Efter ferien: Jeg er kørt træt i min mands historier

Vi nød en af de sidste aftener i sommerhuset sammen med et par af vores gode venner. Vi talte om, hvad vi havde oplevet i ferien, om børnene, vejret og de bøger, vi havde læst. Sommersnak.

Pludselig sagde vores veninde, henvendt til sin mand: “Jeg er blevet opmærksom på, at vi mangler samtaleemner.” Det var sagt kærligt og lidt i sjov, men ordene ramte alligevel et ømt punkt hos mig. De sidste dage af ferien har jeg ærlig talt haft svært ved at finde på noget at tale med min egen mand om.

Vi har haft tre ugers dejlig ferie sammen. Vi har været på cykeltur, ude at rejse med børnene, været sammen med venner og været i sommerhus. Sammen. Jeg spiste frokost med en veninde én enkelt dag i begyndelsen af ferien– uden ham. Ellers har vi indtaget alle måltider sammen.

De første aftener faldt på et tørt sted. Der var så mange ting, vi ikke havde fået fulgt op på i lang tid. Vi talte om udfordringer på arbejdet, om vores kollegaer, om familier, venner, bekendte og naboer. Nogle skulle noget spændende jobmæssigt, nogle var blevet syge, nogle skulle skilles. Vi endevendte alle vores relationer og talte derefter om vores børn: At de bruger for meget tid foran skærmen, at de heldigvis snart skal på efterskole, at de også er ret dejlige og sjove. Den slags samtaler havde vi mange af i starten, og vi kunne fortsætte langt ud på aftenen. Det var så velgørende endelig at have god tid sammen. Men efter et par dage eller tre havde vi vendt hver en sten i den kategori.

Uden at det var aftalt, begyndte vi i stedet at tale om det, vi læste i avisen. Det blev mest interessant, når vi var uenige. Men efter 25 års samliv er det efterhånden begrænset, hvad vi kan finde på – særligt på dette tidlige feriestadie, hvor vi endnu ikke var begyndt bevidst at indtage det modsatte synspunkt, bare for at fremprovokere en smule lidenskab. Men altså: Vi talte om verdens tilstand. Vi forargedes over, at vi lader befolkningen i Gaza sulte ihjel, harcelerede over Trump og udviklede ideer til, hvordan landets uddannelsespolitik kunne forbedres.

Aftenerne i sommerhuset er også gået med at læse bøger. Indimellem kiggede vi op og spurgte hinanden, hvad vi læste. Det kan være fint at dele læseoplevelser, men min mand har det med at fortabe sig i kedelige detaljer, når han genfortæller handlingen i en roman – og jeg har det med at tabe interessen og har svært ved at skjule, at jeg egentlig hellere vil videre med min egen. Det udvikler sig aldrig til de interessante samtaler, jeg kan have om litteratur i min bogklub.

Når vi havde gæster eller var sammen med andre, skiftedes vi til at fortælle vores bedste historier fra de seneste måneder: Highlights fra livet med teenagebørn, det mest interessante fra vores arbejdsliv og de sjoveste glimt fra vores familietur til Holland – om hvordan vi spiste hele sild og var ved at brække os, og om alt det, vi lærte om hollandsk kultur. Vi udviklede efterhånden en perfekt timing og supplerede hinanden i at opbygge spændingskurven. Og vores historier er blevet bedre og bedre, som ferien er skredet frem. Men jeg nåede et mætningspunkt. Nu kan vi ikke vride mere ud af den hollandske sild, og jeg er blevet træt af min mands overdrivelser.

“Jeg er blevet opmærksom på, at vi mangler samtaleemner,” sagde vores veninde om sig selv og sin mand. “Ditto,” siger jeg. I går aftes opdagede jeg, at vi ikke alene talte om vejret igen og igen, men også om et kortspil, vi havde spillet dagen før. Om hvem der havde gode kort på hånden, og hvem der ikke havde.

Jeg elsker ferier og jeg elsker min mand. Virkelig. Jeg vil være sammen med ham resten af livet – og netop derfor er det fantastisk, at hverdagen snart begynder igen, så jeg også kan være sammen med andre end ham. Nørde løs med det, der interesserer mig, sammen med andre nørder. Opleve noget uden ham, så jeg kan fortælle ham om det om aftenen – eller næste gang vi har ferie. Diskutere med andre, så jeg kan komme hjem og ægte have lyst til at høre hans holdning til noget.

Vi er løbet tør for samtaleemner for denne sommer. Er det et krisetegn? Jeg tror det ikke. Jeg tror bare, at alle parforhold har det bedst i længden, hvis man ikke er sammen 24/7. Ferier er fantastiske. Men også fantastisk krævende. Tak Gud for at der er flest hverdage.