Søndag d. 2. nov. holdt vi Allehelgens gudstjeneste i Møllevangskirken. Gudstjenesten var liturgisk med forskellige musikstykker og oplæsning af forskellige bibeltekster, en novelle og også nedenstående digt:
Hvor livet dog er stort og smukt at skue!
Hvor har det ofte løftet os med sine stærke sange og overvældet os, så vi blev bange.
Det siger nu, og skriger nu, hvad hver af os må bære:
At vi en dag skal holde op at være.
Du livets store skaber, hjælp! Vi synker i os selv, når livets hjerte slår i takt:
Farvel. Farvel. Farvel.
Der går en tristhed gennem årets dage.
Den breder sig med morgenduggen, bor i vores tårer.
Den blander sig med blod i vores årer.
Den røber sig i spindelvæv, i aftenvindens knirken.
Den svæver højt som salmesang i kirken.
Den sygner hen i glæden men er nær alligevel,
for livets hjerte slår i takt:
Farvel. Farvel. Farvel.
Hvorfor skal vi forlade denne verden?
Den smukke sol, der spreder sig som troen over livet.
Den lille fryd, vi ofte tog for givet.
Den sødmefyldte smerte fra en rødmet rift på armen.
En skumringsskygge, der fandt ro i karmen.
Den milde luft som møder os,
når somren går på hæld.
Hør livets hjerte slår i takt:
Farvel. Farvel. Farvel.
Forlig os, Gud, med al din skabnings skæbne!
I livets sidste øjeblik, i forårsmorgenrøden:
Lær os at leve livet, lær os døden.
For døden – evighedens stik – er selve livets stemme:
Lev nu, lev nu, hvor du nu end har hjemme!
Alt liv må dø, før det er liv.
Det lærte Du os selv.
Så livets hjerte slår i takt:
Farvel. Farvel. Farvel.
Iben Egekvist Krogsdal