Måske er det, fordi jeg nu for alvor er sidst i fyrrerne. Eller måske er det bare sådan i alle livsfaser, at ferietid er overvejelsestid. For mange af os er ferietid ensbetydende med god tid til at tænke over alt det, som hverdagen har det med at efterlade på en rasteplads, fordi der ikke er plads til det, når det så ofte udskældte hamsterhjul kører derudad. Denne ferie har ikke været nogen undtagelse for mig. Tværtimod.
Sommeren har budt på mange dejlige sommeraftener med forskellige venner og familiemedlemmer, på forskellige terrasser, med forskelligt på tallerkenen og i glasset. Med forskellige anekdoter og sjove indfald – men med et gennemgående samtaleemne: Er vi det rigtige sted, og hvor er vi på vej hen? Rigtig mange samtaler har handlet om vores arbejdsliv. Selvbestaltede MUS-samtaler midt i salaten med vandmelon og fetaost. Jeg tror, særligt vi, der er omkring de 50, bliver ramt af de spørgsmål. Måske fordi vi ikke er helt der, hvor vi troede, vi ville være i 50-årsalderen? Måske fordi vi ikke har fået justeret de drømme, vi havde, til den virkelighed, vi har? Eller det, vi kunne engang, til det, vi kan nu? Måske fordi vi må erkende, at der er andet i livet end arbejde, som vi også har lyst til at give plads til?
Mange i vores generation har ophøjet arbejdet til selve meningen med livet. Hvis vi ikke elsker vores arbejde, så er det en krise for os. Vi vil elske vores arbejde. Det skal give mening. Det skal være udfordrende. Det skal give muligheder. Det skal give en god løn. Der ligger en høj grad af selvrealisering i mange menneskers arbejdsliv. Derfor bruger vi ferien på MUS-samtaler med venner og familie, fordi vi igen og igen har brug for at stille os selv spørgsmål om, hvorvidt vores arbejde stadig giver mening og er udfordrende. Og der er meget godt at sige om, at vi ikke vil gå i stå og konstant søger udfordringer og mening. Men måske er det også grunden til, at udbrændthed og stress er en markant tendens i vores tid? Fordi vi stiller for store krav til, hvad arbejdet skal kunne, og fordi hele vores selvforståelse er bundet op på, om vi er i et meningsfyldt arbejde.
Faktum er, at vi aldrig i historien har haft mere fritid, alligevel sukker mange af os efter mere tid. Vi drømmer om at arbejde mindre, men i en tid, hvor velfærdssamfundet er under pres, advarer man fra politisk hold mod at reducere arbejdstiden og er igen begyndt at italesætte arbejdet som en samfundspligt. Jeg tror ikke, flere af os bliver sygeplejersker, lærere eller tømrere, fordi samfundet har brug for det, og vi burde føle os forpligtet til det. Men måske har det noget for sig at tænke anderledes om vores arbejde, uanset hvad vi laver – at det er en pligt. Der kan ligge en aflastning for os i, at vores arbejde ikke primært er en mulighed for selvrealisering, men først og fremmest en fælles pligt.
I gamle dage sagde man “Ora et labora.” Det betyder ”bed og arbejd,” og selvom man måske ikke betragter sig selv som religiøs eller troende, så er der en visdom at hente i ikke at gøre arbejdet til selve meningen med livet, men at det er noget større og dybere end det. Vi kan forsøge at indøve den urgamle erfaring af åndedragets naturlige bevægelse – at vi både har brug for at trække vejret ind og ud, bede og arbejde, modtage og give, hvile og være aktive. Det har jeg taget med mig fra sommerens mange MUS-samtaler med venner og familie, at jeg vil blive bedre til. Hver dag. Når jeg har tid 😊