Aarhus Stiftstidende, 9. januar 2022
Hvert eneste år mister vi nogen og noget, der har betydning for vores liv. Mennesker vi holder af, muligheder, drømme og evner. Indimellem bliver det tydeligt, at der er meget vi ikke har kontrol over. Vi skal pludselig lære at stå på et ben eller navigere i et landskab, vi slet ikke havde forestillet os eller ønsket.
Vi får ikke fremskridtstroen tilbage
I 2021 blev jeg et år ældre. Ligesom alle de foregående år. Men da jeg var barn, blev jeg højere, stærkere og udvidede mit ordforråd hvert eneste år. Da jeg var ung, blev jeg klogere og dygtigere og fik mere og mere ansvar. Hvert eneste år, de første mange år af mit liv, gik det primært bare fremad med evner og kapacitet, og ikke mindst med troen på at jeg kunne alt hvad jeg satte mig for. De seneste år er jeg blevet opmærksom på mine begrænsninger. Nu i en alder af 46 år, må jeg konstatere at jeg har mistet en del af min spændstighed, og uanset hvor meget jeg træner (som om…) så får jeg ikke min unge krop tilbage.
I år har jeg det som om jeg er blevet fem år ældre. Mindst. Folk omkring mig får stress og kræft og depressioner og hjerneblødninger. Selv bankede jeg hovedet op i en køkkenlåge og har kæmpet et år med at komme tilbage som mig selv. Der er kommet en anden alvor med om bordet, når vi samles til middagsselskaber med venner og familie. Vi sidder med erfaringen af, at vi ikke kan alt hvad vi vil, at der er opgaver der er for omfattende og karrieretog der for længst er kørt. Vi sidder med skårene af bristede forhold, børn der mistrives, forældre der bliver gamle og dør. Vi har mistet troen på at alting kan fikses, hvis vi bare tager os sammen.
Vi får ikke ungdommens fremskridtstro og alle muligheders supermarked tilbage, og det er ok. Det er i hvert fald sådan det er, og det må vi lære at leve med. Livet kan blive godt på en anden måde. Bedre måske. I hvert fald dybere eller rigere.
Vi får ikke de døde tilbage
”Nåden er, når alt er tabt at få alt tilbage”, sådan digter Johannes Møllehave
i den fine salme ”Nåden er din dagligdag” og det er smukt sagt, men måske ikke
helt rigtigt, tænker jeg. I hvert fald får vi ikke alt tilbage som vi kender
det. Der er meget af det vi taber eller mister, som vi ikke får tilbage.
Johannes Møllehave selv, for eksempel. Ham mistede vi i 2021, og ham får vi
ikke tilbage, men han har ladet nogle fine ting blive tilbage: Digte, sange,
fortællinger, prædikener, bøger i stakkevis har han efterladt sig. På den måde
kan vi blive ved med at hente ham frem fra reolen og glæde os over hans ord.
Men selv dukker han ikke længere op i avisen eller på skærmen. Og det kommer vi
til at savne.
Jeg har selv mistet min far i 2021. Ham får jeg heller ikke tilbage,
og jeg savner ham helt utroligt. Der er selvfølgelig meget jeg ikke har mistet,
selvom jeg har mistet min far. Alle minderne, alt det han har lært mig og givet
mig af kærlighed og opmærksomhed i årenes løb, alle oplevelserne, alt det jeg
kan genkende fra ham i mine søskende, mine børn og også hos mig selv. Der er
meget af ham tilbage i mit liv, som jeg kan blive ved med at hente frem og være
taknemmelig for og glæde mig over, men det ændrer ikke ved, at jeg ikke får ham
tilbage. Det ændrer heller ikke ved, at jeg savner ham. Det er ok. Det er i
hvert fald sådan det er, og jeg er taknemmelig for at have haft ham.
Vi får ikke 2021 tilbage
Covid 19 har lært os, at vi ikke kan regne med, at det vi planlægger bliver
til noget. Vi har vænnet os til at leve med skuffelser over ferier der skulle
været gået til Grækenland, men endte i Grenå. Fester hvor vi skulle have været
80, men endte med bare at være de nærmeste 8. Julefrokoster,
teaterforestillinger og koncerter der har lyst som små stjerner i kalenderen, men
endte med at blive slukket i sidste øjeblik.
Vi har mistet så mange oplevelser de sidste par år. Begravelser, konfirmationer og runde fødselsdage, der ikke blev som vi gerne ville. Der er meget der er gået tabt, og som vi ikke får tilbage. Vi kan ikke gøre hverken 2020 eller 2021 om. Meget er tabt. Der er meget vi ærgrer os over og meget vi savner. Det har vi nok egentlig lært at leve med. Det er i hvert fald sådan det er. Livet kan være godt alligevel. Ikke bedre. Men måske bliver vi bedre til at leve med, at livet ikke altid enkelt og sorgløst. Måske bliver vi mere opmærksomme på og taknemmelige for det vi har og det vi kan. Vi får ikke alt det tabte tilbage, men måske giver vores tab os tilbage til livet, på en ny måde.