Menu Luk

Sat på spidsen

Med omsorg, humor og kærlighed til medmennesket har Hanne Jul Jakobsen begået bønner for og til os alle sammen. Hun ser lige igennem det moderne menneske og rækker os den velsignelse, at der er plads til hvert et skrøbeligt, selvsikkert og selvbedragerisk liv – ja, livet, som vi bedst kender det.Sanger Niels Bo Emgren og pianist Lene Buch Rasmussen kommenterer disse bønner og har til dette formål fundet karakterer og stemninger fra 1800-tallets lied- og romance-repertoire, lige fra en forelsket, indbildsk påfugl til en anmelder, der bliver smidt ned af en trappe. Blandt komponisterne er Ravel, Schubert og Weyse.

Koncertprogrammet kan sammensættes enten til at vare 60 min uden pause, eller 75 minutter med indlagt pause.

___________

Niels Bo Emgren og Lene Buch Rasmussen har fælles musikalske rødder i studietiden på Det Jyske Musikkonservatorium og har de sidste 10 år haft et intenst duo-samarbejde.

Niels har siden sin debut fra solistklassen været fasansat i DR Radiokammerkoret, sunget som solist på operascener rundt i landet og optrådt ved talrige koncerter i ind- og udland. Til daglig fungerer han som organist i Alderslyst kirke og er desuden dirigent for Jysk Akademisk Kor.

Lene bestod i 1996 sin diplomeksamen med udmærkelse. Hendes naturlige flair for akkompagnement og kammermusik har udfoldet sig i mange forskellige sammenhænge bla. på Den Jyske Opera, Den Ny Opera i Esbjerg og som kammermusiker ved Aarhus Symfoniorkesters kammerkoncerter. Til daglig er hun organist i Hasle kirke. Duoens samspil er præget af stor samhørighed og en påfaldende fælles musikalsk forståelse.

”Jeg har flere gange haft lejlighed til at høre Niels Emgren og Lene Buch Rasmussen optræde, og det har hver gang været en udsøgt fornøjelse. For snart en del år siden hørte jeg dem fremføre en aldeles glimrende fortolkning af Heines »Buch der Lieder«, og så sent som sidste år oplevede jeg dem i en ikke mindre fremragende opførelse af hele Schuberts »Winterreise«. Mageløst, vidunderligt, fortryllende. Læg dertil deres yderst behagelige, vindende personligheder og vejen til en god aften er banet”. Søren Fauth, digter og lektor i tysk litteratur.

“Niels Bo Emgren og Lene Buch Rasmussens Liedaftener bærer præg af en stærk stilsans, intelligens og ærlig intens indlevelse i den musik som de fremfører. Altid en stor fornøjelse at opleve dem musicere sammen” Martin Lysholm Jepsen, klaverlærer på Det Jyske Musikkonservatorium.”

Niels Bo og Lenes fortolkning og fremførelse af Winterreise fremstod med så overbevisende kvalitet, at alle lod sig gribe og glæde over at opleve så stor kunst med så stor følelsesmæssig appel blive formidlet så stærkt og klart – så tæt på salonkulturens oprindelige rammer, hvor traditionen har sit arnested”. Jens Frederik Schjødt, koncertarrangør.

Hanne Jul Jakobsen er forfatter til flere bøger: Rundesang – om tomhed og muligheder (2016), Pralbønner – for forbigående (2018). Hjemmerørt – om at bebo sit liv (2019) og desuden aktuel med Pralbønner – for uimodståelige (2021). Digtene i denne koncert vil være et mix af gamle og nye pralbønner. Hanne er til daglig sognepræst i Møllevangskirken i Aarhus.

Anmeldelser af Pralbønner for forbigående (2018)★★★★Digteren har en glimrende evne til at blande det høje med det lave og det specifikke med det generelle, således at man gang på gang oplever, at der bliver sagt noget nyt og vedkommende i ‘pralbønnerne’.Kristeligt Dagblad

Det er morsomt, tankevækkende og også en lille smule ubehageligt, når man som læser opdager, at hov, nu sætter hun pennen ned på netop mit personligt ømme punkt.Århus Stiftstidende

Der er rigtig meget godt at komme efter i denne lille bog. Præsteforeningens Blad

Man kan ikke lade være med at smile når man læser bogen og føler sig samtidig ramt på sin selvgodhed, forfængelighed og egoisme. Meget anbefalelsesværdig bog. Kirkekultur.nu

En både vittig og tankevækkende digtsamling om mennesket i begyndelsen af det 21. århundrede.Bogblogger.dk Kan man ikke finde sig selv i disse digtes hudfletning af vores hektiske virkelighed, dagligdags trummerum og fordomme i massevis, så lever man ikke. Det er morsomt, og det er sprogligt konstrueret, så det er en leg at læse. Bibliotekernes lektørudtalelse 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.