Menu Luk

Et lyspunkt i kalenderen

af Hanne Jul Jakobsen, sognepræst i Møllevangskirken

Sommerferien står for døren, og på mange arbejdspladser er der gang i langtidsplanlægningen i øjeblikket. Vi taler om, hvad der skal ske i den kommende sæson. Er der noget, vi skal gøre mere eller mindre af? Har vi nogle nye ideer, vi vil gøre plads til? Nogle elsker at sidde til møder og drømme om alt det, vi kan gøre, mens andre bliver trætte på forhånd af alt det, vi skal. Efterårets kalender bliver lynhurtigt overtegnet med både lyst og nød.

Når man, som jeg, arbejder i en kirke, er der en del af årshjulet, der ikke rigtig kan ændres på. Vi diskuterer for eksempel ikke, om vi igen i år skal holde jul, eller om den kan flyttes til et tidspunkt, hvor der er bedre plads i kalenderen! Forleden var der én, der måske som en tanketorsk spurgte mig, om vi havde lagt datoen fast for Sankthansaften næste år! “Ja,” sagde jeg næsten uden at grine, “den har vi lagt ind i evighedskalenderen!” Og det er faktisk noget af det bedste ved den aften, altså at datoen ligger fast. Vi kan ikke flytte den til en aften, hvor vejret er bedre, eller der er hul i kalenderen. Den falder hvert år den 23. juni, uanset om jord og himmel står i et, eller vi har en meget vigtig deadline dagen efter. Vi er heldigvis holdt op med at brænde hekse på bålet, men vi mødes på tværs af generationer, vi synger om midsommer i Danmark, vi spiser pølser, vi står sammen omkring bålet, og livet bliver lige lidt større.

Jeg vil langt fra betegne mig selv som egentlig traditionalist, men jeg er fan af traditioner. Jeg elsker, at der findes fester og dage, man ikke skal opfinde selv, men hvor det ligger fast i Outlook-kalenderen, at nu skal vi holde en pause fra møder og planlægning og i stedet mødes med venner og familie for at spise lagkage, andesteg eller tænde et bål. Hvis vi nu forestiller os, at vi skulle begynde i dag, altså at vi ikke havde nogen historie, at vi ikke havde noget udgangspunkt, at vi ikke havde nogen traditioner, at vi simpelthen bare var dumpet ned fra himlen her i 2024. Hvad tror I så, at vi ville lave den 23. juni? Ja, vi ville nok bare sidde derhjemme med pasta og kødsovs, løbe endnu en tur i hamsterhjulet eller sidde i sofaen med Netflix og en pose familieguf. Men altså, hvis vi nu havde fundet på at samles med familier, naboer og venner, hvad ville vi så have gjort? Måske havde vi set hinanden an, eller en havde sagt: “Lad os nedsætte et udvalg, holde nogle møder og finde ud af, hvad vi skal.” En anden havde sagt: “Er der nogen, der er med til at spille rundbold?” Mit gæt er, at ingen havde fundet på programmet til en traditionel Sankthansaften! Ingen havde sagt, sådan ud af det blå: “Hvad med at brænde vores haveaffald af? Lave et kæmpe bål i haven og så bare brænde alt, hvad der kan brændes.” Der var heller ingen, der havde sagt: “Hvad med at vi synger en sang om sognets hekse og trolde?”

Traditioner er en sjov ting. Vi gør nogle bestemte ting på nogle bestemte dage, også selvom ingen af os måske helt kan huske, hvorfor det nu er, vi gør det. Hvorfor tager vi et træ ind i stuen juleaften? Hvorfor gemmer vi en mandel i risalamanden? Hvorfor slår vi katten af tønden til fastelavn? Og hvorfor tænder vi bål og synger om hekse til Sankt Hans? Tja, udover hvad man kan læse på Wikipedia om de enkelte traditioner og hvor de stammer fra, så er det mest interessante ved traditioner, at de får os til at hænge sammen med vores historie og med hinanden. Fælles traditioner skaber fællesskab. Traditioner er en del af den lim, der binder os sammen som land, som folk og som mennesker. Traditioner har vi måske for at mærke, at vi ikke er alene. Vi har lige fejret Sankthans, og for dem af os, der stod rundt om bålet sammen med vores naboer, så ved vi, at den aften lyser juni op på en anden måde end aftenen før og aftenen efter. Den lyser af liv og fællesskab. Den er et lyspunkt i kalenderen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.