Af Hanne Jul Jakobsen
Vi besøger min mor
og far
selvom han er død
for flere måneder siden
er han over det hele
han sidder med
når vi drikker kaffe
og der er alt for mange pauser
hvor vi ved
hvad han ville have sagt
Han hænger stadig
ved min mor
som et stort savn
og der er ingen grund
til at det skal være
anderledes
Hun skal ikke noget
og vænner sig aldrig
til at være alene
alligevel
han er
og mangler
over alt
hvor hun er
Det er næsten et år siden
at min far døde
og jeg har allerede
helgenkåret ham
det er vanskeligt for mig
rigtig at huske
alt det der irriterede mig
og sårede mig
og kunne gøre mig så vanvittig
at jeg smækkede røret på
eller råbte
Hold din kæft
og mente det
med en styrke
der skal et helt liv af samhørighed
til at opbygge.
Nu griner jeg af det
fortæller om det
ikke uden en vis stolthed
men mest ømhed
i anekdoter og minder
der er blevet ikoniske
Kærligheden kortslutter
hukommelsen
og det der bliver
tilbage
er det værd
at gemme.
I vindueskarmen
på mit kontor
ved siden af en kaktusrose
der har set bedre dage
står et foto af min far, min søster og mig
det er i sort hvid
og det mest farverige foto
jeg har
det blev taget
til min søns konfirmation
det var to år før
min far døde
Vi stråler på det billede
og holder om hinanden
som familie kan gøre
det lyser langt væk
af stolthed og ømhed
der går begge veje
Min far er centrum
for vores opmærksomhed
det har han ikke noget imod
Min søster og jeg
ligner ham lidt
og det har vi ikke noget imod
Jeg savner ham altid
mere når jeg
ser det foto
men jeg lader det stå
alligevel
Vi besøger min fars grav
der er lige kommet sten på
hans navn står der
på stenen
vi står og ser på den
min mor og jeg
hun siger
den kan ikke være pænere
frygt ikke, tro kun
det står underneden
det passer godt til ham
siger hun
det passer også godt til dig
tænker jeg
der er gjort plads
hendes navn skal stå der
på stenen
sammen med hans
sammen med
frygt ikke, tro kun
Jeg var et barn
da min far døde
kun 46 år
mine egne børn
var derhjemme
sammen med deres far
jeg var på sygehuset
sammen med min mor
mine søskende
og min far
som var ved at dø
her havde vi været før
vi kendte vores plads
selvom ingen af os
tidligere
havde haft en far
der var ved at dø
Vi kom
så hurtigt vi kunne
slap tastaturer
rejste os fra møder
og skriveborde
forlod vores børn
forskellige steder i Jylland
og i København
for at være hos vores far
og mor
som var helt
ved siden af sig selv
og pludselig var
vi bare
børn
der håbede at det ikke
var nødvendigt
at vi havde
overreageret
og gjort for meget ud af det
vi ville gerne
have kørt turen
forgæves
vi ville ikke være
hvor vi skulle
men kunne ikke være
andre steder
Han sov da vi kom
måske mærkede
han vi var der
vi blev der
skiftedes til at sove
og holde ham
i hånden
spiste det de havde i kiosken
og hos den kinesiske
på Kolding Sygehus
vi så på ham
på hans tal
og på ham
på hans tal
på ham
Vi lyttede til læger
og sygeplejersker
som var så vant til det hele
vi talte sammen
grinede
egentlig meget
og græd
når vi så på vores mor
som blev mindre
når vi så på hinanden
og indså at vi var voksne
og at vores far
var dødeligt gammel
når vi så på vores børn
der kom på besøg
og sagde farvel
til ham
han ville helt sikkert
have sagt noget til dem
de ville kunne huske, hvis han kunne
nu var det kun dem der kunne
sige noget til ham
Vi sad der
hos ham
og ventede
på at han blev sig selv
og sagde noget
til os
så vi kunne kende ham igen
vi tænkte på
hvad han ville have sagt
hvad han plejede
at sige
vi fortalte hinanden
hvad vi kom i tanker om
kan I huske
sagde vi
eller far ville nok have sagt
sagde vi.
vi savnede ham
selvom han lå
lige midt i mellem os
og trak vejret tungt
Gud, bad vi
tag ham ikke fra os
Gud, sagde vi
vær hos ham og os
og mor, ikke mindst.
Tiden stod stille
i de dage
uden for vinduerne
var Kolding, og himlen var
grå og fugtig
Vi så folk komme
og gå
Vi så på ham
vi lyttede
til hans åndedræt
i tre dage
og en tidlig morgen
inden solen var stået op
holdt han op
med at trække vejret
som om intet var hændt
andet end det
at han ikke længere
trak vejret
vi vækkede hinanden
vi så på ham
og vi mærkede
at han ikke var her mere
at han var gået i forvejen
for os
at han var taget hjem
og vi græd
Vi begravede ham en dag
hvor jeg troede på opstandelsen
og ingen af os var i tvivl
om at vi skulle ses igen
kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden
hele kirken var fyldt
af sang
og taknemmelighed
og slægten der skal følge
slægters gang
Jeg slog rødder i kirken
dybere end jeg vidste
jeg havde i mig
da vi sænkede ham ned
i jorden
da ville ønske jeg
at mine børn var ældre
og at han havde været
yngre
da vidste jeg
at nu var det mig
der var den
da vi stod ved graven
og rundt om
på andres grave
og bad
fadervor
i munden på hinanden
og på skuldrene af de døde
da var alting
i orden.
HJJ 2022