det: at han giver op. Må erkende at hans egen magt er begrænset.

Han vender sig fra sig selv og til Kristus, og viser ham den afgørende tillid.

Og måske er tro dybest set det, at forlade sig på noget andet end sin tro. Eller: På én anden – nemlig Kristus!
Sådan går han underet i møde, i tvivl og alskens hjertekvaler og troskriser. Han har ikke altid fat i troen, men troen har fat i ham – som nåde og retning.

Måske bliver det en åbenbaring for ham der på vejen hjem. At troen ikke er noget han skal præstere, men en gave der bliver rakt til ham – som Jesus der møder den spedalske med en fremstrakt hånd og siger: ”jeg vil, bliv ren”. I hvert fald kunne jeg forestille mig at det er sådan nogle tanker, der fylder ham der på vejen.

En der bliver fyldt af noget tilsvarende er Martin Luther.
I år fejrer vi ikke bare Kulturåret her i Aarhus, men også 500 året for Reformationen.

Reformationen skete ikke fra den ene dag til den anden. Og det er selvfølgelig historiens forenkling der gør, at vi taler om så store begivenheder i punktnedslag og overskrifter.

Det øjeblik, hvor Luther kommer frem til sin nye forståelse af Gud, kaldes ofte for tårnoplevelsen.
En dag sidder han i sit tårnværelse ved universitetet i Wittenberg og læser i Romerbrevets kap 3,23-24:

”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus”.

Og pludselig går det op for Luther, at han hidtil har misforstået, hvad der ligger i Guds retfærdighed. Det er nemlig ikke en retfærdighed, der straffer og belønner, men Guds retfærdighed er lig med Guds kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed.

Først nu går det for alvor op for Luther, hvad Paulus mener: Kristus har ved sin lidelse og død helet forholdet mellem Gud og mennesker.

Kristus har bragt en forsoning i stand og helet det brudte forhold. Og det forhold er en gave der gives til os mennesker, og som vi kun kan tage imod i tillid og tro.

Som vores officer der tager imod Jesu under i tro og blind tillid til Guds indgriben.

Sådan er det med gaver, siger Luther. De kan kun modtages og når troen siger ja, erfarer mennesket sig under Guds kærlighed.

Så er mennesket frelst. Det er befriet fra selv – og fra ved egne kræfter at skulle finde vej til Guds kærlighed. Den er givet på forhånd.

Han – officeren er på vej til at opleve et under.

Vi er lige som ham på vej mod et under. Måske ikke en helbredelse af en af vores kære. De færreste af os oplever det samme som ham – at vores syge mirakuløst er blevet rask, når vi kommer hjem.

Men det giver alligevel mening, at vende sig til Kristus i vores afmagt. Når vi stå der, hvor vores egne magt slipper op – så give sig hen til Gud. Overdrage nøglerne til ham – i tro på, at han kan gøre alting nyt.

Han bliver hos os i afmagten, der hvor der ikke er mere for os at gøre. Han tager afmagten på sig på korset og gør alting nyt i opstandelsen. Tro er at leve i lyset af det.

Når du vil – sagde den spedalske, og udtrykte en forbilledlig tillid. ”Når du vil”, skal vi også synge om lidt. Når du vil/bryder ordene frem/af sprækker og revner/i smuldrende mure/og vi ser/at du er iblandt os/og rejser dit rige/livet bliver nyt/vi synger.

Det er en ny salme af Holger Lissner, som er skrevet her i forbindelse med Reformationsjubilæet og som har vundet en europæisk pris og derfor er oversat til en masse forskellige sprog. Så det står jer frit for at synge den på norsk eller tysk, hvis det falder jer mere naturligt.

Vi skaber ikke reformationen, men reformationen kommer, når Gud vil.
Livet er ikke op til os, men op til Gud – det er en sandhed der er meget trøst at hente i.

Tro fås ikke i metermål eller efter vægt. Tro er tillid til Gud og åbent at tage imod hans udstrakte hånd. Give sig hen til, at livet er som det er, men aldrig udenfor Guds rækkevidde.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Evigheden er Guds hukommelse

ELEPHANTSNytårsaften 2016

Det er ikke godt at have en hukommelse som en elefant. De husker ellers godt, siges det. Men når vi bruger udtrykket, så er det ofte i forbindelse med et menneske, der nok husker godt, men som også går rundt og husker på det forkerte. En der er dårlig til at glemme. Andres forseelser fx Vi er alle sammen elefanter indimellem, om ikke som i en glasbutik, så i hvert fald når det kommer til vores evne til at huske. Det falder os lettere at huske det der gik galt – måske især for andre, end det der gik godt.

Men vi yder ikke elefanterne retfærdighed, når vi bruger udtrykket negativt. For det er faktisk rigtigt at elefanter har en fantastisk hukommelse, som især viser sig ved at de husker deres nærmeste. Man har lavet forsøg med elefanter der viser, at de har en genetisk hukommelse og er meget sociale dyr. Det er interessant synes jeg, at hukommelsen bliver koblet med det sociale.

En vild elefantflok er en stor og følsom organisme. Elefantunger opfostres i en matriarkalsk familie med kærlige og omsorgsfulde hunner, først og fremmest moderen, men også søstre, kusiner, tanter, bedstemødre og tætte venner.

De nære bånd holder hele livet – i op til 70 år. Unge elefanter holder sig tæt til deres mødre og deres udvidede familie – hannerne, til de er omkring 14 år, hunnerne resten af livet. Når en unge bliver truet eller kommer til skade, trøster og beskytter alle de andre elefanter den.

Efter et dødsfald viser familiemedlemmerne tegn på sorg med en rituel adfærd. Forskere fortæller om elefanter, der prøver at løfte den døde krop og dække den med jord og grene. Forskeren Joyce Poole så engang en hun, der vogtede over sin dødfødte unge i tre dage med hoved, ører og snabel sænket i sorg. Elefanter kan vende tilbage til knoglerne af de afdøde i måneds- eller årevis og røre dem med snablerne.

Når vi siger om et menneske at han eller hun har en hukommelse som en elefant, er det ofte i en situation, hvor noget hellere skulle være glemt. Og sådan er det jo med noget af det vi kommer ud for, eller noget af det vi kommer til at sige til hinanden og såre hinanden med: Det er bedst bare at glemme det. Der kommer ikke noget godt ud af at huske på det. Glemsel er forbundet med tilgivelse og forsoning, men hukommelse er derimod forbundet med det sociale. Det, at være til i en sammenhæng. En historisk kulturel sammenhæng og en social sammenhæng af familie og venner. Uden hukommelse var vi blot primitive bæster.

Den svenske tegner har en streg af en vagabond, der ser godt fordrukken ud. Han siger: “Uden ur og uden kalender og uden religion levede mennesket som et bæst.” Han mener altså, at det, der gør os til mennesker, er, at vi ved, hvornår vi er i tid, hvor vi er i tid. Og i dag kan vi ikke tage fejl, for når vi skifter år, ved vi præcis, hvor vi er. Vi er på kanten af 2016 – på vej ind i 2017. Det er nok en markering værd, men det interessante og værdifulde i opmærksomheden på tiden komme af hukommelsen, for hukommelsen sætter os i en sammenhæng med andre mennesker. Der er nogen vi husker på og der er nogen der husker på os. Og lige netop det, er også det der gør, at vi kan blive ramt af bekymringer på sådan en dag som i dag. Måske ikke så meget for os selv, som for alle dem vi holder af. Hvis vi havde elefantens øre og snabel ville vi have forsøgt at pakke dem ind – hvad gør vi i stedet?

Når vores hænder ikke kan nå, så folder vi dem og lægger det hele i Guds hænder. Det er det der adskiller os mennesker fra dyrene, at vi har bevidsthed og religiøs længsel. Vi kan bede.

Jeg læste en artikel med cykelrytteren Brian Holm i går. I BT af alle steder. Han fortæller om en aften hvor han i begyndelsen af 90erne sad på hospitalet og frygtede at hans kæreste ikke ville overleve en kritisk operation: ”Stresset og bange sidder jeg og kigger på skiltet der peger mod hospitalets kapel. Altså, et kapel magen til det, hvor næsten alle mine belgiske venner tændte lys for deres syge eller for at finde styrke, eller måske bare fordi de var vokset op med det. Jeg havde altid trukket på smilebåndet ad belgiernes overtro og traditioner. Skulle jeg alligevel tænde et lys for min måske døende kæreste? Selv om det jo var lidt af et personligt nedelagt at trodse min egen overbevisning? Livet består jo af valg og jeg valgte at tå til kapellet og tænde et lys. Og nu jeg var der, bad jeg også mit livs første bøn”.

Kæresten overlevede og Brian Holm fortæller at han begyndte at gå i kirke. De første år mere af pligt end af lyst. Men gradvist skete der det, at han begyndte at holde af at komme i kirken. Her var der ro til at bede for de mennesker han bekymrede sig for. Han beskriver det med et billede af, at han kan gå ind i kirken som en mobiltelefon der er ved at løbe tør for strøm, og når han kommer ud igen, er batterierne ladt op. Måske fordi bønnen netop er der hvor vi ikke selv skal nå noget, men hvor vi overlader det til Gud? Der er en verden til forskel på et liv, hvor vi tror alt er op til os – og et liv, hvor vi erkender at vores liv er op til Gud. Jesus lærer os hvordan vi skal bede: I vores kammer og når vi er alene med os selv, der skal vi bede Fadervor. Mere behøver vi ikke sige, for Guds skyld. Han ved allerede hvad vi trænger til og hvad der ligger os på sinde. Ord er ikke nødvendige for Gud – men det er det måske for os. Måske har vi brug for at være mere konkrete, måske har vi brug for at nævne vores nærmeste ved navn og italesætte vores bekymringer? Jeg tror det kan være helende.

Luther skriver om bønnen: ”Som en skomager laver en sko, eller en skrædder en frakke, sådan burde en kristen også bede. Bøn er den kristnes daglige gøremål.” Selv bad Luther 3 og 4 timer dagligt, og han mente uden omsvøb, at dagen burde begynde og slutte med bøn. Et dagligt fadervor kan hjælpe os med at besinde os på omsorgen for vores næste og at livet er en gave fra Gud. Jeg besøger en kvinde der er rundet de 100 år. Hun kan ikke så meget mere. Hun hører dårligt, hun ser dårligt og benene fungerer heller ikke godt mere. Nogen dage har hun det sådan, at hun tænker: Hvorfor er jeg her overhovedet mere? Hvad er meningen med at jeg bliver ved med at leve? Jeg tror jeg ved hvorfor. For hun har fortalt mig om én bekymring hun har. Hver dag sidder hun i sin stol og beder for alle hun kender: Sine børn, sine børnebørn og sine oldebørn. Hun nævner dem alle sammen ved navn, og dem hun i særlig grad bekymrer sig for beder hun ekstra meget for. ”Når jeg dør”, siger hun: ”Så er jeg bange for at der ikke længere er nogen der husker at bede for dem.”  Bønnen er blevet hendes livsopgave. For det er det hun kan, hun kan ikke længere nå med sine hænder – men hun kan folde dem.

Det er godt at være genstand for nogens omsorg. Det er godt at være i nogens hukommelse. Det er det der får tid og liv til at hænge sammen, at vi hører til hos nogen. I deres minder og fortid – og i deres drømme og fremtid.

Men hvad så med dem der ikke er i nogens hukommelse? Hvad med dem, som ingen beder for eller husker på? Ja, dem må vi tro Gud husker på ”Hvad er da et menneskebarn at du husker på det? Et menneskebarn at du tager dig af det?” Ikke engang det mindste barn er glemt hos Gud. Guds hukommelse hedder evigheden, og i forhold til evigheden er vores hukommelse og tid uendelig kort, og derfor kan vi trygt lægge også det nye år i Guds hænder.
Den Gud, der har været vores bolig
i slægt efter slægt.
Før bjergene fødtes,
før jorden og verden blev til,
fra evighed til evighed
er han Gud.

Godt Nytår!

Udgivet i Prædikensamling, Uncategorized | Skriv en kommentar

Krybben er ikke tom

img

Juleaften 2016
Jeg overvejede i år om vi skulle streame den her julegudstjeneste direkte til Facebook. Så kunne vi sende gudstjenesten live – I kunne have fortsat med juleforberedelserne derhjemme i køkkenet, mens I så gudstjenesten på jeres mobil. Tørret hænderne af i forklædet og givet den et like hvis jeg sagde noget I var enige I, eller reageret med en vred emoji hvis der var brug for det.

Det ville ligesom også være mere virkeligt at vi faktisk holder gudstjeneste, og at I faktisk er nogen der er kommet, hvis den også var på Facebook. Det er ligesom begivenheder ikke rigtig findes, før man også kan se dem på Facebook

Det ville også gøre det lettere for jer der er mødt frem, at dokumentere overfor andre at I er her lige nu, og evt. også hvad I synes om det. I kunne lige give den et Grin, fordi præsten er så mega frisk og sjov.

Det gør vi ikke – i år. Altså livestreamer. Ikke fordi jeg er sådan en, der er stået af i forhold til de sociale medier. Jeg er selv storforbruger. Vi livestreamer ikke gudstjenesten til Facebook, fordi det ville være latterligt at gøre det.

Vi skal netop ikke være andre steder end her lige nu. Vi skal ikke bruge krudt på at overveje sjove, finurlige eller højtidelige opdateringer på Facebook. Vi skal være her og mobilen skal være slukket.

Hvis vi bliver ramt tristhed når vi synger med på salmerne, fordi det vækker følelser og minder hos os – så skal vi fælde en tåre her i kirken, i stedet for at smække en ked af det emoji på Facebook.

Eller hvis vi bliver fyldt af de gode ord og julefred, så lad hjertet svulme i dit bryst – i stedet for straks at tænke, at du skal have tilføjet et hjerte til din opdatering. Juleglæde egner sig ikke til hashtags og emojis. Juleglæde er den ægte vare. Det er nærvær og fylde.

Der er meget godt at sige om de sociale medier, og der er meget godt at sige om alle de muligheder vi får givet med en smartphone. Men der er sandt at sige også meget skidt at sige om det.

Eller: Prøv og tænk på hvor meget det har ændret vores livsstil på bare to årtier. Indimellem er det som om det ikke er os der er herre over telefonen, men den der er herre over os. For mange af os, er det den første der ser os i øjnene om morgenen og den sidste der får et blik fra os inden vi lukker øjnene om aftenen. Den er med alle steder: i sengen, ved bordet, i sofaen, når vi skulle koncentrere os om at lege med vores børn, være nærværende hos vores elskede eller fordybe os i en bog. Alle dens kvaliteter til trods, så kommer vi ikke uden om, at den forstyrrer vores nærvær, vores ro og vores dybde.

Den ender med at tømme os for indhold, hvis vi ikke lærer at bruge den mere med omtanke. Og der findes paradoksalt nok en app, der kan hjælpe os netop med det.

”Når krybben er tom bides hestene”, siger et gammelt ordsprog – og hentyder til at der opstår gnidninger mellem os, når der er mangel på noget. Så slås vi om at få det lidt der er. Normalt tænker vi på kager eller penge. Men der er en tomhed der er mere alvorlig end det. Nemlig menneskelig tomhed. Hvis vi ikke passer på at få fyldt op af nærvær og ånd, så kommer vi til at kæmpe om overfladisk opmærksomhed, hvor det i højere grad handler om at blive set og liket – end om at se og røre ved hinanden.

Måske lyder jeg lidt som en skolelærer, der er i gang med at inddrage elevernes mobiltelefoner, men jeg mener det faktisk alvorligt. Det er ikke noget pjat. For vores overforbrug af telefoner bliver ligesom prikken over iét i en kultur, som i forvejen kæmper med overfladiskhed. En overfladiskhed der i høj grad skyldes mediernes nyhedsdækning og vores krav om hastighed, underholdning og sensation.

Verden omkring os synes ret uoverskuelig, og mange af os er bekymrede for de kommende år. I 2016 blev krig og terror desværre hverdag. ”Breaking News” om stadig nye overgreb på befolkningen i Syrien og terrorangreb på civile rundt omkring i verden, er blevet så regelmæssige, at vi ikke længere helt kan huske hvornår og hvor mange. Vi er ikke mindre bange end sidste år. Tværtimod. Vi er heller ikke mindre modløse. Men måske er vi mindre hudløse. I hvert fald er det sådan – at vi ikke kan holde til ikke også at tale om noget glædeligt. Noget andet. Noget der bygger op – i stedet for konstant at blive konfronteret med alt det der river os ned og kaster os til jorden, i noget der virker bundløst og tomt. Jeg har tænkt meget over det. For det fylder mig med dårlig samvittighed, at jeg slukker for nyhederne og nøjes med overskrifterne i de dage, hvor det er allerværst. Rædslerne i Aleppo og andre steder er så massive og den der konstante konfrontation er uudholdelig. Vi kan ganske enkelt ikke holde til hele tiden at blive konfronteret med umenneskelig ondskab og håbløse situationer. Vi lukker ned.

Vi får dårlig samvittighed over det, fordi vi ikke vil være kynikere – men jeg tror det er meget menneskeligt at vi får det sådan, fordi vi reelt ikke kan gøre noget. Det kommer tæt på og så er det alligevel så langt væk. Vi kan sende penge til de store nødhjælpsorganisationer og det skal vi gøre, men i øvrigt kan vi ikke gøre noget og det gør noget ved os.

Det er et dybt menneskeligt karaktertræk, at vi har brug for at kunne gøre noget, når vi bliver vidner til menneskers lidelser. Vi kan vise vores sympati i demonstrationer, ved at dele artikler på Facebook eller ved at reagere med en grædende emoji – og det er måske godt nok at gøre, men det er også overfladisk og utilstrækkeligt. Og det mærker vi selvfølgelig godt. Det er for nemt, og det gør kun vore magtesløshed og tomhedsfølelse endnu større.

”Når krybben er tom bides hestene”. Når vi er tømt for handlemuligheder, så bider vi af i hinanden i stedet. Så råber vi op og skræpper af hinanden med tomme ord og skelsættende fraser. Vi har brug for at fejre jul, mere end nogensinde før. Vi har brug for at blive mindet om at krybben ikke er tom.

Vi har brug for at høre at Gud har lagt sig selv i krybben, som ord, som mening, som kærlighed – ja, som det nærvær og den dybde, der giver livet indhold.

Krybben er ikke tom! Det er så indlysende en juleglæde, når man først har fået øje på det: Altså først hører vi at hyrderne frygtede englene, men så lyttede de. Og hørte. Hørte hvad? Med stille sind, hørte de juleenglenes ”Frygt ikke, se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født Jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får, I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”.

Krybben er ikke tom! I krybben ligger et barn, og krybbebarnet er tegnet. Tegnet på Frelseren. Et tegn på hvad? Ja, et tegn på glæde. Julebudskabet er budskabet om glæde. Det er det det hele handler om. Det er det Gud vil os. Og dette barn og siden mand er nøglen til glæden. Glæde nu og glæde i al evighed. Det er ikke Guds love, domme, og dit og dat, der viser os hvem Gud er. Det er krybbens indhold. Barnets fødsel, hans liv, hans død og opstandelse – det er fortællingen om hvem Gud er og hvad han vil os. Det kan der siges meget om. Det er vel det jeg er ansat til. Men det kan også siges kort: Kristus er tegnet på at Gud vil vores glæde! Ikke bare en lille midlertidig personlig glæde, men en stor glæde, ”der skal være for hele folket” – også for befolkningen i Syrien, der lige nu synes at være langt væk fra Betlehem, selvom de i grunden er så tæt på. Og hos os – hos dig og mig, der indimellem mister fodfæste og fornemmelse for glæden i nærvær og dybe. Hvordan kommer vi i nærheden af den glæde? Ved at du og jeg – ligesom hyrderne – går med stille sind til barnet ind. Ved at du lader de engle der slår vingerne ind, lande i dit menneskesind. Ved at du langt ind i dit sind, derinde, hvor du er helt alene med dig selv, hører, at glæden i dit liv ikke bare var, ikke bare er – men at den skal være. Uanset, hvordan alt omkring dig i øvrigt er vendt lige nu. Så vil der altid vente en glæde forude.

Når vi er i biografen får vi, inden vi går i gang med filmen at vide, at vi skal slukke mobilen. Her i kirken gør vi det omvendt og opfodrer til at I slukker mobilen når I kommer hjem i aften, er sammen med jeres kære, læser en god bog, ringer til et menneske i ved sidder alene, går i kirke… Det er alt sammen værn mod tomhed og beviser på at krybben ikke er tom: Må jeres jul i blive fyldt af nærvær, dybde og den glæde – som vi finder hos barnet i krybben.

Rigtig glædelig jul

Udgivet i Prædikensamling, Uncategorized | 1 kommentar

Hvem er du?

4. søndag i advent

”Hvem er du?” sådan bliver Johannes Døberen spurgt. ”Hvem er du?” er egentlig et godt spørgsmål – som kan åbne op for en god og åben dialog, hvis den der stiller spørgsmålet er nysgerrig og åben efter at lære den anden at kende. Så er det et udtryk for at man tager den anden alvorligt: ”Hvem er du?” Her er det nok ikke stillet sådan. Der er ingen tvivl om at spørgsmålet nærmere er udtryk for en mistænkeliggørelse – ala ”Hvem tror du lige du er?” eller. ”Hvem er du egentlig?” Under alle omstændigheder, man fornemmer at der er alvor bag spørgsmålet fra præsterne og levitterne. Man vil finde ud af hvem det er man står overfor. Det er egentligt forståeligt nok. For Johannes Døberen er ikke som folk er flest. Han står der ved Jordanfloden og råber op. Han lever af næsten ingenting – græshopper og vild honning, og er ikke klædt i andet end kameluld. Han samler mange folk omkring sig – måske man ligefrem opfatter ham som en trussel, både politisk og religiøst. Han har mange tilhængere.  Folk kommer til ham i hobetal forstår man, for at blive døbt. ”Hvem er du?” spørger de – ja, tre gange bliver han spurgt hvem han er. Men Johannes svarer på hvem han IKKE er. Jeg er ikke Kristus, jeg er ikke Elias, jeg er ikke profeten , siger han. Det eneste han siger om sig selv er, at han er en som råber i ørkenen: Jævn Herrens vej – og at han går foran ham, hvis skorem han ikke er værdig til at løse.  Det er ikke noget enkelt svar han giver de præster og levitter der er sendt afsted for at blive klogere op ham. Johannes døber siger ikke: Jeg er direktør for en mellemstor virksomhed, eller jeg er folkeskolelærer – eller jeg er leder af en større gruppe religiøse mennesker der holder til her omkring jordanfloden.  Han fortæller ikke hvad han kan eller hvad han laver. Nej, han vender spørgsmålet om. Til et spørgsmål om identitet. Hans rolle/hans person er ikke noget i sig selv – men kun i forholdet til ham, som kommer efter, i forholdet til Jesus Kristus. Han er til, i kraft af Kristus. I forholdet til ham.

”Hvem er du?” ”Ja, jeg er en der fortæller jer at Jesus er den største”, siger Johannes.

”Hvem er du?” Det er et godt spørgsmål, hvis den der spørger faktisk er interesseret nysgerrig efter at høre svaret. Det kan være skønt at få det spørgsmål af en bordherre til en fest. Så kan man rigtigt få lov til at udfolde sig. Nogle gange kan man opleve det, at man næsten kan blive overrasket over det man selv fortæller, fordi det måske er første gang man siger det højt. Dens andens spørgsmål, øjne og øre har åbnet nogle rum hos én, som tit bare er lukkede.

”Hvem er du?” Stillet som et interesseret og opmærksomt spørgsmål giver det vores medmennesker mulighed for at åbne op og faktisk fortælle, hvad der betyder noget for dem. Det gælder mødet med ethvert menneske. Hvis man stiller åbne spørgsmål om den andens identitet, eksistens og tro, bliver man måske også lidt klarere på, hvem man selv er. Hvad er vi fælles om, og hvor er forskellen på vores tro? Hvordan forholder vi os til hinanden på trods af de forskelle, der er mellem os? Og det gælder også i mødet med mennesker af en helt anden tro eller uden tro. Hvem er du, og hvad betyder noget for dig? Nu skal du høre, hvad der betyder noget for mig. Sådan opbygges en nysgerrig dialog.

Den franske filosof Descartes, som levede i 1600-tallet, er blevet kendt for at have sagt: “Jeg tænker, altså er jeg”, men i virkeligheden formulerede han sig ikke på den måde. Descartes sagde nemlig kun: “Jeg tænker, jeg er til”. På den måde ville han vise, at det at tænke og at være til er to sider af samme sag. Selvom Descartes tvivlede på meget, var han sikker på, at han selv var til.

”Jeg tænker altså er jeg”. Det er et meget minimalistisk svar på spørgsmålet. Meget basalt. Jeg tænker, altså er jeg til! Hvad ville Johannes Døberen have svaret til den konklusion? “Sludder og vrøvl!” ville han have sagt. ”Vis mig dine venner, så skal jeg sige dig hvem du er”. For det er ikke i egenskab af os selv alene med vores tanker, at vi er til. Det er i forholdet til den anden, til vores medmennesker og til Ham, der kommer efter.  Vi er ikke noget i os selv, men kun i kraft af den anden – af Kristus.

Hvem er du? Det er et spørgsmål, vi mennesker altid har tænkt over. Vi har spurgt hinanden og spurgt os selv. Over templets indgang i Delfi stod der: Kend dig selv. Et krav til os mennesker, der uundgåeligt får os til at spørge os selv: Hvem er du? Og det er vigtigt at kende sig selv, for at kunne være sig selv. Det er vigtigt at kende sine grænser og sine værdier – men måske er vi moderne mennesker blevet lidt for optagede af at kende os selv? Eller måske leder vi det forkerte sted: nemlig i os selv. Vi leder i navlen, vi lytter til vores egen mavefornemmelse – vi ser ind ad for at finde os selv – og finde ud af hvem vi er. Kristendommens grundpåstand er, at det er ikke ved at se ind ad, at vi lære os selv at kende. Det er ved at se ud ad og op ad. Det er i forholdet til andre mennesker og i forholdet til Gud. Det ser ud til at Johannes Døberen om nogen havde sans for netop det. At han kendte den sandhed om livet, at han måtte give plads til Kristus / til Gud, for at være til som sig selv.  På den måde kan han være et forbillede for os, som nogen gange kommer til at puste os op, så vi næsten ikke kan holde til det: at vi må øve os i at gøre plads til Gud, så han kan sætte sig igennem i os.   Hvem er du? Du er elsket – ikke for hvad du er, men for at du er. Du behøver ikke at gøre dig til mere end det. Du kan med Johannes sige alt det du ikke er, og alligevel er du alt rigeligt. Det er 4. søndag i advent. Det er forventningens tid, og tiden er snart inde. Gud sender sin Søn til os, selvom vi end ikke er værdige til at løse hans skorem, som Johannes så ydmygt siger. Han viser os, at vi er alt værd.

Det må fylde os med frimodighed til at stå ved os selv. ”Glæd jer altid i Herren, jeg siger jer atter: Glæd jer”. Det er den frimodighed og glæde vi må give plads til, og er forpligtet på at indgyde hinanden. Ikke som en flok lallende glade jubeloptimster, men som den glæde der sætter sig som livsmod i hjertet. Jesus kom ikke som en stor konge, men som et ydmygt menneske, der gik folk i møde. Han inviterede ikke bare de fromme ind i sin kreds, men dem på samfundets kant, dem uden status. Han kommer ikke for at ville klæde os af med et mistænksomt ”Hvem tror du egentlig du er?”  Nej, han kommer os i møde med glæde og livsmod  – og med nysgerrighed og åbne arme, spørger han os: ”Hvem er du?”  (inspireret af klumme på kristendom.dk af Mads Christoffersen)

Udgivet i Prædikensamling, Uncategorized | 1 kommentar