Menu Luk

Sommertesten er over os

klumme i Lokalavisen
Vi står lige overfor årets største test: Sommerferien! Det er her det skal vise sig, om parforholdet stadig holder, om børnene er til at holde ud 24-7. Har vi stadigvæk noget at tale om? Hvad sker der med dynamikken i familien, når vi ikke skal andet end at være sammen? Vi har glædet os til det. Forventningerne er skyhøje. Vi taler om alt det vi skal – eller netop ikke skal, men har lyst til. Ferietid ER en skøn tid. Men det kan også være en svær tid. Jeg tror de fleste familier har prøvet det med, at halse rundt som sindssyge op til en ferie. Lukke ned for arbejdet, pakke til ferie og så ud af døren med sved på panden. Og så sidder man der. Der er varmt. Det regner. Manden har halsbetændelse. Børnene skændes. Og man selv, er ikke så afslappet, som man gerne ville.  Og når man er kommet ned i gear, så begynder de der overvejelser som har stukket hovedet frem engang imellem i løbet af året, men er blevet holdt nede af alt det andet man skulle. Om parforholdet, om børnene, om jobbet. Alle de der overvejelser, de får tid til at rejse sig op i fuld figur. Feriestemning og ubekymrethed lader vente på sig. I stedet er man bare træt og fuld af tanker der ikke egner sig spor til sommer og lyse nætter.  Ferier SKAL lykkes, men det gør de ikke altid. Konflikter og sorger holder ikke sommerferie. Tre ugers ferie kan også være en kamp, for at få det hele til at hænge sammen. Og så må vi tage den. Vi skal kæmpe for det der er værd at kæmpe for: Børn, familie og kærligheden. Om vi så skal bruge en sommerferie på det! Jesus opmuntrer os til at kaste os ud i vores livs kampe, med ordene: ”Frygt ikke!” Og det gør han, med Gud som både tyngde og horisont. Gud, som er den kærlighed der er større end vores muligheder, og som vi kan lægge alt det der ikke lykkedes over på, og få at vide, at nogle af livets forhold er mit vilkår og ikke mit ansvar. Guds sommerferieplaner er herligt befriet fra krav om harmoni. Det kunne vi lære noget af. For det er faktisk en belastende test. God sommerferie!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.