af Hanne Jul Jakobsen
”Jeg har efterhånden ikke andre ambitioner for mine børn, end at de bliver nogle flinke og gode mennesker”, sådan sagde en af mine venner forleden og det grinede vi lidt af. Vi har begge børn der går til eksamen i øjeblikket, og som vi synes godt, kunne være lige lidt mere arbejdsomme. I virkeligheden er det ikke nogen lille ambition at have. Når alt kommer til alt, er det vigtigere end noget andet. ”At vores børn er flinke og gode mennesker.”. Det er eksamenstid både for børn og forældre.
Det er ikke kun vores børn der går til eksamen i øjeblikket. Det gør vi forældre også. For hvordan bakker man op om sit store barn på den rigtige måde? Hvordan får man motiveret den dovne til at gøre sig umage, og givet den usikre lidt mere ro og selvtillid? Hvordan viser man den rigtige mængde interesse, så man hverken bliver for uengageret eller for overengageret? Ja, hvis nogen klarer sig til et 12 tal i den disciplin, så må man meget gerne give os andre nogle staldtips. Jeg synes det er vanskeligt. Ingen forældre har lyst til at bidrage til præstationspres.
Der er så mange børn og unge der har det svært, og kæmper med angst, stress og usikkerhed, og det bliver måske særlig tydeligt i forbindelse med eksamen. Matematikeksamenen bliver ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt man har styr på sin brøkregning, men om man er god nok i det hele taget. Det er vores opgave som forældre at hjælpe med at sætte eksamenen i perspektiv, så det hverken bliver større eller mindre end det er. Det er også vores opgave at hjælpe dem med ikke konstant at måle sig med andre.
Det at gå til eksamen er noget man skal lære, både for at klare sig så godt som muligt, men samtidig er det også noget man skal lære at takle uden at blive hverken syg, eller tro at livet går i stykker, hvis man får en lavere karakter end man havde håbet. Når jeg tænker tilbage er det måske netop de eksamener jeg har lært mest af. Jeg troede jeg skulle dø, da jeg fik seks i en matematikeksamen engang, men det gjorde jeg ikke. Jeg lærte derimod, at jeg ikke var dygtig nok til at kunne lade være med at læse grundigt inden en matematikeksamen. Jeg lærte også, at der ikke var andre end mig selv, der gik op i mit sekstal. Verden gik videre.
Min søn læser til eksamen i de her dage (eller det synes jeg i hvert fald han burde gøre) og jeg øver mig i at give slip og lade ham få sine egne erfaringer. Mine kan han alligevel ikke bruge til noget. Men han – og alle andre der går til eksamen i øjeblikket– kan derimod bruge deres forældres kærlighed, uanset hvilket tal de kommer hjem med. God eksamenstid!