Menu Luk

Glæd dig altid til seks ting

For en måneds tid siden hørte jeg et afsnit af Brinkmanns briks, som gav nogle uhyre konkrete råd til, hvordan man kan øge sin livskvalitet og lykkefølelse. Siden da har jeg brugt enhver lejlighed til at tale med min familie, venner og bekendte om det – og nu deler jeg det også med jer. For en gangs skyld nogle enkle råd, som holder. For mig i hvert fald!

Svend Brinkmann havde inviteret Henrik Mahncke, analysechef i Realdania, i studiet. Han er også forfatter til bogen Vores livskvalitet – Hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere, og de to havde en klog samtale, som jeg varmt kan anbefale. Her vil jeg blot fremhæve de tre regler, som Mahncke selv har formuleret.

Hans udgangspunkt er ikke den liberalistiske parole om, at enhver er sin egen lykkes smed, og at man selv er eneansvarlig for, hvordan det går én i livet. Mahncke forholder sig ikke til, hvor vi er på den sociale rangstige, hvilke evner eller hvilket helbred vi har fået. Han siger, at med det udgangspunkt, vi nu engang hver især har, så kan vi faktisk selv gøre noget for at blive lykkelige. Vi kan selv bidrage til vores livskvalitet.

Han har selv fundet ud af, at han er mest lykkelig, når han har noget at glæde sig til. Forskning viser, at han ikke er alene om at have det sådan.

Forventningens glæde er den største – sådan skulle Søren Kierkegaard have sagt. Det har han egentlig ikke, men eftertiden har lagt ham det i munden, fordi han godt kunne have sagt det! Og der er noget om snakken: Forventningens glæde kan faktisk øge ens lykkefølelse. Jeg har det selv sådan, at jeg i januar måned kan få stor glæde ud af at planlægge en sommerferie til Italien – selvom vi måske ender med at tage til Holland.

Mahnckes pointe er, at en af de nemmeste måder at øge sin livskvalitet på er ved at skrue op for forventningens glæde. Og det kan vi alle – uanset hvor vi er i livet. Han har formuleret tre enkle regler:

1. Man må ikke kun glæde sig til én ting
Hvis man kun har én stor ting at glæde sig til – fx et bryllup eller en rund fødselsdag – bliver det alt for sårbart, hvis virkeligheden ikke helt kan leve op til forventningerne. Man risikerer også et tomrum bagefter, fordi man har sat alt ind på netop den ene ting.

2. Man skal glæde sig til mindst seks ting
Mahncke nævner tallet seks for at sætte det lidt på spidsen. Det er selvfølgelig ikke afgørende, om man glæder sig til fire, seks eller otte ting. Pointen er, at man selv kan gøre noget, hvis ens lykkefølelse er i bund. Man kan arrangere noget, man kan glæde sig til: invitere venner til middag, bestille billetter til en koncert, tilmelde sig et kursus – eller noget helt fjerde. Hver gang man har realiseret noget, skal man finde på noget nyt. Ikke nødvendigvis noget nyt nyt – for det er en anden af Mahnckes pointer, at mennesker med mange traditioner ofte er de mest lykkelige.

Hvis man har en tradition for – og glæde af – at mødes med to veninder en gang om året, så skal man endelig gentage det. Eller hvis man har en bogklub en gang om måneden, man ser frem til, så skal man holde fast i den. Gentagelsen gør, at man ved præcis, hvad det er, man glæder sig til – og at det virker.

3. Man skal glæde sig til to ting, der kildrer lidt i maven
Man skal også have noget i fremtiden, der udfordrer én lidt. Det kan være en opgave på arbejdet, man ser frem til – men som også er udfordrende nok til, at man er lidt spændt på, om det lykkes. Det kan være, man skal holde en tale til sin søsters fødselsdag, som man både er spændt på og måske glæder sig lidt til at have overstået.

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! – sådan siger Paulus et sted. Det er selvfølgelig ment som glæde på et dybere og mere eksistentielt plan, men der er alligevel noget i bydeformen, der fortæller os, at glæde ikke kun er en følelse – men i høj grad også en beslutning.

Jeg synes, der er noget virkelig brugbart i Mahnckes tre konkrete råd til, hvordan man kan beslutte sig for at skrue op for forventningens glæde. Ikke mindst kan jeg anbefale at tale med jeres venner og familie om, hvad I glæder jer til. Jeg er selv blevet lidt overrasket over, hvad det har kastet af sig – af livskvalitet og decideret lykkefølelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.