Menu Luk

Ja, du er gammel!

Klumme i kirkebladet, februar 2015

”Hvor ser du gammel ud!” Når man er 5 år er det den største kompliment man kan få.
Det er det også når man er 15 år. Måske endda når man er 20 år. Men et eller
andet sted mellem 20 og 30 år, går det fra at være en kompliment til at være
det modsatte. Når man nærmer sig de 40 år eller endnu værre, når man nærmer sig
de 50 år og nogen siger: ”Hvor ser du gammel ud!” – så bliver det decideret
kritisk og nogen af os går i panik og begynder straks at dyrke triatlon eller
farve hår. Jo ældre vi bliver, jo værre er det, når nogen ser på os som gamle.
Ve den, der kommer til at kalde en 70 årig, eller en 80 årig for gammel. Det
hedder ældre eller seniorer bliver man belært. Der er INGEN der vil være gammel
i dag, og hvor er det egentlig ærgerligt, når man tænker over det. Før hen var det
at være gammel forbundet med visdom og erfaring. I dag forbinder vi åbenbart
ikke noget positivt med at blive gammel. Forestil jer, hvis det var en
kompliment at få at vide at man så gammel ud. ”Hvor ser du gammel ud!” Tak,
ville man så sige, fordi man vidste at det var en anerkendelse af levet liv. En
anderkendelse af, at her var et menneske med mange års erfaringer og en viden,
som man ikke kan haste sig til. Det er nok ikke så let at ændre indholdet af et
ord  – fra noget negativt til noget positivt – men tænk hvis man kunne. Det ville være dejligt, hvis vi ikke konstant skulle forsøge at se yngre end vi er, af frygt for at blive kaldt
gamle. Tænk, hvis jeg ventede på det næste grå hår med samme længsel, som min søn venter på den næste rokketand. Fordi jeg ville vide at omverdenen så vil se på
mig, med en hel anden form for respekt og spontant udbryde: Hvor ser du bare
gammel ud! Tak vil jeg sige, og ranke ryggen. Jeg er vel ikke sådan rigtig
gammel endnu. Men det er I nogen der er. Både rigtige og gamle. Rank ryggen og
vid at den titel, er du ikke kommet sovende til. Den indeholder et helt livs
erfaringer og liv og oparbejdet viden. Gammel er ikke det samme som hverken
gnaven eller affældig. Der findes gnavne og affældige mennesker der ikke er en
dag over 30 år. Gammel er en hæderstitel, som signalerer visdom og erfaring og
grå hår. Ja tak, til at være gammel. I hvert fald gammel nok.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.