Memento Mori

Vækkeuret ringer
Klokken er 6.30.
Memento Mori står der,
lysende klart i displayet,
men jeg ser det ikke.
Slår
alarmen fra,
og hvis jeg husker det
slår
jeg også korsets tegn
for brystet.
Panden
derimod
løber jeg straks mod en mur
af alt for glade
eller alt for larmende
børn.
Jeg tysser lidt og
råber lidt.
Det er blevet en slags rutine,
på linje med
indkøb,
arbejde,
Disneysjov om fredagen,
sex om lørdagen,
højmesse om søndagen.
Og det er egentlig
meget godt.
Det hele
Sådan er det i hvert fald.
Livet.

Mennesket er som græsset,
der gror om morgenen;
om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.

Dørklokken ringer
Det er min nabo
og hun er ikke,
som folk er flest.
Det ville have klædt hende,
at være lidt mere,
som folk er flest.
Hun
er sådan en
der spilder sin tid.
Ud over det hele.
Og også min.
Memento Mori
Hun passer vores kat
og nu også vores kaniner
når vi er væk.
Det er en lille pris
synes jeg.
For hun får tit min tid
til at gå i stå
hen over hækken
og på fortovet
og ved køkkenbordet.
Memento Mori
Der er ikke tid,
til at spilde så meget
Der er ingen udvikling
Tror ikke
jeg lærer noget
andet end at være
sammen med hende

Mennesket er som græsset,
der gror om morgenen;
om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.

Alarmen ringer
Det er pastaen der er færdig.
Kødsovsen –
Memento Mori med revet mozzerala
er også færdig.
Det er der så meget der er,
altså færdigt.
Jeg nærmer mig de fyrre,
kunne være federe,
men der er meget
jeg er færdig med.
Jeg er færdig med
at kunne kalde
hvidt brød med hønsesalat
og kakaomælk
for aftensmad.
Jeg er færdig med
at kunne blive hængende hos
en veninde i flere dage,
uden at der er nogen der
har brug for mig.
Jeg er færdig med
at kunne bilde mig selv ind,
at der er job jeg ikke
kan bestride,
alene fordi jeg er for ung.
Jeg er færdig med
at kunne feste
uden det kan ses på mig
dagen efter.
Jeg er færdig med
at føde børn.
Tror jeg.
Jeg er færdig med
halvdelen af mit liv.
Statistisk set.
Der er så meget
jeg er færdig med.
Jeg er færdig med
at kunne slippe for at
tage hensyn
til mit helbred.
Når jeg ser mig i spejlet,
står det skrevet
med smilerynker
og operationsar:
Memento Mori.

Mennesket er som græsset,
der gror om morgenen;
om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.

 

Telefonen ringer.
Håber det er én der er vigtig,
som vil noget vigtigt.
Tror det er det,
jeg er skabt til,
altså noget vigtigt.
Sådan noget der ligesom
gør sig,
er noget,
viser mig,
fra mine bedste sider.
Og det er så min far.
Memento Mori
Ikke fordi han ikke er vigtig,
men jo altså ikke sådan rigtig vigtig.
Og jeg viser ham ikke
mine bedste sider
måske snarere
mine værste
Det er ham der får dem
frem i mig
De sider
Han er blevet ældre
Og det duer ikke
Jeg er ikke blevet ældre,
I hvert fald ikke
sammen med ham
Jeg kan ikke
forholde mig til det.
Det gør mig ked af det.
Jeg vil ikke tænke på det,
altså
at han en dag ikke
ringer mere
Og irriterer mig.

Mennesket er som græsset,
der gror om morgenen;
om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.

Hjemisbilen ringer
Det generer mig.
Hvem siger det er tid til islagkage,
hver onsdag
kl. 20.00?
Det er åbenbart der,
det er tid til is.
For alt hvad der sker
under himlen,
er der et tidspunkt.
En tid til at fødes,
og en tid til at dø.
Og vi har ingen
Indflydelse
på hverken
Islagkager eller død.
Det første
dog mere forudsigeligt
end det sidste.
Islagkagerne kommer
med faste intervaller
Døden rammer
uden mønster.
Det er ingen trussel,
men vi skal dø.
Mæt af dage,
eller stadig sulten
på livet.
Memento Mori
Klokkerne ringer,
og ringer
og ringer
Minder os om
at livet er
værdifuldt
Særligt
enestående
krævende
tidsbegrænset 

Mennesket er som græsset,
der gror om morgenen;
om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.

 

Dette indlæg blev udgivet i Klummer mm.. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *