Menu Luk

Fortællingen om Hagar

hagar-in-the-desert-chagallFortælling ved kvindegudstjeneste 8. marts 2011

 

Vi ved ikke, hvordan hun så ud. Måske var der aldrig nogen, der så på hende med den slags interesse, som indebærer viljen til at opdage et andet menneske. På det tidspunkt hvor denne fortælling begynder, er hun næsten ikke et menneske. Hun er snarere en ting. En del af inventaret, et husholdningsredskab. Hvis hun var smuk, kastede man måske et åndsfraværende blik på hende – som man gøre på en smukt designet kande eller et glas.

 

Hagar kommer fra Ægypten. Hun er slave. En gave fra den ægyptiske hersker, farao, til Abraham og Sara. En gave. Sammen med tæpperne, juvelerne, krydderierne, drikkekarrene og de udvalgte kameler fra faraos stald.

 

Måske tjente hun ved hoffet i det egyptiske palads. Kun det bedste er godt nok til Abraham og Sara. Hun er nok smuk, dygtig og anvendelig. Hun bliver ikke betragtet som en person. hun er ikke et subjekt. Hun er et objekt, en ting, ganske vist værdifuld, men uden valgmulighed, uden kontrol over sit liv.

 

Sammen med andre slaver trækkes hun ud af det eneste miljø, hun kender til, ind i det ukendte. Ingen spørger efter hendes tillid. Det er ikke interessant. Ingen spørger efter, hvad hun behøver. Hun er til for andres skyld.

 

Sara og Abraham er trætte, da de bryder op fra Egypten. Ingenting var blevet, som de havde tænkt sig og håbet på. De skulle jo blive til et stort folk; men nu er Sara for gammel til at kunne få bare et eneste barn. De skulle jo finde et nyt land; men snart er det eneste, de har, en gravplads, som Abraham kommer til at betale dyrt for efter lange forhandlinger. De kommer fra farao, lastet med dyrebare gaver – men hvem skal arve det alt sammen? Hvordan kommer fremtiden til at se ud?

Tiden går og Saras blik følger Hagar, når den unge kvinde går i gang med morgensyslerne i lejren. Hun går let og ser stærk og sund ud. Hun får hurtigt tingene fra hånden. Sara bevæger sig tungere, leddene er slidte. Hun er langt ude over overgangsalderen og helt uden håb om den søn, som Gud har lovet … måske var det bare en drøm, det der løfte. Men hvis slægten stadig på en eller anden måde skal leve videre, må hun finde en alternativ løsning..

 

En aften tager Sara Abraham hånd. “Abraham, det er dig, Gud har lovet børn, ikke mig. Tag min trælkvinde Hagar, som vi fik i Egypten. hun er ung og stærk, hun kan føde børn for mig.”  Der ligger ikke noget skamfuldt i det – traditionen er rodfæstet. Hagar bliver surrogatmor, hun er jo deres ejendom og har ingen ret til det barn, hun føder.

 

Abraham kyssede hende, og den nat gik han hen til Hagars telt. Hun blev gravid, og Sara strålede af stolthed. Det virker ikke, som om  det har været et problem for Sara at overtale Abraham.

 

Og det varer ikke længe, før Hagar viser alle tegn på at være med barn. Det går, som man kan forvente sig: Jorden dirrer under en forsmået kvinde, som endelig får en mand, under en slavekvinde som skubber sin madmor til side. Sådan står det i Ordsprogenes bog.

 

Nu begyndte Hagar at spille fri. Hun kostede med de andre trælle, stak maven frem og så ned på Sara. Sara ser hånen i Hagars blik. Smerten bliver ulidelig. Sara, som troede, at hun endelig havde lært at leve med sin sorg, opdager, at den vågner igen. En dag sætter hun sig på Saras plads. Og det blev for meget. Sara gav hende en knaldende lussing og fór ind til Abraham: “Skal jeg finde mig i det? Jeg gav selv den tøs til dig; nu tror hun, at hun er mere end mig. Det er din skyld!” . Sara blev vel jaloux. Den plan, der havde set så fin ud i teorien, gjorde ondt, da den blev ført ud i livet.

 

Måske var Hagars navn aldrig gået videre for eftertiden i de Bibelske fortællinger, hvis ikke hun var blevet trukket ind i historien om Abraham og Sara. Hun var jo egentlig et sidespor. Hun kaldes ind i en nødsituation på et tidspunkt, hvor fortællingen er på vej mod havari.

 

Hovedsporet skulle jo handle om, at Sara skal have det barn, som Gud har lovet Abraham – en søn som bliver den første efterkommer i en utallig slægt, lige så myldrende og grænseløs som stjernerne på den kulsorte ørkenhimmel. Da det ikke går, føler Abraham og Sara sig tvungne til at ty til en alternativ plan.

 

Abraham gned sig over ansigtet og sukkede: “Hagar er din trælkvinde, gør med hende, som du vil. ” Så satte Sara Hagar til det tungeste arbejde , skældte ud og slog og undte hende knap nok at hvile sig.

 

Men der er sket noget med Hagar. Hendes selvbillede er forandret. Det her vil hun ikke bare tage imod uden at sige noget. Måske bliver hun også bange for mørket i Saras blik. Ihvertfald flygter Hagar ud i ørkenen, ud af nomadelejren.

 

Hun vil hjem til Egypten, men hun fór vild i ørkenen. Udmattet krøb hun sammen under en gyvelbusk og græd af tørst.  Ingen vej leder videre derfra. Der findes ingen vej ind i fremtiden for en slave, som vil være fri, men ikke kan befri sig selv. Hun er ensom, udsat og desperat.

 

Men pludselig hører hun en stemme: “Saras trælkvinde, hvad gør du her?” Den, der talte stod lige midt i solen, og Hagar så kun et blændende lys. “Jeg er flygtet fra min frue”, tilstod hun. “Vend tilbage, Hagar,”  befalede den fremmede. “Du skal føde en søn og give ham navnet Isamael, for det betyder

 “Gud hører”, og Gud har hørt dig. Din søn skal blive et vildæsel af en mand, som ingen kan kue. Og han skal blive stamfar til et helt folk.”

Hagar skyggede for øjnene, men nu var den fremmede væk. hun fór op: “Åh. Det må have været en engel!” Da så hun, at der lå en brønd kun et stenkast borte.

 

Hun drak og vente tilbage til Sara. Nogle måneder efter fødte hun en søn, og Abraham gav ham navnet Ismael.

 

Et par år efter, får Sara til sidst en søn, Isak – på trods af og imod alle naturlige spilleregler, ved et under. Det oprindelige løfte opfyldes på en måde, som ingen vovede at tro. Og de to halvbrødre – Isamel og Isak – vokser op sammen. Sara er en klog og livserfaren kvinde, og når hun ser de to drenge slås og småskændes med hinanden, aner hun, hvilke konflikter der måske venter i fremtiden. Hvem er den retmæssige arvtager til det forjættede land? Sara går til Abraham med en ny bøn: Du må skille dig af med den kvinde og hendes søn!

 

Denne gang er det ikke slå let at overtale Abraham. Han tøver. Han elsker både Isak og Ismael. Men til sidst, efter en stærk natlig drøm, tager han sin beslutning. Han sender Hagar og Ismael ud i vildmarken med lidt vand og mad som rejsekost. “Du er ikke træl mere”, siger han – men det er kun en tom gestus. Alle ved, at de ikke kan overleve. Tragedien er et faktum.

 

Og maden  slipper op. Og der er ikke mere vand. Hagar er forvirret af sorg. Udmattet og deprimeret. Hun går i ring i ørkenen. Til sidst lægger hun barnet under en busk og sætter sig et godt stykke derfra “på et bueskuds afstand” – eller pileskud som der står i den nye bibeloversættelse, for at slippe for at høre den døende dreng jamre sig.

 

De sidder der i ørkenen en tid. Barnet og kvinden. Barnet er holdt op med at græde og er døende. Hagars fortvivlelse har gjort hende apatisk. En af de stærkeste drivkræfter i hendes liv – at sørge for at barnet overlever – er holdt op med at virke. Hun orker ikke at være nærværende, nu hvor det, der står hende nærmest, mister livet. Så er stemmen der igen: »Hvad er der i vejen, Hagar? Du skal ikke være bange, for Gud har hørt drengen dér, hvor han ligger. Gå hen og løft ham op, og pas på ham, for jeg vil gøre ham til et stort folk. Jeg ser dig. Jeg hører dit barn. Jeg vil hjælpe dig.”

 

Som så mange andre er hun blevet blind af sorg. Sorg gør, at man ikke længere ser de muligheder der er lige foran én. Men Guds stemme får Hagar til at se den mulighed, som hun ikke selv orker at lægge mærke til. Gud åbnede hendes øjne, og hun opdagede en brønd. Hun gik hen og fyldte sækken med vand og gav drengen noget at drikke.  Senere kalder hun det sted, hvor hun fandt vand, for Be´ er-Lahaj-Ro´ i. Det betyder: Han, som ser mig. Synets Gud.

 

Der er ingenting, der er så vigtigt i ørkenen som vand. Og at finde og forvalte brønde var mandens privilegium. Men Hagar kom først. Brønde og kilder holdt man nøje rede på. Denne var ukendt og endnu navnløs. Opdagelsen gjorde, at hendes apati blev brudt. Hun fik kræfter til at føle og reagere igen. Hun tog sit barn op igen og gav det noget at drikke. sammen begynder de en ny tilværelse.

 

Her vender Hagars liv. Hun er ikke et redskab, et objekt. Fra da af ved vi to ting om hende: Hun tager ansvar for drengens uddannelse, og hun skaffer ham en god hustru. Han vokser op og bliver – en dygtig bueskytte! Og der kommer bueskuddet tilbage – fortvivlelsen vendes til en ressource. Måske skærpedes hans blik den dag i ørkenen, da hans mor ikke havde overskud til at tage sig af ham; han blev tvunget til at se skarpt og blive træfsikker for at overleve.

 

Hagar sørger også for, at han gifter sig med en pige fra Egypten, fra hjemlandet. Den første enlige mor i Bibelen er en kvinde, som handler, som vælger. Hun bliver subjekt i sit eget liv, en kvinde som rekonstruerer fremtiden.

 

Men derudover gør hun noget mere. Hun giver Gud et nyt navn: “Den som ser mig”. Hun kalder mødet med stemmen for Synets Gud: “Har jeg virkelig set et glimt af ham, som ser mig”.

 

Og her overskrider beretningen grænsen for, hvad vi sædvanligvis synes, at vi har ret til at vente os af en oprejsning. Hagar, en fremmed kvinde fra et fremmed land og en fremmed religion, gennemfører en sproglig og teologisk handling, som ingen i hendes samtid regner med, at en kvinde vil kunne gøre – hun navngiver livet. Hun kommer med en teologisk udtalelse. Hun bidrager med et nyt billede af Gud, bidrager med et nyt udtryk for hans storhed.

 

Hun giver Gud et navn. Et navn, som fødes af hendes livserfaring. Et navn, Gud aldrig har haft før. Et navn, som kun hun kan give Gud. Og det bemærkelsesværdige er, at fortællingen om denne handling  stadig er tilgængelig for os. På trods af alle de konflikter og det had, som senere skulle komme til at præge efterkommere af hhv. Isamel og Isak. Islam og Jødedom. Det er værd at tænke over. Intet kunne være mere teologisk eller politisk ukorrekt end at give Hagar denne ret til at give Gud et nyt navn. Men Gud giver henne den status.

 

At give Gud et nyt navn, et navn Gud aldrig før har haft – ud fra min egen livserfaring og mit møde med Gud – det kunne være en opgave for enhver af os. Måske har Gud tusindvis af endnu uudtalte navne. Vi kan kun tale om Gud i billeder, og Guds storhed er så kompleks at vi har brug for mange forskellige billeder og navne, for at nærme os en forståelse og en erfaring af hvem Gud er.

 

Hagar erfarede at blive set af Gud, som det Gudsskabte menneske hun var. Og Bibelen er fyldt af fortællinger om mennesker der bliver forandret når de møder Guds blik, når de oplever sig set af Gud.

 

Alt i vores liv påvirkes af, hvilket syn vi har, hvordan vi ser. Ikke mindst hvordan vi ser på os selv. Og det hænger sammen med, hvordan andre har set på os. Øjne kan være så forskellige. De kan give livsmod og varme, nærvær  – eller tomhed, frygt og foragt.

 

Hvis man forholder sig til Gud, så er det afgørende at spørge, hvordan man tror, at Gud ser på én. For nogen kan ordene: ” Gud ser dig” være en trøst og tryghed. For andre er det forbundet med ubehag eller måske ligefrem en trussel.

 

Hvordan tænker vi os, at Gud ser på sin skabning og på os, som han har skabt i sit billede? Hvilket gudsbillede og hvilket menneskesyn har vi?

Blandt nogle er der en forestilling om, at Gud er utilfreds med sin skabning. Det er ikke sandt. “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag. Sådan afsluttes skabelsesberetningen i Bibelens første kapitel og understreger, at Gud er helt tilfreds med sit værk. Han ser storheden i sin skabning. Han ser på os med kærlighedens øjne.

 

Livets store gave til mig som menneske er at være nogen og lidt efter lidt blive den person, jeg er. Allerede fra begyndelsen er jeg nogen, en jeg kan lære at kende og blive ét med. Alligevel lever mange med følelsen af at være ingen – måske pga. løgnen: Du skal ikke tro, du er nogen!

 

Jo, du skal vide, at du er nogen! I Guds øjne har Hagar og dig og mig værdi, som de Gudsskabte og guds elskede mennesker vi er. Gud, er den Gud der ser os, kender os og elsker os. 

Frit refereret og genfortalt efter inspiration fra Ylva Eggehorns bog “Saras latter” og Ingrid Scrøder-Hansens “Bibelens historier”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.