Klumme i Lokalavisen uge 4
Min yngste søn havde dårligt overstået den første uge i 0. klasse, med sjove lege og farvelægning af eget navn, før han blev præsenteret for begrebet ”synlig læring”. Børnene skal i et sindrigt system med farvekoder og smileys (de kan jo ikke læse og skrive endnu) dels sætte konkrete læringsmål fx” jeg vil den næste uge lære 4 rim og remser”, og dels efterfølgende gennemføre en evaluering af projektet: ”Hvor mange rim og remser lærte jeg?” Jeg er ikke pædagog, og det er sikkert fint at børnene bliver bevidste om hvad de lærer. Jeg ved bare hvad evalueringer gør ved mig selv. De kvæler al min energi og livslyst! Og vi er i fuld gang med at udvikle en evalueringskultur. Man kan jo ikke købe en liter mælk, uden man bagefter får et spørgeskema stukket i hånden, hvor man skal svare på om man var tilfreds med købet og oplevelsen som kunde i butikken. Vi har indført evalueringer i skolen, på arbejdspladsen, i supermarkedet, ja endda i soveværelset: ”Var det også godt for dig, skat?” Al den fokus på synlig læring har efter mine begreber taget overhånd. Børn skal nogle gange lege, bare fordi det er sjovt. Vi skal nogle gange kaste os ud i noget, bare fordi vi har lyst eller fordi vi synes det er vigtigt. Leve, spise og elske uden at tænke over det. Det kan godt ske at vi ikke bliver bedre til det eller lærer noget synligt af det. Men måske oplever Guds rige spire og gro midt imellem os. Det mindste frø kan vokse til noget stort og smukt, helt uden vi har planlagt det og uden vi egentlig ved hvorfor eller hvordan. Det gør det bare, fordi det bærer livskraften i sig.