Jeg ved godt det refererer til
internettets muligheder
for fælles lister
og en online opslagstavle
Jeg ved godt
at det er virkelig praktisk
at alle kan være opdaterede
på hvilke ønsker der er taget
og hvilke der ikke er
Jeg ved godt
at det er nemt og
at folk får lige præcis
det de gerne vil have
men det provokerer mig
alligevel
at noget så ucharmerende
skal hedde noget så smukt
Ønskeskyen
det dufter af noget større
det stof drømme er gjort af
eventyr og magi
skønhed
himmel
og stjerneskud
men det er ikke magi
langt fra
Ønskeskyen
er noget Imerko
har skabt
og Fanden ærgrer sig over
at det ikke er hans idé
Ønskeskyen!
De idéforladtes paradis
Realisternes rekreative område
Praktikernes stisystem!
Slut med at finde
på noget
slut med at tænke selv
slut med overraskelser
og fejlkøb
slut med at noget skal byttes
Nej, nu sender vi
bare et link
til Ønskeskyen
med henvisninger til
helt bestemte mærker på bukser
og designs på kopper og glas
og undertøj der ikke overlader noget
til giverens fantasi
mærke det og det
størrelse det og det
nummer det og det
farve det og det
Dræberskyen
det er hvad det er
den dræber alle
selvstændige initiativer
alle muligheder for
at komme af med noget
man har liggende hjemme i skabet
alle muligheder
for at give skøre gaver
og sjove gaver
og hjemmelavede gaver
Ønskeskyen
den sky
er gået for solen
og holder alt lys og livsglæde ude
eller
måske er det
for meget sagt
men den er utrolig
invaliderende for
giversindet
og juleglæden
i det hele taget.
Aldrig er så mange
blevet så lidt overrumplede
af lykke
juleaften
som siden Ønskeskyen
gjorde sin éntre
ved siden af
Betlehemsstjernen
Nej, Josef og Maria
havde nok ikke lige skrevet
guld, røgelse og myrra
i Ønskeskyen
hvis de havde haft sådan én
da det lille Jesusbarn
blev født i stalden
i Betlehem
de havde sikkert skrevet
et eller andet idéforladt
som en sparkedragt
og en hagesmæk
sådan noget som ligger
på hylderne alle steder
og som barnet vokser fra
på ingen tid
og som ingen
ville kunne huske
og da slet ikke skrive
sange om
to tusind år efter det var sket
Guld, røgelse og myrra
det var virkelig en overraskelse
ingen havde set det komme
til et nyfødt barn
værsgo lille ven
her får du lige
en eksklusiv duftserie
Tak og lov
at Mara og Josef
ikke havde mulighed for at lægge
garanteret temmelig
ordinære ønsker op
i Ønskeskyen
så havde vi ikke haft
Dejlig er den himmelblå
lyst det er at se derpå
for så var der ingen som helst grund
til at synge
om den lille stjernesol
om stjernen der ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen
Vi har og en ledestjerne
synger vi
og ledestjernen er noget andet
end Ønskeskyen
Ledestjernen
Betlehemsstjernen
er ikke helt så konkret
Det er ikke
nummer det og det
størrelse det og det
Den skinner bare
lyser op
Lyser mirakler
og julehjerter op
når vi mindst venter det Den er ude af kontrol
overrumplende
Heldigvis
for alle os
ret almindelige typer
der for en sikkerhedsskyld
for nemhedens skyld
og for familiefredens skyld
for svigermors skyld
ender med at skrive
noget vanvittigt ordinært
som grønne drikkeglas
og en pyjamas
i størrelse det og det
i Ønskeskyen