klumme i lokalavisen
”Man må altså ikke have heste med!” – ordene faldt i begyndelsen af 80erne. Jeg var syv år og de ramte hårdt. Buller var ikke en hest, men min svært overvægtige labrador hund. Af børn og fulde folk skal man høre sandheden. Den var virkelig fed. 65 kg. Og det er altså meget for en hanhund, også selv om den har kraftige knogler. Den spiste meget. Der var hundemad ad libitum. Lidt ligesom for resten af min på alle måder store familie. Det var egentlig ikke noget hundeliv, men den var glad.
Vi var på børnedyreskue på en fodboldbane i provinsen. Masser af børn med friserede kaniner og nuttede hamstre, og så mig med en enormt stor hund, der med lidt ond vilje godt kunne ligne en deform hest. Og de var forbudt på dyreskuet. Altså heste i al almindelighed. Dommeren godtog af det var en hund. Den logrede med halen. Den havde tungen ud af munden. Den havde dårlig ånde. ”Det er bestemt en hund”, sagde han. Måske vejede det op at den var glad, og at jeg var glad for den. I hvert fald fik vi en 1. Præmie! Vi vandt, Buller!
… Og det gjorde alle andre så også. Selv ham, der bare havde medbragt et syltetøjsglas fyldt med tørt græs og vandrende pinde, vandt. Jeg mener: Vandrende pinde? Er det overhovedet dyr? Alle fik en 1. præmie. Sådan er det åbenbart på et børnedyreskue. Jeg vidste det ikke. Jeg vidste ikke at ALLE der stillede op, havde ret til at få en præmie med hjem. Ikke at det gjorde min præmie dårligere. Sådan set. Det var bare overraskende at det var sådan. Og Buller og jeg havde objektivt set ikke ret til den præmie. Jeg mener: Den lignede jo virkelig en hest. Den der ødsle godhed kom bag på mig.
Det samme skete for mig forleden. Og det gør det faktisk indimellem. Altså næsten. Buller er for længst død og begravet, i et MEGA stort hul ude i haven i øvrigt, men det er en anden historie. Forleden talte jeg med én, som havde brug for al min opmærksomhed. Og så faldt jeg i søvn, lige midt i det hele. Intet kunne være mere upassende. Og så var den der igen. Jeg havde ikke ret til den. Hun kunne med god grund have afskrevet mig. I stedet så hun på mig med den der godhed, der kan komme helt bag på én. Hun så MIG. Og ikke, at jeg ikke havde slået til. Og derfor kunne hun stadig være sammen med mig. Det er det hele værd. Der er rigtig meget brug for den godhed, som kommer bag på os. Tror den bliver mulig, når vi genkender det menneskelige i hinanden. Det kan vi øve os på, for vi har den der menneskelige godhed i os. Nogen gange bliver den blændet af millimeterretfærdighed eller smålighed. Men den er der et sted, og bliver til når vi giver den videre. Ligner lidt et børnedyreskue i 80erne, hvor der også blev plads til al mulig menneskelig utilstrækkelighed og en deform labrador på 65 kg.