Fortællinger ved kvindegudstjenesten d. 8. marts
Maria 1 (Luk. 7,3ff)
En farisæer der hed Simon, inviterede engang Jesus hjem til et måltid. Den indbydelse er gået over i historien, fordi en kvinde – Maria – kom uindbudt og chokerede alle med sin opførsel.
Fortællingen om hende begynder, sådan her: Nu var der en kvinde der levede i synd i den by. Den kvinde var Maria og hun går uden at banke på ind i huset hvor Jesus sidder til middag. Og nu skal I prøve at se det for jer. Det var et fornemt hjem, en af den slags hjem hvor man tager skoene af inden man går ind, hvor folk er inviterede og med bordkort. Og hvor alting har en plads, og ingenting er tilfældigt, med mindre det er meningen.
De sidder inde i den pæne stue. Alle mændene og diskutere væsentlige og ordentlige emner. Maria går lige ind – og selvom de fleste af de tilstedeværende nok ville benægte det, så kendte de hende alle sammen – og ikke kun af omtale. Og de afskyede at blive konfronteret med hende ved højlys dag og sammen med andre.
Hun har en smuk alabastkrukke med fyldt med kostbar olie. Og hun begynder at græde i det øjeblik hun får øje på Jesus. Så bøjer hun sig ned og viser sin kærlighed ved at pleje hans fødder. Hun fugter dem med sine tårer og tørrer dem med sit hår. Hun kysser dem og salver dem med olie.
Ikke på et eneste tidspunkt overvejer hun hvad de andre tænker om hende. Hun følger sit hjerte og lader det flyde over i ødsel kærlighed. Uforfærdet og uden hensyn til omgivelsernes reaktioner lader hun hjertet tale og gråden komme. Simon og de andre mænd reagerer voldsomt. Hvad bilder hun sig egentlig ind? Komme her og spilde deres tid og spilde al den dyre olie til ingen verdens nytte.
Den kunne være solgt og pengene kunne være blevet brugt på de fattige i stedet? Og hvis Jesus virkelig er Guds søn, så må han da også vide, at den kvinde er en ludder. Hvordan kan han tillade sådan en opførsel?
Men sådan ser Jesus ikke på hende. Han dømmer hende ikke. Han tager taknemligt imod. Han værdsætter det hun har gjort imod ham, for han ser, at det kommer lige fra hjertet, uden tøven eller bagtanker. Han ser et elskende, generøst og medtaget menneske. Han tager imod hendes sorg, hendes umiddelbarhed og siger: Dine synder er tilgivet. Din tro har hjulpet dig. Gå i fred! Og hun går derfra i fred, som et frit menneske. I Guds øjne, har hun set, hvem hun er. Nu ser hun, hvad hun ikke tidligere kunne få øje på. Hun ser sin værdi og sin ret til at leve.
Tankeløs ødselhed eller uforbeholden kærlighed? Maria hun finder og går sine egne veje. I andres øjne er hun tåbelig. I Guds øjne er hun vidunderlig.
Maria 2 (Lukas 10,38-42)
Jesus besøgte engang to søstre. Og det jeg vil fortælle jer nu, har en lidt dum pointe, hvis man hedder Martha. Det skal man ikke tage personligt.
Jesus bankede på døren og Martha lukkede op, og så så han i øvrigt ikke meget mere til hende, for hun fik så ukristeligt travlt med at gøre rent og gøre til og lave mad, at hun slet ikke havde tid til andet.
Martha havde en søster. Hun hed Maria, og hun havde tilsyneladende al tid i verden. Hun lod Martha være Martha, og piskeris og kost være i skabet – og satte hun sig ned og lyttede til Jesus. Bare sådan. Uden videre og uden at tænke på om der skulle en steg i ovnen. Provokerende?
Ja, Martha blev selvsagt ret provokeret over det og hvis der har været nogen mænd til stede i huset også – så skal de nok også have kommet med en hentydning eller to.
Maria tager sig til det, hun gerne vil, og Jesus reagerer positivt. Han siger ikke, hun er selvisk, men påskønner hende og beskytter hende mod de andres anklager. Siger: ”Maria, har valgt den gode del. Den skal ikke tages fra hende”.
Maria lytter til sit indre og følger sin længsel. Det der driver hende indefra, er stærkere end de forventninger, der stilles til hende udefra. Hun gør sig fri af det der forventes af hende og sætter sig i stedet sammen med mændene for ikke at gå glip af, hvad Jesus siger.
De andre synes hun er doven. Men Jesus ser dybere end de andre. Han ser ind til hendes motiv.
Han ser, at det ikke er af dovenskab, hun sætter sig ved hans fødder, og heller ikke af ligegyldighed over for Martas bekymringer, eller af foragt for det praktiske arbejde. Der er kun ét, der har drevet Maria til at gøre det hun gør: Hun vil have mere ud af livet. Hun vil høre hvad Jesus har at sige. Og derfor må hun rette al sin opmærksom hed mod ham.
Egoistisk dovenskab – eller lidenskabeligt optagethed?
Maria hun finder og går sine egne veje. I andres øjne er hun tåbelig. I Guds øjne er hun vidunderlig
Maria 3 (Joh 20,1-18)
De gik med tunge skridt ud mod graven. Jesus var død og sorgen ubærlig. Det var ham der havde været hele meningen med deres liv og nu vidste de hverken ud eller ind. Der var ingen retning og ingen mening. Ingen lys og ingenting der var som før. De gik der med tunge skridt, ved siden af hinanden og støttede hinanden på vejen så godt de kunne. Det var Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome, og de havde duftende salver med for at salve liget.
Det var meget tidligt søndag morgen. Solen var lige stået op og da de kom til graven opdagede de til deres rædsel at stenen allerede var rullet fra indgangen til graven. Kvinderne blev bange. Maria Magdalene blev bange. Hvad var det sket?
Der var mørkt inde i graven. En skikkelse i fuld lys sad på stenkisten til højre. Et vanvittigt øjeblik troede Maria Magdalene at det var Jesus. Men det var en fremmed ung mand, klædt i lysende hvidt, og hans ansigt var som solen. Kvinderne kastede sig til jorden. ”Frygt ikke!” lød hans stemme. ”I søger Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er ikke her. Han er stået op fra de døde. Sig det til hans disciple. Se, det var her, han lå.” Den lyse hån pegede over på den anden stenkiste. Dér lå det lagen, der havde været svøbt om Jesu lig. Det var foldet pænt sammen. Ved synet af det skreg Maria Magdalene og tabte salvekrukken. De tre kvinder tumlede ud gennem gravhullet og flygtede.
De standsede først da de var inden for bymuren. I en krog bag et skur satte de sig og hev efter vejret. ”Det må have været en engel”, pustede Salome. ”Og så I ligklædet?” De sad og grundede over synet, mens solen fyldte gaden og sendte en stråle ind i deres mørke krog. Jakobs Maria sagde beklemt: ” Vi skulle sige det til de andre.” ”Der er ingen der vil tro på det”, sagde Maria Magdalene.
”Da vi kom derud, var stenen væltet fra.” Og graven var tom. Bortset fra en engel.” Og han sagde, at Jesus var stået op fra de døde.” De tre kvinder havde omsider taget mod til sig. De stod og prøvede at fortælle de andre, hvad de havde set. Disciplene prøvede fortvivlet at få mening ud af det. ”Men Jesus havde lagt ligklædet sammen da han gik”, sluttede Maria Magdalene. Johannes så medlidende på hende: ”Sorgen har været for meget for dig,” sagde han
”Sagde jeg det ikke nok!” Maria Magdalene stampede i gulvet, og tårerne stod hende i øjnene. ”De vil ikke trop på os. De tror vi er gået fra forstanden!”
Naivt fantasteri – eller tro, håb og kærlighed? Maria hun finder og går sine egne veje. I andres øjne er hun tåbelig. I Guds øjne er hun vidunderlig.
Inspireret af Ingrid Schrøder-Hansen og Magareta Melin