Klumme i Lokalavisen
Forleden kom jeg kørende nede i Cereskrydset. Klokken var 15 og jeg skulle have været et andet sted end Cereskrydset på det tidspunkt. Og jeg forsøgte febrilsk at ringe til de mennesker jeg var ved at brænde af. Og jeg tænkte på noget vigtigt jeg skulle dagen efter. Og der var tre børn inde i Micraen også. Mine tilmed. Og de var sure, for de var blevet lovet rosinboller hos bageren. Og det kunne vi ikke nå, nu hvor vi allerede skulle have været et andet sted for længst. Og jeg forsøgte at lette stemningen ved at synge ”Lille Peter Edderkop”. Og det hjalp ikke. Lydniveauet var over det tilladte i Micraen, da en varevogn kørte ind i siden på mig. Og jeg stoppede med at synge ”lille Peter Edderkop”. Og også med at ringe. Og også med at tænke på noget vigtigt. Holdt ind til siden. Og det var så det. Bilen havde fået lidt småskræmmer. Ikke andet. Vi kørte videre. Men jeg havde fået noget andet at tænke over. Det kunne være gået galt. Faktisk. Og jeg kunne ikke undslå mig. Det handlede om, at jeg var alle mulige andre steder, end i Cereskrydset, i en Micra, sammen med mine børn. Jeg var ikke tilstede. Eller jeg forsøgte at være flere steder på én gang og så ender man med at være ingen steder. Der er situationer der kræver éns fulde opmærksomhed. Ligesom man ikke kan gå på lokum på anden hånd, så kan man heller ikke være mor og billist uden at være der selv. Uden selv at være til stede. Der er forhold i livet vi ikke kan uddelegere eller basere på andres tilstedeværelse. Der er øjeblikke i vores liv, som ingen andre end os kan udfylde. Afgørende øjeblikke, som vi kun kan fortryde, hvis vi går glip af. Altid at være der, hvor vi skal være, kræver at vi passer godt på vores tid, så den bliver god. Og at vi er opmærksomme på ikke at løbe tør for tålmodighed og nærvær.