Jeg møder en del der har den opfattelse, at de ikke er sådan rigtig kristne, fordi de har problemer med dele af trosbekendelsen. Af en eller anden grund har man fået den ide, at trosbekendelsen er en slags individuel eksamenstest, eller en indfødsretstest til kirken. Så svarerne skal vise os, ikke om man er dansk nok til at bo her – men om man er kristen nok til at høre hjemme i kirken.
Den apostolske trosbekendelse, hedder den officielt, fordi den nogenlunde enslydende kan føres helt tilbage til apostlene, eller i hvert fald til ca. år 200 efter Kristus. Det er det ældste af Folkekirkens bekendelsesskrifter. Den lyder ved dåben, vi lærer den når vi bliver konfirmeret og den lyder stort set ved hver eneste gudstjeneste. Det er en kort sammenfatning af den kristne tro, og bliver brugt ikke bare i Folkekirken, men i alle kristne kirker i verden. Blandt de første kristne blev den brugt som udgangspunkt for dåbsoplæring, som en pædagogisk indføring i den kristne tro. I dag skal der mange pædagogiske forklaringer og teologiske tolkninger til for at den giver mening. Sproget er gammelt, og det er svært for mennesker anno 2018 ikke at slå sig på begreber som fx ”almagt”, ”jomfrufødsel” og ”kødets opstandelse”. Hvorfor så ikke bare opgive den, og skrive en ny og mere tidssvarende? Måske er det ikke et enten eller, måske er det et både og.
P1 Programmet ”Tidsånd” havde i slutningen af 2017 bedt en række kendte danskere om at give deres bud på en ny trosbekendelse, og det kom der virkelig meget spændende ud af. Bla. forfatteren Simon Grotrians bud. Vi laver også tit den øvelse med konfirmanderne, at de skal prøve at formulere deres egen trosbekendelse. Jeg kan kun opfordre til at man forsøger sig derhjemme også. Det er både udfordrende og nogen gange også overraskende, hvilke ord der kommer til én, når man skal forsøge at indkredse sin tro på papir. Det kan være både inspirerende og opbyggeligt for andre at læse og høre, men problemet bliver alligevel at de nye formuleringer let bliver individuelle i sit udtryk.
Den apostolske trosbekendelses styrke er dens forankring i historien. Ikke bare dens sammenfatning af den kristne troslære, men måske i endnu højere grad, dens brug og betydning i hele den kristne tradition og kirke. Når vi siger den højt, så stiller vi os på skuldrene af knap 2000 års tro. Ikke som sådan en stivnet forestilling og en tro der ikke er i bevægelse, men som et udtryk for at den kristne tro ikke er noget der er groet i vores egen have, noget som blev opfundet i går, eller noget som er afhængigt af vores følelser. Den var der før os, og vi har fået den overleveret, ikke som noget vi skal forstå eller som en individuel test eller termometer for hvor kristne vi er. Men som en fælles lovprisning af den treenige Gud, der var fra første begyndelse, nu og i al evighed.
For mig er det en befrielse, at jeg kan læne mig op af den, eller lægge mig ind i den og lade mig bære af et trosfællesskab, der går på tværs af tid og sted, som stritter i øst og vest og som gør det muligt at jeg indimellem kan tvivle på det hele, slå mig på dele af den, uden at det ændrer ved det samlede billede, nemlig af Gud er kærlighed: Den Gud, som skaber, Jesus, som frelser og Helligånden, der giver liv.
Trosbekendelsen er ikke en individuel test, der skal kunne svares ”ja” til sådan én til én. Trosbekendelsen er fællesskabets udtryk for den Gud, der samler kristne på tværs af tid og sted.