For noget tid siden faldt jeg over en af de der evindelige tests om, hvad der gør os lykkelige. Den her havde overskriften: ” 6 ting de lykkeligste familier har til fælles”. Testen gik ikke fri af de sædvanlige nonsens råd – men jeg faldt over et råd, som jeg synes på engang var overraskende og totalt indlysende. Nemlig: ”Del jeres familiehistorier!”, og det fik mig til at se med mildere øjne på de utallige timer jeg og resten af familien har måttet lægge øre til min fars gamle historier. Hvor kommer vi fra? Hvordan var vores mors og fars opvækst? Og vores bedsteforældres? Spørgsmål som langt fra kun har til formål at stille vores nysgerrighed. Forskere fra Atlanta i USA, har lavet en undersøgelse, der viser, at børn, som kender mere til deres familiehistorie, har en større tro på, at de kan mestre deres liv og en højere grad af selvværd. Og her handler det ikke bare om at slå fast over for hinanden, at man har en fantastisk familie. Forståelsen for, at mennesker helt naturligt har op- og nedture, giver børn mulighed for at lære, at de også vil have op- og nedture. Det giver dem tillid til at tro på, at de også kan komme igennem dem. Og måske er det grundlæggende det, det handler om, både når vi læser og lever – at vi har brug for at spejle os i nogle andre – tilmed nogle andre der kender os godt. Det er noget af det, der får os til at hænge sammen som mennesker. At der er nogen i vores liv, der tør fortælle os sandheden om os og vores historie. At der er nogen i vores liv, der tør vidne om sandheden, også når den gør ondt.